Peter er selverklæret kunstnarkoman og har viet sit hjem til det: "Man ser kun 10-20%, når man kigger. Resten er der, hvor magien sker"
Gallerist, samler og erklæret kunstnarkoman Peter Ibsen står bag galleriet Sunday-S i Amaliegade i København, hvor han udelukkende udstiller internationale kunstnere fra periferien. Vi mødte ham i de hvide, minimalistiske rammer – en stil, som galleriejeren har gjort til sin signatur.
AfKridhvide vægge, lofter og trægulve udgør et lærred for den nøje kuraterede kunst og design i Peter Ibsens kombinerede bolig og galleri.
Her, i lejligheden fra 1754, er det eneste lys det, som strømmer blødt ind gennem høje, nordvendte vinduer og giver rummene en hammershøisk stemning.
– Jeg har altid ønsket mig et galleri i en anderledes, utraditionel setting og ramme, et “hjem”, hvor jeg kunne have dele af min personlige samling, ikke bare i form af kunstværker, men også bøger og vintagedesign. Jeg ville have et sted, hvor kunstnere og samlervenner kunne bo i nogle dage, mens de besøgte byen, fortæller Ibsen, klædt i sit signaturlook, et helt sort sæt, som står i skarp kontrast til de hvide omgivelser.
– Den kunst, jeg samler på og viser, er ikke særlig typisk for mange samlere eller gallerister, og den måde, jeg driver galleriet på, er helt sikkert ikke særlig typisk. Hvis det er nemt, er jeg ikke rigtig interesseret i det.
Peter Ibsen i sin kombinerede bolig og galleri, Sunday-S. Han driver endvidere Copenhagen Contemporary, en kunstplatform, der fokuserer på samtaler med de kunstnere, han udstiller. Det røde værk er af Luke Diiorio, og stolene er Donald Judds No. 84 (2006).
På hylden står en betonskulptur af Daniel Boccato, og på væggen hænger et rundt værk af Otis Jones.
Galleriet ligger i en fredet bygning fra 1794 tæt på Amalienborg i bydelen Frederiksstaden, som blev opført af Frederik V.
Et galleri uden kunstigt lys betyder, at “lysvinduet” naturligvis bliver kortere i vinterhalvåret. På trods af navnets oprindelse og konceptet ved galleriets start om kun at holde åbent om søndagen er der i dag kun private fremvisninger efter aftale på hverdage i dagtimerne.
I det skræddersyede køkken hænger et rundt værk af Matthew Feyld som en gylden sol på den lysebrune væg. – Min personlige smag er hovedsageligt det nonfigurative, abstrakte, monokrome og især værker skabt med ikketraditionelle metoder. Jeg er helt vild med processen og idéerne bag kunstnerne selv. Jeg vælger kunstnerne ud fra et nøgleelement: Jeg skal forelske mig i det, jeg ikke ser. Det er ikke kun værkerne. Det er alt ved kunstneren. Jeg vil gerne undersøge, hvad jeg vil prøve at forstå. Processen, idéen. Det er ofte sådan, at man kun ser 20 % af et værk. De skjulte spor og historier udgør 80 %. Hvis du tager dig tid og prøver at forstå de 80 %, bliver værket meget mere, reflekterer Peter Ibsen.
I spisestuen står Jean Prouvés Trapèze-bord fra 1980’erne og samme designers stole fra 1950’erne. Det sorte værk er af Luke Diiorio.
Møbler og kunst spiller op mod hinanden i spisestuen, der også fungerer som kontor. I centrum står et imponerende Trapèze-bord af Jean Prouvé, vintage fra 1980’erne, der spejler både kunst og arkitektur i den reflekterende glasoverflade, her en samling farverige værker af Johnny Abrahams. En trio af vintage Jean Prouvé-stole fra 1950’erne er samlet omkring bordet. På væggen til venstre hænger et sort værk af Luke Diiorio, og til højre et blåt af Frank Moll. I hjørnet står en original ovn.
– Det, der tiltrak mig ved stedet, var naturligvis beliggenheden, men også det bløde lys med nordvendte vinduer og de meget høje lofter, siger Peter Ibsen. Et par Soriana-sofaer i sort vintagelæder fra 70’erne af Afra & Tobia Scarpa for Cassina står sammen med et skulpturelt, spejlende bord fra Bridge Objects. Al kunst i hele lejligheden skiftes løbende ud. Her ses en finurlig betonskulptur af Daniel Boccato omgivet af et sfærisk sort værk af Otis Jones og et maleri af Frank Moll på den lange hylde.
Et par Donald Judd-stole, NO. 84 (1991/2006), omkranser døråbningen til biblioteket. – Jeg elsker stole. Det er en slags ny afhængighed som supplement til at samle på kunst, erkender Peter Ibsen. Til venstre for døren hænger et håndvævet værk af Ethan Cook, og til højre for døren hænger et værk af Landon Metz.
Donald Judds stol No. 84 står flere steder. Hver af dem varierer, enten i farvevalg eller i “kassen” under sædet. Til venstre hænger et værk af den tyske kunstner Frank Moll, og til højre et værk af den ligeledes tyske André Butzer.
Det gennemrenoverede badeværelse er holdt lige så enkelt som resten af lejligheden. Som Peter Ibsen siger, går han altid efter at have så få "nips og dimser" som muligt: – Rene linier, få ting og minimalistisk indrettet; det skaber ro, stilhed og noget tidløst. Det fritstående badekar er designet af Philippe Starck for Duravit.
Det originale halvcirkelvindue er et smukt indslag i det andet soveværelse med en nærmest “svævende” Axel Wannberg-seng placeret midti. Rummet er badet i lys og omsluttet af værker, bl.a. et blåt og hvidt vævet værk af Ethan Cook. I hjørnet står en Donald Judd-stol, No. 84 (2006).
Også oppe i de to soveværelser hænger der selvfølgelig kunst. De enkle lærreder “mimer” den minimalistiske seng perfekt.
