
På 5 år har Lotte og Torben skabt en oase af biodiversitet i Danmarks største cirkelformede køkkenhave
Med en vision om at leve i harmoni med naturen og være selvforsynende har Lotte og Torben – sammen med Lottes mor, Anette – de forvandlet en vidtstrakt græsmark på Møn til en 2500 m2 stor cirkelformet køkkenhave, omkranset af blomster, frugtlunde og udsigt til vand. Se den her, og få deres bedste råd til dyrkning af både grønt og blomster.
AfEn af de seneste års stærkeste havetendenser er drømmen om at flytte på landet og selv gro det, man spiser, hele året – og sælge det, der er i overskud. Få lever den drøm ud, og endnu færre på et niveau som hos Lotte og Torben, som vi besøger her på idylliske Møn.
Det selvforsynende liv havde længe været en drøm for Lotte og Torben, og de har det ikke fra fremmede. Lotte, der er uddannet botaniker, har grønne fingre som en del af familiens arv. Hendes mor og morfar var passionerede havedyrkere, og kompostormene i haven i dag stammer således fra oldeforældrenes kompost i Nordsjælland, sammen med mange af havens planter, der er blevet fragtet fra hendes mor Anettes have på Ærø til datterens på Møn. Torben har også en stor interesse for jordens verden, bl.a. fra opstarten af et økologisk dyrkningsfællesskab.
Da de i 2019 opdagede matriklen på Møn, var det decideret kærlighed ved første blik – præcis som da de mødtes og giftede sig efter kun tre og en halv uges bekendtskab. Deres fælles vision om at dyrke jorden og skabe et bæredygtigt hjem kunne endelig realiseres.
Et af havens helt unikke udtryk er den runde køkkenhave på cirka 2500 m2. Den er anlagt ud fra betragtningen, at alt i livet er cyklisk, og derfor skulle køkkenhaven selvfølgelig være rund. Derfor designede parret den som en gigantisk mandala opdelt i 12 lige store stykker. Med en pind og en lang snor trak de cirklen op i marken og begyndte det omfattende arbejde med at rense og opbygge jorden. Parret fik bl.a. leveret 35 vognlæs kolort til at forbedre jorden.

Lotte med lidt af dagens høst fra køkkenhaven. Meget går til familiens måltider, noget gemmes til vinteren, og resten bliver sat til salg i vejboden.

De tre løbeænder holder bestanden af dræbersnegle nede i den store køkkenhave, hvor de får lov at løbe frit omkring.

De 11 høns af racen Lys Sussex sørger for friske æg hver dag. De leverer desuden god gødning til haven og spiser meget af det haveaffald, der produceres i haven.

Det lille blommetræ bugner af frugt. Den lækre victoriablomme kan spises direkte fra træet eller syltes til saft, grød eller marmelade.

Troldnød (Hamamelis intermedia) anvendes i urtemedicinske produkter, især som ekstrakt fra bark og blade. Desuden får planten de kønneste blomster fra december til februar.

Blandt de mange spiselige ting, familien dyrker i den økologiske køkkenhave, sørger de for at prøve nye ting af. Her er det skærmsølvblad, der er en flerårig busk med små, let syrlige bær.

Efterårshindbærrene af sorten ‘Autumn Bliss’ bærer frugt, lige indtil frosten kommer.

I det lille drivhus familien tomater. En unavngiven sort af blommetomat af frø hjembragt fra en rejse er familiens favorit. Der er også en siddeplads, hvor man kan hvile mellem arbejdet i haven.

Store klaser af modne druer klynger sig til stativer i drivhuset. Sortsnavnet er ukendt, da planten allerede voksede i drivhuset, da parret købte stedet.

I polytunnellen dyrkes blandt meget andet auberginer. De kan godt lide at have det lunt og godt, men kan også klare sig på friland.

Den lysegule agurkemelon af sorten ‘Tortarello di Abruzzi’ kan bruges som agurk, når den er ung, og bliver sødlig og melonagtig ved yderligere modning.

Den 14 m lange polytunnel forlænger sæsonen og holder familien selvforsynende med tomater, peberfrugter, meloner, auberginer, basilikum og agurker. Få flere oplysninger på reiterogreiter.dk.

Cosmos er uundværlig i skærehaven, og sammen med den røde og gule hårede solhat (Rudbeckia hirta) giver de farve i buketterne.

I blomsterhaven dyrker Lotte også gladiolus, som dyrkes fra knolde. Knoldene lægges i maj i fuld sol og giver højde og farve til buketterne.

Dahliaer i alle farver er en favorit i blomsterhaven, da de leverer uendeligt mange blomster sommeren igennem. Her er sorten ‘Salmon Runner’.

Dahlia ‘Kelsey Annie Joy’ er yndig og bestøvervenlig med sin enkle blomst i solgule og abrikos nuancer.

Lotte i gang med at binde en buket på bestilling fra en fast kunde. Lotte bruger gerne aspargestoppe og andre sjove ting i sine farverige buketter.