For 40 år siden overtog Peter Norris en typisk parcelhushave, domineret af en lille skov og en fodboldbane. I dag står haven som et forbillede på selvforsyning og bæredygtighed, hvor hver kvadratmeter bidrager til familiens behov for friske grøntsager og frugt – alt dyrket økologisk og uden kunstgødning.
Inspireret af John Seymours bøger om selvforsyning drømte Peter allerede som ung om at skabe et spisekammer i sin have. Derfor begyndte han, straks efter at han overtog parcelhushaven, med at anlægge lange højbede i havens mest solrige område.
Med tiden voksede køkkenhaven til at omfatte bede i forskellige størrelser, beskyttet af net og plastik. For syv år siden skiftede Peter til ensartede Growcamp-bede, der kan overdækkes efter behov med insektnet, fuglenet eller plast som et drivhus. De multifunktionelle bede giver fleksibilitet hele året rundt, hvor velcrolukninger gør, at bedene let kan åbnes og lukkes, og systemet både kan holde skadedyr og katten væk fra de nysåede grøntsager.
Placeringen i fuld sol og fliser mellem bedene hjælper med at holde dræbersnegle væk. De bryder sig nemlig ikke om tørre flader. Peter har det dog stadig som daglig rutine at indsamle snegle, når duggen falder om aftenen.
Om vinteren står porrer, rosenkål og kulderesistente salater som ‘Red Grenoble’ i bedene. Og når tomaterne er høstet, fyldes drivhuset med spinat, salater og japanske kålsorter, som giver familien friske grøntsager igennem hele vinteren. Indendørs i forspiringsrummet står tatsoi og andre asiatiske kålsorter og salat klar til tidlig udplantning i februar og marts.
For Peter eksisterer “the hungry gap” – perioden, hvor der normalt er mangel på friske afgrøder – ganske enkelt ikke. Allerede tidligt på foråret bugner haven af tidlige ærter, kål, spinat og radiser.
Ud over grøntsager dyrker Peter et væld af frugter. Fra maj til november kan der plukkes jordbær, blåbær, brombær og hindbær, hvor det, der ikke umiddelbart bliver spist, havner i fryseren til vinterbrug, og i år har haven givet over 30 kg solbær og ribs til saft og gelé. Ferskner, abrikoser og figner spises friske eller laves til marmelader. Og som Peter siger, så køber familien stort set aldrig frugt eller grønt.
Peter, der er vokset op med selvforsyning i New Hampshire, har gennem årene skabt et liv, hvor familiens måltider styres af havens rytme. Trods fuldtidsarbejde har familien altid været selvforsynende med grøntsager til seks personer. Peters have er et inspirerende eksempel på, hvordan man på en almindelig parcelhusgrund kan skabe et frodigt og selvforsynende bæredygtigt paradis, hvor funktionalitet og æstetik går hånd i hånd. Mens bierne summer, og sommerfuglene danser i solen, høster Peter frugterne af sit arbejde – året rundt.
Gør som Peter Norris
Undgå giftrester i din jord. Importér aldrig jord eller gødning, medmindre du er sikker på, at den er fri for giftrester. Peter fandt clopyralid i købt plantejord, hvilket ødelagde tomaterne, som stod i potter. Siden har han kun brugt egen kompost til at plante i. Brug “bønneprøven” til at tjekke for giftrester: Så bønner i potter med din jord, da bønner reagerer hurtigt og negativt på clopyralid.
Forebyg griffelråd på tomater ved at drysse pulveriserede æggeskaller i plantehullet, når du planter tomaterne. Dette tilfører kalk, som kan hjælpe mod problemet.
Hvis noget går galt i haven, så giv ikke op. Eksperimentér, og bliv ved. Peter deler sine erfaringer, også fejltagelserne, på Instagram, @peters_koekkenhave. Det er vigtigt at lære af både succeser og udfordringer i køkkenhaven.