Inspiration til julens adventskranse

Vi har samlet 26 vidunderlige adventskranse, som kan give god inspiration til din egen. Her er alt fra det eventyrlige look med sølvfarvede glimmerlys, over det farverige med blomster og fjer, til det naturlige med mos og bloklys.

Adventskrans med grønne elementer
© Lene Samsø

Grønne elementer

Denne overdådige adventskrans er lavet af grønne elementer såsom eukalyptus, sukkulenter og havegran, der får de hvide bloklys til at lyse flot op i midten. Kransen her har hjemme i en hyggelig julebolig i Grøndalskvarteret nordvest for København. Bliv inspireret til mere af årets julepynt i den fine bolig, der er gået i arv.

© Foto: Enok Holsegaard, Styling: Michael Nygaard og Elisabeth Kruse

Et nordisk look

Her ses en smuk, enkel og nordisk adventskrans i et miks af hvide og grønne toner. Kransen er fra HagenUhre Flowers & Delights og passer perfekt ind i det stilrene hjem. Kransen står på sofabordet hjemme hos parret Michael Nygaard og Tue Hansen, der har julepyntet deres Christianshavner hjem på smukkeste vis.

Se mere af parrets klassiske juleindretning her.

Sort adventskrans
© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Den sorte adventskrans

En adventskrans behøver ikke nødvendigvis at være lys, grøn eller rød. Her er en utrolig dekorativ adventskrans i sort fra Blooming Copenhagen.

Den mørke krans kan stå som et smukt julelement i et hjem med masser af naturligt lys, hvilket er tilfældet til jul hos parret bag Designers Remix.

Adventskrans af evighedsblomster
© Lene Samsø

Evighedskransen

Skab et eventyrligt look med en adventskrans lavet af fine tørrede blomster som på billedet. Her er der skabt et afdæmpet og feminint udtryk med lilla nuancer, som er piftet op med sølvfarvede glimmerlys.

Du kan få endnu flere ideer til julede dekorationer fra denne skønne villa, som også har juletræet placeret midt på spisebordet.

Hængende adventskrans af papir
© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

En hængende adventskrans af papir

Her er en anderledes idé til adventskransen. Den på billedet hænger i arkitektens hjem, som er fyldt med unikt, hjemmelavet julepynt af papir. Kransen er pyntet med sindrigt papirklipperi, som giver den et elegant og simpelt udtryk i kombinationen af lyse pastelfarver og guld.

Adventskrans i rolige nuancer
© Lene Samsø

En bid af naturen

Bliv inspireret af denne skønne adventskrans, der med sine naturlige elementer og farver spreder julehygge og ro. Er du vild med stilen, så tag et kig ind i hjemmet hos en ægte julefan, hvor netop denne krans har hjemme.

En farverig adventskrans
© Andreas Mikkel Hansen

Den farvestrålende adventskrans

Er du til en farvestrålende jul? Så er denne moderne adventskrans fra Poppykalas måske lige den inspiration, du har brug for. Her er der brugt to-farvede snoede lys, som indgår i et lystigt samspil med andre farverige elementer i form af for eksempel blomster og fjer.

Kransen er at finde i designer og kreativ direktør Dea Kudibals eventyrlige julehjem, som er helt exceptionelt.

Rød adventskrans
© Lene Samsø

Adventskrans til dig, der holder af rød

Denne adventskrans står i et hyggeligt julehjem i hjertet af København. Her har kransen et smukt miks af røde og guldfarvede tørrede blomster, men du kan selv tilpasse din egen krans, så den passer til dit hjem ved at spraymale blomsterne i de farver, du ønsker.

Adventskrans
© Pernille Kaalund

Den fyldige adventskrans

Her ses en skøn adventskrans fra Poppykalas med en spændende farvesammensætning. Skab selv en stor og prægtig krans, du kan sætte adventslys i ved at bruge tørrede hortensia, som både er flotte og giver masser af fylde.

Kransen på billedet står hjemme hos parret bag Paper Collective, som viser deres fine julehjem frem, så du kan få endnu flere idéer til årets julepynt.

Japanskinspireret adventskrans
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Japanskinspireret krans

En japanskinspireret krans er placeret på et fad lavet af papir fra Lübech Living. Fadet er 100 procent bæredygtigt. De fire bloklys omkring står, på utraditionel vis, på sølvfødder fra 55 North. På dekorationen finder man spøgelsestræ, som er plantet i den ene side af fadet, og som er betrukket med trælim og efterfølgende drysset med bioglimmer. Bunden er fyldt med fyrrekogler og pudemos.

I midten af dekorationen ses et fyrbonsaitræ. Det er en levende dekoration, som skal vandes, men som så til gengæld også kan fungere efter jul.

Simpel adventskrans
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Kransen med et simpelt udtryk

Kransen her er simpel og lader de enkelte dele komme til deres ret. Er du vild med udtrykket, så hop ind og oplev et magisk dekorationseventyr i floristens julehjem, som virkelig er noget for sig selv.

Adventskrans af mos
© Lene Samsø

Et råt og naturligt look

Hvem siger, at det skal være vanskeligt eller tage lang tid at lave en smuk adventskrans? Her er der lavet en naturskøn dekoration udelukkende af mos og hvide bloklys - og det fungerer super godt!

Vil du se mere af det rå og naturlige julelook, så tag et kig på funkisvillaen, der er skønt julepyntet med naturen.

Adventskrans med sølvlys
© Andreas Mikkel Hansen

En adventskrans med associationer til skovbunden

På billedet ses en yndefuld adventskrans med slanke lys i sølv og grønne materialer, som får en til at tænke på skovbunden. Kransen kan uden tvivl pynte flot i ethvert hjem - og lige nøjagtig denne er super nem at lave, da blomsterdesigner Annette von Einem har lavet en guide på, hvordan du gør.

adventskrans med strejf af guld

Med strejf af guld

En raffineret krans bundet op over en halmring i smukt afstemte materialer og teksturer med tørrede lynggrene, blød enebær, tørrede bøgegrene, bomuld og fjer. Guld på enkelte grene, fine guldkugler og matte guldlys underbygger kransens elegance sammen med den svævende ophængning med sorte velourbånd og guldbånd. Lysene er fra ester & erik.

Adventskrans af kogler
© Foto: Pernille Greve, Styling & design: Lone Monna

Små kogler kan gøre det hele

Her er en udsøgt adventskrans med et twist. Kransen er lavet ud af kogler, som du nemt selv kan finde i naturen og spraymale lige den farve, du synes passer ind i dit julehjem.

Her kan du finde en guide til at lave denne og 4 andre adventskranse med materialeliste og vejledning.

Adventskrans i rødlige nuancer
© Styling: Stine Kirchheiner, Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Adventskrans i rødlige nuancer

Moderne barok har vi døbt denne adventskrans, som indkapsler tidens trend med, at vi gerne vil have vores blomsterdekorationer så store og så voluminøse som muligt. Det er en frisk buket i oasis og med lys fra Ester & Erik.

Kubuslysestage brugt som adventskrans
© Styling: Stine Kirchheiner, Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad

En firkantet adventskrans

Grøn geometri er en enkel adventskrans, hvor Kubus-lysestagen af Mogens Lassen fra Audo Cph i en ny olivengrøn farve spiller hovedrollen. Den har fået tilføjet en firkantet krans bundet af blød enebær og pyntet med en grøn bjergfyr. Her er den placeret på et bord af Hans Bærholm repræsenteret ved House of Nordic Design.

Hængende adventskrans
© Styling: Stine Kirchheiner, Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Den svævende adventskrans

Tvist traditionen med en halmkrans bundet vildt og med små terrakottakrukker, som du kan pynte med det, som du har lyst til. Sæt lysene ved siden af – dels for at gøre noget nyt, dels for at undgå at sætte ild i den vilde krans, som her svæver let over bordet af Jørgen Gammelgaard for Fredericia. Stolen er den spanske spisebordsstol af Børge Mogensen, også fra Fredericia. Lysene er fra Ester & Erik, og stagerne er fra Kunstindustrien.

© Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Trompe l'oeil

Trompe l'oeil kunne man have lyst til at kalde denne skulpturelle og smukke adventskrans af Annette von Einem. Den leger med vores idé om den traditionelle runde adventskrans med fire lys. Ved første øjekast kunne man tro, at denne krans også har fire lys, men i virkeligheden er det to lys, som spejler sig i et mørkt spejl.

Med en farvepalet bestående af hovedsageligt bordeaux, guld og sort skabes et dramatisk og pompøst udtryk. Den runde oasiskugle er pyntet med lilla floksblomster, som i løbet af december vil tørre ind og få en dybere og mørkere farve.

Derudover er der placeret en farvet asparagus plumosus plante – også kaldet slørasparges – i en bordeaux nuance. Når den tørrer, kan den drysse lidt, så den kan eventuelt skiftes i løbet af december.

dråbeformet adventskrans
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Adventskrans i dråbeform

Den traditionelle runde krans er her trykket sammen, så den udgør en dråbeform. Den grønne krans er bundet af plumosus. Man kan give den en mat lak, så den ikke drysser, når den tørrer. Kransen er pyntet asymmetrisk med troldefyrregrene og hvide blomster fra tillandsiaplanten sat fast med ståltråd. Derudover er den pyntet med snebær sat fast med lange knappenåle. De hvide bloklys er fra Kunstindustrien og er sundhedsgodkendt.

Halmkrans
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Halmkrans

Formen på denne krans ligner formen på en slange. Det er en halmkrans, som er brudt op og forlænget med ståltråd og halm. Som Annette von Einem forklarer, kan man lave formen, som man vil. Slangen er efterfølgende påklistret evighedsblomster, sat på med en limpistol. Stearinlysene i en sart rosa er fra ester & erik. De tørrede græsser er spraymalet med en sart lyserød farve, men kan også sagtens bruges uden farve. Til sidst er kransen pyntet med glimmerblade og små tørrede judaspenge.

Adventskrans i små firkanter
© Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad, Dekoration: Annette von Einem

Adventskrans i kuber

Denne meget grafiske og smukke fortolkning af den klassiske adventskrans er lavet ud af kuber skåret i oasis. Herefter har Annette von Einem fundet forskellige blade, som hun har sat på med knappenåle.
Man kan vælge alle mulige forskellige blade, og man kan sagtens tage nogle blade fra haven eller fra en potteplante i stuen. Kun fantasien sætter grænser. Lysene er sat fast med en kraftig ståltråd, som er varmet og sat op i lysene og ned i oasiskuberne. Rundt om ståltråden er viklet guldfarvet aluminiumstråd.

Denne løsning får nærmest lysene til at svæve elegant over de grønne kuber.

Kuglekrans i gul og guld
© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Kuglekrans i gul og guld

En utraditionel gul krans skaber et varmt element i den kolde tid. Den er lavet af guldfarvede mini-julekugler og små kugleformede blomsterhoveder, der er sat tæt side om side, og som giver den drejede krans en velouragtig overflade. Gule og grønne craspedia trommestikke er både brugt friske og tørrede, mens evighedsblomsten er tørret. Kransens drejede form laver man ved at klippe en halmkrans over på midten og placere de to stykker modsat hinanden i en S-form.

Den spidse afslutning får man ved at trække strå ud af enden på kransen. Lysestagerne er fra Hove Home, og guldlysene er fra ester & erik.

den grønne krans
© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Krans af: Annette von Einem, Styling: Glotti Press

Den grønne krans

Adventskransen her er grøn og tæt og designet med flere forskellige typer gran i både lyse og mørke nuancer. Det skaber en flot varieret overflade og smuk baggrund for de bløde enebærgrene. Den markante grafiske stribe med husløg og linjen med stående grankogler gør den klassiske naturkrans ny og overraskende med en overflade, der changerer mellem blank og mat. Under pynten gemmer der sig en halmkrans. Lysene er fra ester & erik, og lyseholderen er fra Annette von Einem. Den skulpturelle vase i baggrunden er af keramikeren Bente Hansen.

Eventyrlig adventskrans
© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Eventyrlig krans

En elegant, frisk krans bundet med fine, små blomstrende hortensiaer, der er stukket i en sort ring af biooasis. Derefter er den pyntet med tørrede judaspenge, rosa asparagus plumosus, frøstande og en lille rosa glimmerfugl. For at afrunde det lette, luftige design er der sat spinkle guldgrene med blomsterformede perler i. Lysene er fra ester & erik, og biooasissen er fra Annette von Einem.

Hvid vinterkrans
© Foto: Andreas Mikkel Hansen, Styling: Glotti Press

Hvid vinterkrans

Udtrykket på denne krans er køligt som frost og sne. Den er bundet hårdt op i brudeslør og finurligt pyntet med små fluffy marshmallows, der er klippet i halve og derefter i kvarter. Brudesløret er bundet med bomuldsgarn i store, tætte buketter, og derefter er hele kransen bundet med græs. Det gør kransen miljøvenlig og nedbrydelig efter brug. Kransen kan tørres og hænges på væggen efter jul. Bloklysene er RSPO-certificerede og EN-testede og er fra Kunstindustrien.

LÆS OGSÅ