– Jeg vil vove pelsen og sige, at det er den vildeste opgave, der nogensinde har været.
Sådan beskriver designer og dommer Kasper Salto ugens opgave i tredje afsnit af sæson syv af Danmarks Næste Klassiker.
For selvom der "bare" er tale om en lænestol, er det ikke hvilken som helst lænestol, designerne skal skabe denne gang.
Lænestolen skal nemlig skabes til den nye terminal i Københavns Lufthavn, der forventes at slå dørene op i 2028 til godt 60.000 kvadratmeters restauranter, shopping, og hvileområder både ude og inde med direkte udsigt til landingsbanerne.
Her vil ugens vinderstol komme til at pryde et tilbagetrukket område, hvor lufthavnens mange gæster vil kunne tage en rolig pause midt i myldret.
Derfor er der også en række krav som designernes hvilemøbel skal opfylde. Faktisk de fleste krav til en opgave, der nogensinde har været i programmets historie. Og det gør selvsagt opgaven ekstra udfordrende.
- Det skal være et møbel, der skaber ro i en travl lufthavn
- Det skal være et møbel, hvor man kan tage et Teams-opkald eller personlig samtale
- Der skal være mulighed for at lade telefon og computer op
- Der skal være et armlæn eller en mulighed for at stille sin kaffe fra sig
- Materialerne skal være lantidsholdbare og skal kunne vedligeholdes
Det var der særligt én designer, der formåede at løse.
Som at sidde inde i et træ
Ugens vinder blev nemlig – igen – Dögg Guðmundsdóttir med lænestolen Yggdrasil.
Et navn hentet fra nordisk mytologi, hvor det repræsenterer livets træ. For den højryggede lænestol er inspireret af træer – nærmere betegnet det store atrium i den nye terminal, der kommer til at rumme en lille skovhave.
ammen med inspiration fra den nye terminalens bølgede lofter, der er direkte inspireret af Vilhelm Lauritzens oprindelige lufhavnsterminal fra 1939 er det altså blevet til den grønne stol, der løb med sejren.
Her omslutter ni polstrede rundstokke siddepladsen, og spejler dermed både træerne i atriet og søjlerne i den nye terminal. Et greb, der _ i allerbedste Dögg-stil – skal give en ro, som om man sidder inde i et træ i en skov.
– Dögg vinder i dag, fordi hendes møbel lever op til alle kriterierne. Hun hiver naturen og arkitekturen ind, og man sidder man bare skidegodt i den, siger dommer Pil Bredahl om vinderstolen.
I næste afsnit er det endnu uklart, hvad vi kan forvente. Men det kunne ligne, at børnemøblet står for døren.