Villa på Mallorca i en klasse for sig

Hanne Reimers har indrettet en villa i en klasse for sig på Mallorca. Kom indenfor i hendes feriebolig, som er indrettet med dansk og lokalt design i en fin fusion.

Fantastisk feriebolig ved Arta Mallorca
© Morten Holtum
"Casa Beluz" har Bente og Lutz Reimers kaldt deres stramt designede villa ved Arta Mallorca, som de købte i 2014. Siden da har de haft fast arbejde med at indrette huset samt anlægge en stor have. Resultatet taler for sig selv. Her er ro i lange baner, tæt på strand og by, og kort flyafstand fra deres hjem i Hamborg. Stedet bruger de om vinteren, hvor de nyder varmen, roen og vandreturene i bjergene. Om sommeren bliver huset oftest lejet ud. Lutz Reimers er arkitekt, og Bente Reimers er designer. Siden 2013, hvor begge stoppede med at arbejde, har de med iver kastet sig over husprojekter, som også tæller en gård på Ærø, hvor parret opholder sig om sommeren. Bente Reimers er oprindeligt fra Skagen, men har boet det meste af sit liv i Hamborg, hvor også Lutz Reimers er fra. BILLEDE Det lyserøde hus er et klassisk mallorcinsk hus, hvor man med skodder kan åbne og lukke for varmen, eller tage en dukkert i poolen.

Klassisk mallorcinsk hus med have og pool
© Morten Holtum

Drømmen om Mallorca startede ved et besøg, hvor begge med det samme faldt for den grønne ø. Da de opdagede, hvor dyrt det var at leje et hus, besluttede de sig for at købt et selv og leje det ud om sommeren.

Det lyserøde hus på 220 m2 er fra 1996 og oprindelig opført til en mallorcinsk familie efter bedste mallorcinske traditioner. Husets mange kvadratmeter er fordelt over to etager med en fuld kælder, med plads til opbevaring. Udsigten er slående, uanset hvor man kigger, også over grunden, der er indrettet med mange rekreative områder. Ud over en stor terrasse foran huset er der en pool med liggestole, ligesom der også er et soldæk med parasoller af bast med lyse hængekøjer imellem.

Haven omkring huset er på 7300 m2, og gennem et år har parret plantet 25 mandeltræer, 12 cypresser, 16 Johannesbrød, 4 store appelsintræer, 2 palmer, 2 citrontræer, lagt græs samt plantet et hav af Agaver. De 58 gamle oliventræer, som stod på grunden, har de ladet stå, og efter mallorcinske traditioner ladet frugten ligge på jorden til året efter for at give noget tilbage til den.

BILLEDE På terrassen foran huset står Bente Reimers i et fint lysspil med stråmåtter på glastaget, som afviser varmen, så man kan opholde sig ude i løbet af dagen. Forrest ses en Fifty-stol fra Ligne Roset. De sarte blå-grå toner i terrassens sten og skodder er en fortsættelse af gulvet indenfor, som skaber en fin overgang mellem inde og ude. Bænken er betrukket med det traditionelle Ikat-stof fra øen.

Renovering af moderne feriebolig på Mallorca
© Morten Holtum
Lutz Reimers har stået for udførelsen og rammerne og Bente Reimers for tonerne, materialerne og stilen. Egentlig ville parret bygge hele huset om, men under arbejdet var det tydeligt, at den kantede arkitektur var gennemtænkt, og at rammerne fungerede godt. For der var masser af lysindfald og mulighed for at komme ud fra alle rum på begge etager, da førstesalen har to store balkoner, og stueplanet kan åbnes op, så det går i et med haven. – Den største udfordring var nok at tage hertil uden nogen form for kontakter eller netværk, og så gå i gang med så stort et byggeprojekt. Oprindelig ville vi fjerne klinkerne på gulvet og lave huset om, men da vi havde brugt det i noget tid, besluttede vi os for at indrette os efter husets originale idé. Dog har vi lavet badeværelserne om til en mere moderne stil, ligesom vi også har fået et nyt køkken, som vi selv har tegnet og fået lavet af en snedker fra Hamborg. Herefter er det blevet indfarvet efter tonerne i gulvets klinker. På samme måde er sofaerne i stuen også valgt for at matche de toner. Udenfor har vi over hele haven søgt at bevare den naturlige rytme fra det omkringliggende landskab, fortæller Bente Reimers. BILLEDE Terrassedøre langs stuerne skaber et flot lysindfald og en fornemmelse af luft. De blålige klinker stod øverst på listen over ting, der skulle fjernes i huset, da parret overtog det, men da de tydeligvis var tænkt ind i husets arkitektur, besluttede de sig for at indrette sig efter huset og ikke omvendt. Derfor brugte parret klinkerne som farve-parameter, da de skulle vælge farven på deres køkken, samt deres sofaer fra Bolia. Sofabordet med teakstel fra Lauritz.com er tegnet af Fredrik Schriever Abeln. Stumtjeneren er fra Gervasoni, og den skulpturelle kurvestol er fundet i Palma.

Villa på Mallorca i elegant og retro stil
© Morten Holtum

Det totale udtryk er elegant, med lidt retro passet ind i en mallorcinsk ramme. Alle møbler er særligt udvalgt, og parret har brugt lang tid på at finde dem på loppemarkeder, hos auktionshuse og antikvitetshandlere. Der er helt klare referencer til mid century-design. Hvert et hjørne er der tænkt over. Og alle toner, materialer og former er valgt med en omtanke, som efterlader huset med særkende og personlighed, men særligt med en fornemmelse af harmoni.

De åbne rum skaber ikke alene rummelighed, men også lys og lethed. Man kan være mange som få på de store arealer uden at føle sig klemt eller alene. Der er sørget for afveksling både inde og ude. Og med gennemtænkte løsninger på plads, stemning og interiør, har parret skabt en særlig atmosfære, som gør stedet svært at forlade.

BILLEDE En blålig tone fra veloursofaer fra Bolia i samspil med en teaktræs-skænk fra Lauritz.com underbygger en stemning af retro og Danish Modern.

Jørgen Høvelskovs skulpturelle Harpestol
© Morten Holtum
En grafisk komposition med Jørgen Høvelskovs Harpestol, lamper af ravfarvet glas designet af Svend Aage Holm Sørensen fundet på Lauritz.com, samt et billede med gul og rød farve fra et loppemarked.

Skænk med stilleben af vaser og skåle af keramik
© Morten Holtum
En skænk med skuffer fundet på Lauritz.com, skaber rum for stilleben af vaser og skåle af keramik. Billederne over er af Jean Dewasne.

Teaktræsmøbler i spisestuen
© Morten Holtum
Trappen, der forbinder de to etager, fungerer som grafisk og dekorativ rumdeler mellem spisestue og køkken. Spisebordet af teaktræ er designet af Ib Kofod-Larsen med stole af Niels O. Møller. Lamperne af hvidt glas er tegnet af Bent Karlby, der som samlet ophæng fremstår som en original lysekrone. Teak-skænken er fundet på Lauritz.com. Billederne ved trappen er af Paul Winther.

Stilrent køkken med farvede Foscarini-glaslamper
© Morten Holtum
Farvede Foscarini-glaslamper hænger over det stilrene køkkenbord, hvor parret har sat en glasplade langs væggen for at afværge pletter fra madlavningen.

Køkken med smuk marmor-bordplade
© Morten Holtum
En marmor-bordplade skaber diskret liv i køkkenet. Glashylderne er lavet efter mål, og ophænget er tegnet af Lutz Reimers. En olivengrøn glaslampe fra Foscarini skaber afdæmpet farvet liv.

Minimalistisk køleskab i køkkenet
© Morten Holtum
Køleskabet er bygget af de samme elementer som resten af køkkenet. Her med vaser og karafler af sart blåt glas, samt en kurv fra øen.

Gård med et citrontræ og planter
© Morten Holtum
Et citrontræ i en gård med planter og sol udgør husets indgangsparti, hvortil der er udgang fra det ene soveværelse.

Hyggelig udebruser ved terrassen
© Morten Holtum
Kroge og hyggelige hjørner er der mange af på grunden, som her ved udebruseren.

Lys og enkel spiseplads på terrassen
© Morten Holtum
Spisepladsen på terrassen bliver udgjort af lyse instruktørstole af træ og lærred fra Astor Living fra Manacor på Mallorca og et langbord af træ med plads til mange gæster. Hatte og håndklæder ligger parat til gæsterne.

Feriebolig tæt på stranden
© Morten Holtum
Stranden ligger tæt ved huset, og parret har den næsten for sig selv.

Soveværelse med naturligt materialevalg
© Morten Holtum
Med udsyn til husets indgang ligger det ene soveværelse. Hør er brugt både til sengetæppe og gavl, hvilket underbygger naturligheden i alle materialevalg. Lamperne er fundet i Manacor på Mallorca.

Enkelt soveværelse med kant
© Morten Holtum
Naturens egne toner udgør indretningen af soveværelserne i huset. En himmelseng, uden himmel, er lavet af en snedker til rummet. Afrikanske træmasker og grafisk mønstrede puder og tæppe giver kant til enkelheden. Sengetøjet er fra Urbanara, og natbordet, der er designet af Johannes Andersen, er fundet på Lauritz.com.

Badeværelse med rå rustikke sten
© Morten Holtum
Badeværelset er lavet med samme rå rustikke sten, som huset er bygget af. Her med bruser med lys lavet af den japanske designer Nendo for Hans Grohe. En enkel glasplade laver en adskillelse til brusenichen, som er en ikke-pladskrævende måde at afskærme et mindre rum på. Taburetten er af bast og metal.
Denne bolig blev bragt første gang i oktober 2016.