Ole ejer Danmarks største kunstsamling, som er svimlende summer værd. Kig ind i et unikt hjem, du ikke sådan lige glemmer igen

Jeg standser hele tiden op for at kigge på herlighederne i lejligheden, der er så fyldt med kunst, at der næsten ikke er nogen tomme pladser – mellem ægte tæpper, antikke møbler og moderne designmøbler og -lamper. Også Ole Faarups møblering af lejligheden er original med et inspirerende miks af gammelt og nyt og med spændende indslag af tekstiler og objekter fra kulturer langt fra Vesten. I begge ender af de tre stuer en suite hænger to store, forførende landskabsmalerier af den skotskfødte maler Peter Doig, som jeg straks må tage i øjesyn. De har været udlånt flere gange til kunstudstillinger, fortæller Ole Faarup.

En af gangene var til Louisianas store soloudstilling med kunstneren i 2015. Værket på endevæggen i spisestuen forestiller et landskab under en mørk himmel. I baggrunden anes en lav, hvid bygning, omgivet af en park. I mellemgrunden en rødbrun mark og i forgrunden et hvidt stakit. Lige bag stakittet stikker et rundt regnbuefarvet telt – eller er det en portal? – op med en kulsort åbning – som en invitation til at forsvinde ned i underverdenen? Eller gemme sig væk et spooky sted i mørket? Doig er en fremragende maler, der har inspireret mange andre kunstnere med sin stoflige penselføring og sin meget komplekse og mangelagede motivbearbejdning.

Han vandt den prestigefyldte Turnerpris som 35-årig i 1994.

Ole Faarup erhvervede dette og sit andet Peter Doig-værk – et mindst lige så fascinerende snelandskab – på sine mange handelsrejser til London i 1980’erne og 90’erne i egenskab af direktør for 3 Falke Møbler på Frederiksberg, som han var eneejer af i 35 år. Han er stadig medejer af firmaet, selvom han snart fylder 90 år. Denne virksomhed gjorde ham i stand til at opbygge sin interessante og dybt personlige kunstsamling.

Dengang fik han øje for værkerne af især de succesrige, kontroversielle britiske kunstnere, som gik under akronymet YBA, Young British Artists. De omfattede navne som brødrene Chapman, som Ole Faarup ejer en særegen skulptur af – en hybrid teenagepige med sneakers på alle sine fire fødder – Chris Ofili, som han ejer flere centrale værker af, Damien Hirst, Tracey Emin og altså også Peter Doig og andre fra denne generation af nybrydende kunstnere, der betød, at scenen for samtidskunst skiftede fra New York til London. Ole Faarup, der aldrig selv har sat børn i verden, opfatter kunstværkerne som sine børn, og han taler om dem med lige så stor veneration og kærlighed, som var der tale om hans egen yngel.

På vores rundgang kommer vi også forbi nogle keramiske værker af danske Frederik Næblerød og en skulptur af Christian Lemmerz: Todesfigur – dødsfigur – i sortpatineret bronze. En større version i marmor står på Glyptoteket. I hjørnet hænger et vidunderligt mindre maleri af danske Alexander Tovborg med hans typiske stærke farvevalg og ornamenterede motiver. Over en dørkarm hænger en nyerhvervelse: et maleri af den dansk-tyske maler Ursula Reuter Christiansen, som Faarup erhvervede på hendes udstilling Rose Thorn (Tornerose) i det schweiziskejede galleri Von Bartha i København sidste vinter. Og man kunne blive ved.

Ole Faarup fortæller:

– Jeg venter i disse dage på endnu en nyerhvervelse: et maleri af den tyske kunstner Christoph Ruckhäberle, som jeg købte i Galleri Nicolai Wallner for kort tid siden på kunstnerens soloudstilling Liebende Frauen. Det var ekstra sjovt for mig med dette billede, fordi jeg selv var med til at opdage Leipzig-skolen i sin tid, hvor forhenværende direktør for Arken Christian Gether og jeg tog til Leipzig for at opleve disse talentfulde malere. Det blev til særudstillingen Den nye Leipzig Skole på Arken i 2012. Faarup glæder sig til at få sin del af Leipzig-skolen, nemlig Ruckhäberles maleri, hjem og vise det frem for en gruppe af tyske museumsfolk, som snart lægger vejen forbi.

Hvad er afgørende for, om du vælger dette eller hint værk?
– Jeg går ikke målrettet efter et bestemt værk, medmindre jeg har noget af kunstneren i forvejen. Det er momentet, oplevelsen, som betyder noget for mig. Det skal få hjertet til at banke og sindet til at sitre, smiler Ole Faarup.
– Kunsten har haft og har en enorm betydning for mig.

Hvad sporede dig oprindeligt ind på kunsten?
– Min far var overlæge i Sønderborg, og mine forældre købte kunst til de-res store hus. Men som min mor sagde: “Min mand er kun læge”, for der var naturligvis grænser for, hvad en offentlig løn kunne bære. Der hang værker af nogle af de gode danske modernister, og specielt ét værk – et portræt af Gitz-Johansen, malet i Grønland – vakte dengang min interesse. Men egentlig begyndte min passion for kunst først, da jeg kom til New York, hvor jeg arbejdede fra 1962-72 for Georg Jensen og havde kontor på hjørnet af Fifth Avenue og 53. gade, lige dér hvor Museum of Modern Art ligger. Min chef, der ejede Georg Jensen i USA, var meget gode venner med MoMA’s davæ-rende direktør, så vi kom og gik på museet. Det var et meget kreativt miljø.

Min bedste veninde var chefredaktør ved Harper’s Bazaar, og hendes højre hånd var Andy Warhol, som dengang tegnede dametasker og lignende ting. Det betød, at jeg kom ind i kunsten på den helt rigtige måde og brugte al min fritid på at være sammen med kunstnerne og gå på gallerier, siger Ole Faarup, som dengang ikke havde nær samme midler at erhverve kunst for, som han fik senere, da han var vendt hjem til Danmark og i første omgang blev direktør for Illums Bolighus. I 2011 oprettede Ole Faarup en fond, der primært skal fremme museernes indkøb af kunstværker skabt af danske kunstnere under 50 år. Det gælder både danske og udenlandske kunstmuseer.

– Når jeg lukker mine øjne for sidste gang, bliver hele min kunstsamling solgt via Christie’s i London, og provenuet går ubeskåret ind i denne fond, fortæller Faarup.

I bestyrelsen sidder foruden Faarup selv også Jacob Fabricius, direktør i Art Hub Copenhagen, Gitte Ørskou, direktør i Moderna Museet i Stockholm, og advokaten Morten Krohn.

– Jeg har masser af familie. De er overlæger og professorer allesammen, og de mangler intet, så jeg har god samvittighed, når jeg giver stafetten videre til kunstmuseerne, slutter Ole Faarup, som altid har været optaget af især de unge talenter.