© Morten K. Sørensen. Styling: Glotti Press

I dette topmoderne hus er trappen fra Star Wars, hoveddøren fra James Bond og tanken fra Lego

Det kunne lyde, som om arkitekterne fra Nova Tegra har leget sig igennem opførelsen af denne villa ved Damhussøen i København. Men inspirationen danner baggrund for en filosofisk tilgang til arkitektur: at intet er permanent. Men det kan sagtens være både spektakulært og levedygtigt i hundredvis af år.

At bygge huse er meget mere, end hvad det blotte øje ser af sammensatte materialer. I hvert fald med tegnestuen Nova Tegra i spidsen.

Når grundlægger og arkitekt Bo Benzon forklarer om processen, er fortællingen i centrum – alle de tanker, der er tænkt ind i arkitekturen: om at stå på skuldrene af fortidens arkitekter, om at trække på populærkulturelle referencer, om at udfordre eksisterende og til tider forældede byggereglementer med sund fornuft – og derfra lave arkitektur, man spærrer øjnene op over.

Villaen ved Damhussøen i Vanløse er bygget på alle de principper – og 42 skruefundamenter – og er den første store privatbolig fra Nova Tegras hænder.

– Grunden er unik, idet den strækker sig over to adresser, med en vej i hver ende, hvilket var noget af det første, vi lagde mærke til, og grobunden for at bygge noget spektakulært. Derfor ville vi lave et hus med to hoveder, så at sige, lidt a la Forlæns og Baglæns fra Bamses Billedbog – forstået på den måde, at det skulle være meget ekspressivt i begge retninger. Den del af facaden med hoveddøren vender mod vejen, den anden ende af husets facade vender mod søen – her har vi sat en låge i, så man også kan komme ind og ud den vej. Det er ikke så tit, man ser et hus med adgang i begge ender, forklarer Bo Benzon.

LÆS OGSÅ

En trappe fra Star Wars og en dør fra James Bond

Referencerne for Bo Benzons praksis strækker sig over en række af fortidens store arkitektkoryfæer som Arne Jacobsen, Le Corbusier, Frank Lloyd Wright og John Lautner – de har alle tegnet huse, som er totaloplevelser, hvor interiøret var en lige så vigtig del som arkitekturen, og de har alle arbejdet modulært ekspressionistisk.

Særligt amerikanske John Lautner har tjent som inspiration – meget af hans arkitektur har været brugt i film, bl.a. Elrod House i James Bond-filmen Diamonds Are Forever, som gav Bo Benzon idéen til det, han kalder James Bond-features i sin egen arkitektur.

Det udmønter sig i forskellige elementer i Damhusvillaen – nogle af dem meget tydelige og konkrete, andre mere subtile. De mest iøjnefaldende er den udvendige karnap på facaden og trappen indenfor.

– Inspirationen her var Star Wars: som en trappe, der bliver nedsænket af et rumskib med Darth Vader. Når man kommer op ad den, kigger man direkte ud ad et kæmpe panoramavindue med udsigt mod søen, siger Bo og forklarer videre om karnappen, der er fæstnet udvendigt på facaden:

– Den er vi stolte af, og jeg har ikke set noget lignende på et hus før. Tanken har været, at der skal vokse et træ op igennem med kronen over huset. Inspirationen er hentet fra de tre træer, der vokser op igennem taget på Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen.

De mindre iøjnefaldende, men ikke desto mindre lige så gennemtænkte James Bond-elementer er eksempelvis indgangen til huset og hoveddøren.

– Der går en linje fra et anneks over til huset, ind ad hoveddøren, ind til trappen, som er et lige snit igennem huset. Hoveddøren er skjult i træfacaden, og man ser den kun på grund af diskrete sorte håndtag og hængsler. Det giver en fed ankomst til huset, siger han.

Dynamisk som Lego-klodser

Ved blot at se på huset kan man næsten fornemme Bo Benzons livslange kærlighed til Lego og hans bud på, hvordan man oversætter princippet bag klodserne – at de firkantede moduler kan sættes sammen og skilles ad på utallige måder – til arkitekturens verden. Ikke bare fordi det er sjovt, men ud fra en filosofisk tankegang om, at intet i denne verden er permanent, og fleksibilitet derfor giver god – og bæredygtig – mening.

På grund af skruefundamenterne kan huset flyttes og samles igen, og indenfor er samme tankegang: at huset kan ændre sig med beboernes behov. Væggene til børneværelset på førstesalen er bygget oven på gulvet og under loftet, efter at gulv og loft var færdiggjorte – normalt gør man det omvendt.

Det betyder, at når familien ikke længere har brug for det værelse, kan væggene uden problemer fjernes, og voila, så har man ét stort rum med kig hele vejen fra den ene ende til den anden. At huset kan moduleres efter ejernes liv og behov, forlænger forhåbentlig deres tid i det.

– Vi arbejder meget med den transformative arkitektur – det har været en rød tråd igennem mit arbejde helt fra arkitektskolen. De fleste mennesker bor sjældent længere end 25 år et sted. Hvis fleksibiliteten er indbygget fra starten, vil det være nemmere at transformere det til andre behov. Forestil dig et modulbyggeri, der kan tilpasses hele livet – fra studiebolig til ny familie til stor familie til flerfamiliehus og tilbage til ældrebolig – et hus, der ligesom et sæt lunger, der trækker vejret ud og ind, bliver større og mindre. Har vi indbygget genbruget fra starten, så står vi med Lego byggeklodser, som vi jo kan lave i alle tænkelige former og kan bygge anderledes og bedre, også over tid.

LÆS OGSÅ