Bordet er dækket med robuste glastallerkner fra Ikea, bambustallerkner fra H Skjalm P, klassiske vinglas fra Speigelau og art deco-martini og -champagneglas og vintagebestik i messing fra Sacrecoeur. De hvide vandglas er fra Ferm Living, og de hvide servietter er fra Georg Jensen Damask.
Pernille Hell tager gerne arbejdet med hjem. Hun er ejer af interiør– og designforretningen Sacrecoeur i Charlottenlund, og hun kan slet ikke lade være med at købe smukke ting, der skaber stemning i hendes herskabslejlighed midt i København. Derfor er det ved juletid heller ikke tilfældigt, hvordanhun indretter sig. Selv kalder hun sin julestil for åben og foranderlig – for den er lige der, hvor hun selv befinder sig. I år er hun fanget af vintage og moderne kunst, og derfor er det også det, der præger Pernilles juleindretning.
Julebordet skal se dejligt og indbydende ud, og bordets elementer er et miks af faste og varierende indslag. Stofservietterne og vintagebestikket i messing er med på bordet hvert eneste år, mens glas og tallerkener skiftes ud. Og det er der en særlig grund til, mener Pernille.