© Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad. Styling: Barbara Fuglsang Gay

Fra den farverige til den poetiske: Tre smukke adventskranse, du kan lade dig inspirere af til jul

Skal julen være naturlig, dramatisk eller traditionel? Få her tre bud på årets adventskranse, der omfavner tre stilarter på hver deres måde ved hjælp af blomster og planter.

Tre af tidens mest kreative blomsterkunstnere har kreeret tre unikke adventskranse med hver sin historie og hvert sit personlige udtryk.

Men trods hver krans’ særpræg har de det tilfælles, at de rummer en vis form for dramatik, omfavner naturens vildskab og fornyer traditionen.

Se de tre kranse herunder, hvor de er sat sanseligt i scene i smukke omgivelser med masser af træoverflader hos snedkervirksomheden Garde Hvalsøe.

Den traditionelle med et tvist

Conni Thaulow Pedersen står bag blomsterforretningen Happy Flower i København. Hun har kreeret en vidunderlig adventskrans, som indeholder traditionelle og velkendte juleelementer med bl.a. kogler og mos.

Hun har tilføjet nogle mere utraditionelle elementer til de mere traditionelle i form af blomster fra årets fire årstider, lige fra evighedsblomster og hortensiaer, der hele tiden ændrer farve, til eukalyptus og bærgrene – alt, der kan samles i løbet af året, og som kan minde os om den rigdom, naturen byder os på året rundt.

Idéen om at bruge blomster fra årets gang, med de evigtskiftende årstider, understøtter kransens runde form og dens evighedssymbolik. Kransen fremstår spillevende i sit udtryk og er holdt i smukke grønne og rosa toner og er på den måde en ny fortolkning af de traditionelle grønne og røde farver.

Den modige evighedskrans

Bag blomstervirksomheden Holly Flower Studio finder man blomsterkunstner Katrine Fuglsang. Hendes nyfortolkning af adventskransen udfordrer de flestes idé om en klassisk krans, idet alt i denne krans er kunstigt.

Desuden er den holdt i et minimalistisk og stramt formsprog. Ved at bruge kunstige blomster leger Fuglsang også med idéen om evighedssymbolikken, idet denne krans kan bruges år efter år efter år. Kransen er legende og skulpturel i sit udtryk, og farverne kontrasterer det isblå fra hortensiaerne op imod de brune og nude nuancer.

Farvevalget leder tankerne hen på et isblåt vinterlandskab med frosne søer og sne og samtidig naturens forfald og brune, tørrede blade. Lysene er fra Ester & Erik. Den kunstige krans står som en interessant kontrast til de mørke træoverflader, som omgiver den.

Den dramatiske tornekrans

Kransen her er lavet af den tjekkiske blomsterkunstner Lukas Paderta, som i dag er bosat på en gård på Bornholm. Herfra han dyrker økologiske blomster, som han samler i underskønne buketter og installationer, der pryder alt fra bryllupper til hoteller.

Til denne særlige og dramatiske adventskrans har han ladet sig inspirere af Jesu tornekrans.

Kransen rummer på den måde både en mørk fortælling og samtidig lys og håb. Der er en rå skønhed over kransen, hvor de dansende tjørne er smykket med rå krystaller og grønne lys fra Ester & Erik.

LÆS OGSÅ