© Mads Mogensen

Det lykkedes Susanne og Erik at genskabe godsets have ud fra 200 år gamle malerier og dagbøger

"Hvis Bülow kom forbi, så skulle han kunne genkende haven." Se den 15 hektar store have her.

Som man følger den let kringlede sti, der løber gennem Sanderumgaards romantiske have, bliver man ramt af en duft af planter.

Lyden af rislende vand, som løber igennem kanalen, og solens stråler, som reflekteres i vandoverfladen, sætter tankerne fri.

I et øjeblik synes tiden næsten at ophøre – og naturen og det uforstyrrede liv af bier, sommerfugle og fugle er det eneste, som er.

Titlen Den Romantiske Have refererer til romantikken, som opstod i slutningen af det 18. århundrede i Europa.

Her søgte man efter at vende tilbage til sindets naturlige tilstand, hvor det at opleve igennem sanserne var en legitim måde at opnå viden og indsigt på.

Netop denne stræben mod at skabe et rum for en dyb sanselig oplevelse og refleksion er et centralt tema i haven.

LÆS OGSÅ

Susanne og Erik Vind

Susanne og Erik Vind på en bænk ved søen. Familiens hund er altid ved deres side. Ofte går de en aftentur sammen i haven og indånder den magiske atmosfære og ro.

© Mads Mogensen

En ældgammeæ rødbøg og en hestekastanje gror på den åbne græsplæne tæt på den store sø

© Mads Mogensen

En harmonisk og varieret have

Haven er harmonisk konstrueret med smukke anlæg og fredfyldte parker – nogle mere designede end andre.

Haven er næsten endeløst varieret med statuer, søer, kanaler, broer, pavilloner og områder dedikeret til picnic og petanque.

Bløde, buede stier leder én gennem kultiverede områder, senge af blomster, frugttræer og grønne blade, som igen fører én mod mere naturlige og ukultiverede landskaber.

– Dynamikken mellem det kultiverede og ukultiverede nærer sanserne og giver energi, og så er der også en mere praktisk årsag til det – det ville simpelthen være for stort et arbejde at passe 15 hektar kultiveret land, forklarer den ene af havens ejere, Susanne Vind.

Herskabsstalden

Lindetræer og skovjordbærplanter gror omkring Herskabsstalden, som i dag huser en café og en romantisk butik, som er åben under guidede ture.

© Mads Mogensen
Sanderumgaards Gods

Sanderumgaards Gods set fra den vildtvoksende park, som har undergået en gigantisk forvandling og i dag stråler i sin oprindelige storhed.

© Mads Mogensen

Fem generationer

Susanne Vind ejer haven sammen med sin mand, Erik Vind. Grunden har tilhørt Eriks familie igennem fem generationer og har siden 2010 været åben for offentligheden.

Havens første indehaver var Johan von Bülow, som grundlagde Den Romantiske Have i 1794, netop inspireret af romantikkens idéer.

Da Erik og Susanne overtog grunden, havde man i mange år fokuseret på landbrug og havde derfor ladet dele af haven stå hen.

– Vi plejer at sige, at den havde sovet en dyb, dyb tornerosesøvn, fortæller Susanne.

Parret ønskede at genskabe haven i dens originale romantiske stil og valgte derfor at samarbejde med den meget anerkendte Landskabsarkitekt Charlotte Skibsted. Hele projektet lykkedes med støtte fra forskellige danske fonde.

– Vores filosofi har altid været, at hvis Bülow kom forbi, så skulle han kunne genkende haven. Han måtte dog også gerne kunne se, at vi har udviklet og fortolket hans idéer, siger Susanne.

Kildehytten

Kildehytten er det ideelle sted for en picnic og er visuelt forbundet med den frodige natur omkring. Storkonvaller og kulsukker indrammer pavillonen med deres mørkegrønne farver og elegante blade.

© Mads Mogensen
Johan Von Bülows utallige lister over havens planter

Johan Von Bülow, som var ejer af Sanderumgaard fra 1794 til 1828, lavede utallige lister over havens planter. Hans udførlige arbejde har været til stor gavn for Vind-parret i deres genetablering af haven.

© Mads Mogensen
En lang Allé med høje, gamle træer leder til Sanderumgaard og den romantiske have.

En lang Allé med høje, gamle træer leder til Sanderumgaard og den romantiske have. I 2006 blev restaureringen af pavillonen Tankefuld fuldført. Det var en af de eneste to pavilloner, som var tilbage. Oprindeligt var der 13.

© Mads Mogensen
Den romantiske have

Dele af den romantiske have får lov at gro vildt. Det gælder bl.a. det gamle kastanjetræ, som får lov at blomstre i fuldt flor omgivet af vilde græsser. Den buede træbro giver associationer til Monets impressionistiske malerier. Ud over gartneren Sten Grarup, bliver haven passet af ”Havens Venner” en gruppe frivillige, som er ligeså dedikerede til haven som Susanne og Erik Vind.

© Mads Mogensen

Med hjælp fra gamle malerier af haven af den berømte danske guldaldermaler C.W. Eckersberg samt dagbøger og lister over botaniske navne på planter, som blev givet videre ved Johan von Bülows død, har Susanne og Erik været i stand til at rekonstruere en stor del af haven, som den var.

Men da naturen jo er evig omskiftelig, er haven selvfølgelig ikke, præcis som den var for 200 år siden.

I stedet er det en manifestation af fælles værdier, idéer og passion, som forbinder generationer, der ellers er adskilt af flere århundreder.

Det vellykkede havedesign skyldes på mange måder Susanne Vinds naturlige talent for at se, hvornår noget virker, og hvornår det ikke gør.

Hun forklarer, at hendes sensibilitet og intuition kommer fra at have brugt store dele af sin barndom hos begge sine bedstemødre, som tog hende med på vandringer igennem haverne og parkerne på Egeskov Slot og Tranekær Slot.

– Den glæde og skønhed, som en have kan give, er noget, som jeg fra en meget tidlig alder har lært at værdsætte. Og fra turene med mine bedstemødre i de store slotshaver vænnede jeg mig til skalaen af de store haver, og derfor skræmte det mig ikke at skulle tage mig af Sanderumgaards park, fortæller Susanne.

Stor snedrivebusk i fuldt flor.

Ved den store sø ses en stor snedrivebusk i fuldt flor, som bidrager til den romantiske atmosfære i haven.

© Mads Mogensen
Espalierlindetræ

Lindegangen består af espalierlindetræer, som står på en bund af blågrønne ‘Blue Moon’- hostaplanter.

To spiralformede hindbærbeplantninger.

De to spiralformede hindbærbeplantninger er en barndomsdrøm for Susanne Vind. Hun mindes sin mors lange rækker af hindbær, som var lidt kedelige at plukke. Hun drømte om at lave noget mere legende. Spiralen opfordrer til en mere kreativ måde at tænke og opleve livet på.

© Mads Mogensen
Kildehytten.

Kildehytten har fået sit navn, fordi den er placeret tæt på en kilde.

© Mads Mogensen

Ægte (have)kærlighed

Susannes passion for haven er tydelig. Hver morgen, går hun en tur med Tess, deres cockerspaniel, og noterer sig, hvad der trænger til at blive gjort i parken, for at sikre sig, at alle dele af haven opretholdes i den romantiske ånd.

Ud over denne omsorgsfulde tilgang til haven har hun også en legende og eksperimenterende side. Fx har hun plantet hindbærbuske i en spiral, så det at samle bær bliver en sjov oplevelse, og derudover elsker hun også at ro på søen.

– Jeg nyder sådan at ro, så nogle gange tager vi ud på søen bare for nydelsens skyld – men også når sivene trænger til at blive trimmet; så ror jeg båden, mens gartneren trimmer, fortæller Susanne med glæde i stemmen.

Spørger man Susanne, hvilket sted i haven hun bedst kan lide, kæmper hun med at udpege ét specifikt sted, da hun elsker hele haven.

– Det afhænger af sæson og lys. Jeg elsker morgensolen ved Kildehytten og aftensolen ved Marieshvile. Jeg elsker også rosenhaven med dens delikate farver og dens fornøjelige duft samt de hvide blomstrende æble- og pæretræer i frugthaven med de blomstrende blå Muscari-blomster, som jeg har plantet nedenfor, fortæller Susanne entusiastisk.

Hosta ‘Patriot’

De hjerteformede grøn-hvide blade fra Hosta ‘Patriot’ står sammen med tynde og lange blomstergræsser og skaber en harmonisk balance.

© Mads Mogensen
Store bregner

Store bregner er sat sammen med blåstjerne. I det sene forår strækker blomsterne sig som små sommerfugle imellem bregnebladene.

© Mads Mogensen

Vandet i det originale kanalsystem, som strækker sig over 2 km, flyder igennem græsplæner og små øer og skaber romantiske alléer af vand, hvori naturen reflekteres i den stille overflade.

© Mads Mogensen
Skygger

Skygger fra de gamle bøgetræers blade reflekteres på den flydende andemad, som dækker hele overfladen på den stille bæk.

© Mads Mogensen
Den blomstrede Rosenhave

Den blomstrede Rosenhave med dens Hvilende Hermes-statue er et af havens højdepunkter i juni måned. En symfoni af pastelfarver og duftende roser skaber det mest romantiske sted i haven, hvor bænke inviterer til at nyde naturens magi til fulde.

© Mads Mogensen
Grøntsags- og urtehaven.

Fire rektangulære bokse rummer grøntsags- og urtehaven.

Rosen ‘Dronningen af Danmark’,

Måske en af de fineste old-fashioned rosetyper, den lyserøde og utrolig velduftende ‘Dronningen af Danmark’, gror livligt på græsplænen foran Herskabsstalden, godsets oprindelige hestestald, som i dag huser en lille café og romantisk butik.

© Mads Mogensen
Nonni

Nonni, Vind-familiens yngste datter, har samlet en kurv fuld af friske pæoner, som skal pynte i godsets vaser. Stien mod Marieshvile-pavillonen er flankeret af Paeonia lactiflora ‘Sarah Bernhardt’ og ‘Festiva Maxima’ samt kulsukker, som endnu ikke har blomstret.

© Mads Mogensen

LÆS OGSÅ