© Lene Samsø

Et hyggeligt julehjem i hjertet af København

Det nordiske, minimalistiske hjem byder farverne velkommen i juletiden.

En ejendom fra 1830 i hjertet af det historiske København danner en hyggelig ramme om et pars jul med deres to små børn.

I deres lyse lejlighed byder de højtiden velkommen som en kærkommen undskyldning for at lukke lidt flere farver ind i deres hjem.

Brede plankegulve, smuk stuk, høje paneler og originale fyldningsdøre holdt i hvidt udgør det smukke fundament i lejligheden, der ligger i en charmerende gammel ejendom i hjertet af København. De højloftede rum og ikke mindst interiøret bliver fremhævet af de mange hvide, reflekterende flader, hvor store vinduespartier og en fransk altan lader lyset være en markant medspiller i indretningen.

Parret har en svaghed for klassisk møbeldesign, og de nøje udvalgte designikoner får nærmest en skulpturel rolle i de hvidmalede rum.

Den lyse og luftige indretning er dog ikke kun valgt for at fremhæve interiøret, men passer også godt til familiens livsstil.

– Jeg synes, rod kan virke hæmmende på kreativitet og leg, men omvendt er vi ikke til det stringente og minimalistiske. Vores hjem skal derimod primært være en hyggelig ramme, hvor vi finder ro og nærhed, når det er koldt udenfor, og dagen måske har været travl for os alle, siger den ene ejer.

LÆS OGSÅ

© Lene Samsø

Adventsdekorationen er fundet i Butik Dora på Værnedamsvej og pyntet med tørrede guldsprayede blomsterstande fra Poppy Kalas i Tulinsgade.

© Lene Samsø

I juletiden sniger flere farver sig ind

Ejerne har julepyntet hjemmet i stil med den enkle måde, de indretter sig til dagligt. Men julen er dog også tiden, hvor flere farver sniger sig indenfor.

– Vores hjem er jo generelt meget lyst og enkelt, så jeg bruger gerne julen som en undskyldning for at lukke flere farver ind. Farver som rød, orange og pink skaber glæde og varme i den kolde tid, forklarer den kvindelige ejer.

Med børnene på to et halvt og otte måneder er det i disse år, at familien starter deres egne juletraditioner. Nogle af dem er taget med fra parrets barndomshjem, mens andre er nye.

– Både min mand og jeg er fra Nordsjælland, så vi starter juledag med en lang gåtur i Dyrehaven. Derudover har jeg altid haft en tradition med at se Disneys Juleshow i mit barndomshjem, og glæder mig til at kunne genindføre traditionen med mine egne børn. I det hele taget er det at få børn på mange måder en nostalgisk tur ned af memory lane, fortæller hun.

På sofabordet har parret anrettet en julet dekoration af mosindpakkede hyacinter fra Maylands Blomster i Grønnegade sammen med grønne grene i Georg Jensens Cafu-vaser.

© Lene Samsø

Dagligstuen er indrettet med god plads til både møbler, afslapning og gæster. Poul Kjærholms PK22-loungestol er et arvestykke fra den ene ejers barndomshjem ligesom sofabordet, og det håndvævede marokkanske Beni Ouarain-tæppe samler alle møbler i rummet. Sofaen er fra Eilersen med puder fra Privé Copenhagen. Kommoden er et loppefund og giver stuen god kontrast med sin mørke silhuet. Lampen i vindueskarmen er fra Design By Us.

© Lene Samsø

Nostalgiske omgivelser

Hjemmets beliggenhed i Københavns historiske midte er et helt bevidst valg fra parrets side. De nostalgiske omgivelser har en helt særlig atmosfære, som særligt i juledagene skaber stor glæde for familien.

– Lejligheden ligger på en gågade, så vi slipper for trafik og støj. Den er omgivet af små hyggelige cafeer og butikker, som bliver næsten magiske med deres julepynt og lys. Julemarkeder og –udstillinger er nemme at komme til om eftermiddagen, og når det sner, tager vi børnene på kælk ned i Kongens Have, som kun ligger et stenkast herfra. Vi føler os meget priviligerede at bo netop her, hvor vi kan udnytte byens mange muligheder, siger ejerne.

Den bløde puf er fra Designers Guild, og her holder kalendergaverne til. De store pakker er indpakket med leopardmønstret tekstil, som egentlig er skjorter, som ejerne har fundet til spotpris i et supermarked og klippet op i regulære stykker, som nu tjener som genanvendeligt gavepapir.

© Lene Samsø

Et smukt og enkelt julestilleben med friske blomster fra Poppy Kalas i klare farver og pynt i guld.

© Lene Samsø

Juletræet er hentet i Torvehallerne og kan holde hele julen, fordi det er i potte. Pynten på træet har en særlig betydning for parret, da det stammer fra den kvindelige beboers oldeforældre.

© Lene Samsø

Spisebordet i køkkenet er det smukke samlingspunkt for gæster og sammenkomster i julen. I år er det dækket med porcelæn fra Royal Copenhagen samt gammelt sølvtøj og de franske congac- og whiskeyglas fra den ene ejers oldemor. Det er et bord, som man kan gå lidt på opdagelse i, og de gyldne noter understreger julestemningen.

© Lene Samsø

Spisepladsen bryder det enkle hvide med et mørkt spisebord, lavet af gamle gulvbrædder fra Genbyg Design. Hertil finder man 7’er-stole i cognacfarvet læder.

© Lene Samsø

I soveværelset er den enkle og lette indretningsstil, som kendetegner resten af lejligheden, ført videre. Sengen er fra Ikea, og puder og plaid er fra Aiayu. Sidebordet er fra Hay, og læselampen er fra Gubi.

© Lene Samsø

LÆS OGSÅ