På en stille sidevej i Hellerup bor parret Birgitte og Andreas med deres tre små børn.
På denne varme sommerdag står haven frodig og grøn, og et håndklæde og et par våde badebukser hænger henkastet over stakittet ved udendørsbruseren og vidner om et nyligt dyk i havet, kun et stenkast fra havelågen.
Træder man indenfor i huset, finder man store, åbne rum badet i dagslys, som strækker sig langs de hvide vægge i det mere end 350 m2 store hus. Fra det øjeblik ens rejse begynder fra havelågen, igennem forhaven, ind i entréen og rundt på husets etager, fyldes man af en følelse af sammenhængskraft og velvære.
Man kan mærke, at der er tænkt over tingene, tænkt over, hvordan man skaber et vellykket hjem for en familie på fem. Parret, som før har bygget om i et andet rækkehus på samme gade og også har boet i hus i England, har kunnet trække på tidligere erfaringer i forhold til at bygge det drømmehus, som de i dag bor i.
– Vi havde en masse erfaringer med os, fra første gang vi byggede om. Dengang gjorde vi det jo, før vi havde fået børn, så vi har lavet en del anderledes her, og vi vidste ligesom, hvad vi gik efter, forklarer parret.
Plads til både voksne og børn
Mange af tankerne om ombygningen af det nye hus gik netop på børnene, og hvordan man kunne skabe de bedste betingelser for dem, samtidig med at man tog højde for de voksnes behov.
I det nye hus er der derfor masser af plads foran huset, så børnene kan løbe direkte ind i haven og boltre sig, når de kommer hjem, mens forældrene kan gå ind i huset, pakke ud, lave mad osv.
Derudover har parret fået udgravet en høj kælder under huset, som ud over vinkælder, ekstra badeværelse og gæsteværelse også er indrettet til legerum for børnene, hvor de kan rode alt det, de vil, og være alene, når de har legekammerater på besøg.
En helt ny rumfordeling
Et andet vigtigt forhold, som parret, i samarbejde med arkitekterne Aandahl og Boisen, gjorde meget ud af, var at sikre, at alle kvadratmeter i huset blev brugt. Det betød bl.a., at masser af vægge blev revet ned, nye bærende konstruktioner blev opført, og en helt ny rumfordeling blev skabt.
Således går man i dag ind i en åben entré, som hænger sammen med både køkken, spisestue og stue, som igen leder et halvt niveau ned – ned i en gammel garage, som er lavet om til endnu en spiseplads, et grovkøkken og et toilet, og som igen fører ned til kælder og legerum.
Der er et flow igennem disse åbne rum, som takket være det helt rette lysindfald gør det til en legende, lys og ubesværet fornemmelse at bevæge sig igennem.
"Der er ikke nogle kvadratmeter, som ikke bliver brugt"
Bevæger man sig ovenpå fra entréen, kommer man først op til børnenes etage, hvor de har hver deres værelse og eget badeværelse, og øverst oppe, i kvistværelset, finder man det skønneste lyse soveværelse med et stort, lækkert badeværelse til forældrene.
– Der er ikke nogle kvadratmeter her, som ikke bliver brugt, og vi har allesammen fået vores egne rum, så der er mulighed for både at være sammen og være hver for sig. Hjemmet hænger rigtig godt sammen, forklarer Andreas, og Birgitte tilføjer:
– Vi havde et rigtig godt samarbejde med arkitekterne, som også var dem, som vi brugte i det gamle hus. De har ligesom været med på vores rejse og kendte til vores behov.
Modige valg
Netop fordi parret tidligere har været igennem en større renoveringsproces, har de også turdet træffe nogle mere modige valg – ikke kun i forhold til de store indgribende løsninger, som udgravning af kælder og ændring af husets bærende konstruktioner, men også på et stilistisk plan. Det kommer bl.a. til udtryk på badeværelserne, hvor farverige lavasten giver hvert badeværelse sit eget udtryk.
– Jeg tror ikke, vi før ville have valgt sådan et turkis badeværelse som det ovenpå. Men vi har ligesom haft lyst til at bryde lidt med, at alt skulle være hvidt i hvidt, selvom jeg er med på, at mange nok ikke vil mene, at vi har brudt med ret meget her, siger Andreas med et stort smil, og Birgitte fortsætter forklarende:
– Når vi stadig har så mange hvide vægge, så er det jo også, fordi vi har en del kunst, så derfor har vi heller ikke kunnet larme på alle parametre.
Kunstsamlingen har en særlig affektionsværdi
Det var vigtigt, at kunstsamlingen fik plads. Den har nemlig en helt særlig affektionsværdi for Birgitte.
– Samlingen har jeg arvet fra mine forældre, som desværre ikke lever mere. De var inkarnerede samlere, og min far var faktisk med til at stifte Det Danske Kunstsamler Selskab, som i sin tid var det første initiativ til at samle private kunstsamlere i Danmark.
– Mine forældre prioriterede kunsten over alt andet, og de ville hellere bo småt og så bruge alle deres penge på kunst – og det fra en meget ung alder. I dag er jeg meget taknemmelig for, at de har givet denne interesse videre til os, og selvom vi slet ikke dyrker det, som de gjorde, udvider vi da også indimellem samlingen med nye værker, fortæller Birgitte.
Et familiært nærmiljø
De familiære fortællinger og bånd synes i det hele taget at være vigtige for både Birgitte og Andreas, og derfor er de også begge glade for at have Andreas’ forældre boende på samme gade. I det hele taget er miljøet omkring rækkehuset meget familiært, og flere familier har boet på gaden gennem generationer.
– Vi elsker at bo her! Jeg kan godt lide den der følelse af, at du aldrig er alene, og at du har et miljø omkring dig. Vores datter løber ind til naboen, og hun har en veninde på den anden side af vejen. Det hele er meget nært. Folk passer på hinanden, siger Birgitte, og Andreas fortsætter:
– Vi kan ikke forestille os at skulle flytte fra det her! Og så kan man endda cykle på arbejde, for man er jo stadig tæt på byen. Vi har skov, vand, kaffebarer, by – det hele lige inden for rækkevidde. Det nyder vi virkelig!