© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Før var det en flad græsplæne: Nu har Lukas gjort den til en sanselig blomsterhave på Bornholm

Hvad der tidligere var en flad, kedelig græsplæne med et par enkelte gamle træer, er nu en sanselig have fyldt med små eventyrlige lommer, farver, dufte og smagsbombardementer – alt sammen nænsomt orkestreret af landskabsarkitekt og økologisk blomsterbonde Lukas Paderta, som lever i pagt med naturen og dens bevægelser.

Der hersker en helt særlig stemning i Lukas Padertas have. Det er svært at beskrive den ro, som sænker sig, når man bevæger sig rundt. Og vi kommer endda midt imellem to sæsoner, hvor forårsblomsterne er ved at afblomstre, og sommerhaven gør sig klar til at springe ud.

Som Lukas Paderta viser rundt og fortæller om stedet, står det hurtigt klart for os, at den særlige stemning kommer fra ham. Han besidder en sjælden menneskelig ro og samtidig en poetisk nerve, som folder sig ud i fuldt flor på vandringen rundt blandt de mange bede, som han indsigtsfuldt fortæller om.

Stedet kalder han for H(e)aven. Som en blanding af at være i himlen, have på dansk og haven på engelsk, som et trygt og godt sted at være. H(e)aven er alle tre ting på en gang. Det hele begyndte i Lukas Padertas hjemland, Tjekkiet, i 2012, hvor han og hans ekskæreste, canadieren Albert Fries, havde en gård på landet, hvor de dyrkede en lang række særlige økologiske blomster, som man ikke kunne få andre steder.

Det blev en kæmpe succes, og de økologiske blomsterbuketter var pludselig at finde til bryllupper, i butiksindretninger, til events, på gallerier og i de mest fancy livsstilsmagasiner. De to økologiske blomsterbønder var alle de rigtige steder.

LÆS OGSÅ

Hele verden i én have

Efter en lang tørkeperiode i Tjekket begyndte de dog at søge efter ny jord, og de forelskede sig via en veninde i Bornholm.

– Jeg var bjergtaget over de muligheder, vi havde for at dyrke alle mulige ting her, fordi klimaet er så frodigt. Her kan du dyrke figner. Rosmarinbuske. Og de vildeste blomster. Så for mig, som er en passioneret havemand, var det hele bare enormt spændende. Vi kiggede efter den bedst mulige jord og fandt det her sted. Naboen fortalte os, at her har du den bedste jord i Danmark med en dyb profil. Stedet ligger i øvrigt tæt på et stort fuglereservat og har nærhed til rigtig natur i kraft af nogle store skovområder. For mig er det her en sjælden oase med både vild natur og marker, en fantastisk biodiversitet, et sted, hvor der er masser af spillevende farver og masser af insekter, fortæller Lukas Paderta.

Målet var at skabe et sted, hvor man kunne dyrke økologiske blomster og tilbyde de bornholmske kunder alternativer til blomster importeret fra Afrika, Sydamerika eller Holland. Lukas Paderta har brugt sin baggrund som landskabsarkitekt til indretningen af haven.

– Haven er designet på den måde, at den har mange små rum med hvert sit tema. Så vi har ligesom sådan et engelsk rosarium, så har vi en sektion med historiske roser, en med moderne roser, så har vi sådan en mere prærieinspireret have, og så har vi det, som jeg
kalder for marken. Her planter jeg alle de årlige blomster, dahliaer, gladiolus og forskellige stauder, fortæller Lukas Paderta.

LÆS OGSÅ

Med hjælp fra månen

Som landskabsarkitekt har han i mange år siddet foran en computerskærm og tegnet, men han blev træt af kontorarbejdet, museskaderne og det at sidde indenfor hele tiden. Han ville ud og have jord under neglene og leve mere i pagt med naturen.

– Gennem årene har jeg fundet ud af, at det at arbejde i haven holder mig mentalt sund. Det er den perfekte kur mod stress og udbrændthed. Planterne er så forbundet til universet med solen, med planeterne, og du kan følge deres udvikling dag for dag i tråd med vejr, vind og årstidernes skiften. Jeg har så mange venner, som arbejder som arkitekter og designere, og de er allesammen så stressede, døjer med angst osv. Det største, som jeg får ud af det her arbejde, det er den ro og den balance, som jeg får af at arbejde i naturen hver eneste dag, forklarer Lukas Paderta og fortsætter:

– Man kan mærke, hvordan freden sænker sig over dem, der kommer her. Hvordan skuldrene lige så langsomt falder ned. Men det er naturligt. Planter er de bedste læremestre. De er så kloge, og de har strategier for alting. Når du bor tæt op og ned ad planter, så oplever du, hvor meget de kan lære dig. Når du arbejder med planter, så bliver du naturligt et mere balanceret og harmonisk menneske, fordi du lærer at være opmærksom. Opmærksom på, om de skal have vand, hvornår det er det rette tidspunkt at så på, og du sår frøene med håbet om, at du en dag vil se dem blomstre. Alle de her aspekter i havearbejdet gør dig nærværende, opmærksom og tvinger dig til at være til stede her og nu. Hver morgen går jeg en tur gennem haven, observerer og tænker over, hvordan jeg bedst kan hjælpe planterne og blomsterne på vej på den givne dag, forklarer Lukas Paderta.

Det er sjældent at møde et menneske, som er så meget i balance med sig selv som Lukas Paderta, og vi begynder at forstå, hvad et liv dedikeret til havens arbejde betyder for et menneskes ve og vel. Lukas Paderta lever i pagt med naturen og dens bevægelser. Han vågner med solen og går i seng, når den går ned. Han planlægger dagens aktiviteter efter vejret, og derudover følger han også månens faser og planter frø efter det.

– Filosofien bag det her sted er netop denne ro og stilhed. Det handler om at finde et trygt sted i en verden, som ikke længere giver mening. Desuden er mit motto: “Skønhed vil redde verden”. Det er et citat af Dostojevskij, som jeg har taget til mig. Første gang jeg læste det, fik jeg kuldegysninger over hele kroppen. Det er noget, jeg virkelig tror på. At du som menneske, ved at være omkring blomster, ved at sanse skønne ting, bliver en bedre version af dig selv, siger Lukas Paderta.

LÆS OGSÅ