"Jeg faldt for det historiske vingesus og forestillingen om, at tidligere beboere har fået serveret champagne fra sølvfade"

"Det er lidt ligesom den der Woody Allen-film"

Villaen er en 600 m2 bygning i tyrolerstil med brune træbalkoner, hvorfra man kan nyde udsigten ud mod Øresund. Huset er bygget i 1911 af arkitekterne H. Wright og E.V. Marston.

Den daværende ejer af huset, Fritz Johannsen, var administrerende direktør for Kjøbenhavns Telefon-Aktieselskab og kendte til Wright, som på det tidspunkt var Københavns stadsarkitekt.

Fritz Johannsen havde set nogle af Wrights tidligere bygninger og bad ham tegne huset, som fik navnet Rosenhøj.

– Huset er bygget i en brydningstid i arkitekturen. Man havde netop haft den her meget strenge senklassicisme båret frem af en arkitekt som C.F. Hansen, der bl.a. står bag Christiansborg Slotskirke, Råd- og Domhuset på Nytorv og genopførslen af Vor Frue Kirke. Her var fokus på klassisk formgivning og rene enkle former.

– I kølvandet på den tid kommer der en friere fortolkning af forskellige historiske stilarter. Her ser man romansk kunst. Gotik. Renæssance. Barok. Jugendstil. Art nouveau. Desuden så datidens arkitekter også mod Sydtyskland og Norditalien, hvilket har bidraget til den her tyrolske stil på husets facade. Huset er et sammensurium af stilarter med masser af ornamentering, friser, karnapper og skæve vinkler, som i øvrigt bærer præg af at have været igennem mange tiders beboeres forskelligartede tiltag, fortæller Jonas Bjerre-Poulsen og fortsætter:

– Men selvom huset slet ikke var det, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle bo i, som en, der foretrækker et mere minimalistisk udtryk, så faldt jeg for det historiske vingesus, som herskede her. Jeg kunne godt lide forestillingen om, at datidens beboere har gået rundt, fået serveret champagne fra sølvfade af serveringspersonalet i flotte uniformer, at de har holdt sommersaloner heroppe, gået ind og ud ad fløjdørene åbnet ud mod haven med bassinet og skulpturerne, og nydt udsigten ud over havet.

– Det er lidt ligesom den der Woody Allen-film, Midnight in Paris, hvor hovedpersonen kommer tilbage til en svunden tid. Jeg synes, at huset har noget af den der gamle verdens charme over sig. Der er noget atmosfære, noget historie og noget patina, som man ikke kan genskabe ved at bygge nyt.

Et hus med tidens lag-på-lag

Ifølge Jonas Bjerre-Poulsen får man meget forærende, når man istandsætter en gammel bygning. Og det er ligegyldigt, om det er en villa som hans, eller om det er en gulstens-70’er-villa eller et indbygget interiør i smukt oregon pine, der har stået i 50 år og er blevet slidt på den helt rigtige måde.

Der er en tidens tand i materialerne, hvor ting ældes med ynde og tilfører en særlig følelse til et hjem.

– Som arkitekt synes jeg ofte, det er nemmere at renovere end at bygge nyt. Vi kan jo nogle gange sidde med det der helt blanke stykke papir og skal så skabe noget ud af ingenting. Nogle gange er det endda på en grund, som ikke giver én noget som helst at arbejde med. På den måde kan man hurtigt komme til at lave lige streger og kedelige rum. Og altså, det gør man! Også selvom man forsøger at lade være.

– Hvis du kigger på, hvor arkitekterne selv går hen, når de skal drikke kaffe, så vil det typisk være den der hyggelige café rundt om hjørnet, hvor der er en eller anden ejer med god smag, der bare har skrabet alt muligt sammen, møblerne er hullede, det er lidt hulter til bulter, men det er et sted, som er rart at være. Og så er der de restauranter, som de selv har tegnet, hvor alt er pladsoptimeret og funktionelt, men man gider faktisk ikke rigtig være der, siger Jonas Bjerre-Poulsen.

Han kan godt lide det, som opstår, når forskellige mennesker gennem tiden har tilført forskellige lag af betydning til et sted, og han fortæller, hvordan de i Norm Architects også arbejder med begrebet serendipity, som betyder, at noget, som opstår ved et tilfælde, tilføjer en særlig kvalitet.

– I en renovering får du alle de der tilfældigheder, lag på lag af ting, der er blevet bygget sammen. Det er kreative benspænd, som man ikke selv kunne have fundet på.

– Se bare det lille spring med den runde bue der og det der mellemrum, som opstår der, siger han og peger rundt på hjemmets diverse buer, krinkelkroge, rundinger og nicher og fortsætter:

– Jeg havde aldrig selv tegnet det sådan, men det er jo et af de mest spændende arkitektoniske greb i huset. Her er allerede slået en tone an, både i husets karakter, i rumopbygningen og alt muligt andet. Og så handler det om at hive de bedste kvaliteter ud og bygge videre på dem, forklarer Jonas.

Fra syv forskellige gulve til ét i magnesit

Selvom Jones Bjerre-Poulsen på en måde havde lyst til at lade alting stå, som det var, da de flyttede ind, fordi han var draget af den stemning og atmosfære, som skønheden i forfaldet fører med sig, så trængte huset også for alvor til en kærlig hånd og modernisering.

– Jeg kiggede meget på huset og på, hvilke kvaliteter jeg gerne ville bevare. Der var jo alle mulige smukke træudskæringer, ornamenteringer og vinduesfriser. Der var smuk stuk i flere rum, og så var der alle de her gamle karakteristiske ildsteder, som kunne noget helt særligt. Men der var også tilføjet en masse løsninger gennem tiden, hvor der var brugt materialer i dårlig kvalitet.

– Der var syv forskellige slags gulve. Der var røde italienske sten, som var blevet fræset op, fordi man havde fræset varmerør ned til radiatorer. Der var grimme varmeapparater. Dårlige stikkontakter. Nedsænkede lofter og sådan et klichéagtigt fransk køkken af gasbeton. Alle vinduer var sådan nogle plasttermovinduer fra energikrisetiden i 1970’erne osv. osv.

– Jeg kiggede ligesom på det hele og sagde, okay, der er en masse potentiale her, og så er der en masse andre ting, der er kommet til, som ikke rigtig hører til. Nu renser vi alt det forkerte ud, bevarer det originale, og så må vi bygge nyt derfra, fortæller Jonas.

Jonas og familien har sat deres eget præg på hjemmet og både funktionelt og æstetisk gjort det tidssvarende, så man ikke bor i en anakronisme. Men samtidig er der masser af spor af fortiden rundtomkring i hjemmet, og historien bliver en aktiv del af det levede liv.

– Jeg tror, man ubevidst kommer til at tage historien med i sine fortællinger om sit hjem og sig selv. Når man får gæster, så kommer man hurtigt til at fortælle om den tidligere ejer, som var en stor direktør, om sommerhuset, serveringsdamerne, stuepigerne, salonerne og det gode liv ved vandet. Jeg tror på en eller anden måde de historier, som et sted rummer,
er med til at forme historien om sig selv og det liv, man lever. Det bliver en måde at skabe sin egen identitet på.