Mie vandt opgaven, de fleste drømmer om: Nu hænger hendes kunst på Christiansborg

Opgaven over dem alle

BO BEDRE mødte Mie Mørkeberg i hendes atelier i Valby, da hun var i færd med at lægge sidste hånd på sin hidtil største bestillingsopgave: et gruppeportræt med 30 kvindelige politikere til Folketingets Samtaleværelse.

Hun vandt konkurrencen om opgaven, der er meget krævende, fordi hun skal portrættere de forskellige kvinder, hvoraf mange hidrører fra en anden tid. Værket hænger nu over for Herman Vedels (1875-1948) ikoniske maleri Fra forhandlingerne om grundloven 5. juni 1915 (1918), hvor det egentlige demokrati herhjemme blev vedtaget ved lov, og kvinderne fik valgret.

Vedels værk skildrer rigets mest indflydelsesrige politikere. Det fylder mere end 15 m2, og alle er skildret i fastfrosne positurer og iklædt mørke habitter og hvide skjorter.

Ikke én eneste kvinde optræder i dette stive gruppeportræt. Det kommer Mie Mørkebergs portræt, der har det samme format, til at rette op på – både hvad angår kolorit, dynamik og køn.

Her får Christiansborg endelig langt om længe tilført en forførende og radikal “andethed”. Det bliver en hommage til de modige, kvindelige politikere, som førte Danmark videre og skabte et mere rummeligt samfund, der tilgodeser begge køn – og børnene.

Det krævende arbejde med dette officielle gruppeportræt gør Mie Mørkeberg til en endnu bedre maler, mener hun selv. Og jeg tilføjer, at hun uden tvivl ville kunne få mange portræt-opgaver i fremtiden, efter den officielle afsløring i november 2024.

Feministiske kunstnere

Mørkeberg, som er feminist – og hvilken kvinde er ikke det i dag? – konstaterer, at der i de senere år er opstået en stærkere solidaritetsfølelse mellem de kvindelige kunstnere herhjemme.

– Det er ikke noget, vi taler direkte om, men jeg fornemmer, at der skete noget i begyndelsen af det nye årtusind: De kvindelige kunstnere tænker meget mere på hinanden og er blevet langt mere solidariske over for hinanden, end det var tilfældet, da jeg begyndte på akademiet i slutningen af 1990’erne. Det var nogle meget hårde år. Det er til gengæld mit indtryk, at generationen af kvindelige kunstnere ca. 20 år før da (i 70'-80'erne, red.) kunne være særdeles barske over for hinanden.

Med sin feministiske indstilling føler Mørkeberg gruppeportrættet endnu mere relevant, for her kan hun virkelig give en tak til disse banebrydende og modige kvindelige politikere.

I 2015 løste Mie Mørkeberg en anden bunden opgave: Her gjaldt det et stort oliemaleri på 3 x 7 meter til FN Byen i Nordhavn – et maleri med en lyseblå bundfarve, som korresponderer med det omgivende havnebassin.

Maleriet hænger ved indgangen og er det første kunstværk i bygningen. Motivet er drømmeagtigt og viser en endeløs søjlegang, der er fyldt med trisser og hejsehjul, som antyder, at noget tungt skal løftes op.

Det er et metaforisk værk, som omhandler det uhyre tunge arbejde, som FN udfører for at gøre verden bedre og mere retfærdig. Mange sagsmapper og papirstakke gemmer sig inde i søjlerne, og en del af dem er faldet til jorden. En symbolsk kommentar til, hvor vanskeligt et arbejde FN udfører, og at tingene ikke altid lykkes.

Hvad er forskellen mellem at arbejde med en bunden opgave og at lade fantasien råde og skabe frie værker, som du udstiller i dit galleri eller på et museum?
– Det er jo aldrig helt frit. Hver gang man tager en beslutning i et værk, vælger man noget fra. Jeg har som regel en plan med mit maleri, når jeg begynder, og så udvikler det sig derfra. Jeg skal på en måde finde ud af at balancere med værket, så det kommer derhen, hvor det giver mening. Jeg sætter mange benspænd op for mig selv, ellers kan jeg have en følelse af, at det hele flyder. Det er den totale frihed, når man først starter, men man skal jo styre det i en retning. Også når jeg arbejder med motiver, som jeg selv vælger, må jeg gå i en bestemt retning og vælge en masse andet fra.

Hvor henter du inspirationen?
– Jeg kigger meget på gamle ikoner og på kalkmalerier, når jeg maler mine såkaldt frie billeder. Også på den spanske maler Francisco Goya (1746-1828), som maler disse mørke malerier, der jo ofte omhandler de tunge ting. Det handler også meget om mørke hos mig. Når jeg kigger på disse inspirationskilder, opstår der nye billeder inde i mig. Jeg plukker således i kunsthistorien tilbage i tiden og kobler elementerne herfra sammen med vores egen tid med fokus på nogle af de problemer, vi slås med nu, fx biodiversitetskrisen og menneskets manglende forbindelse til naturen.

– Nogle af mine hybride væsener har hænder som kløer, de forklæder sig som naturen selv. Det hele er ude af vores kontrol – politik, natur osv. – og magten er pludselig tilgået store popstjerner som Taylor Swift, der er blevet så indflydelsesrig, at hun kan påvirke den offentlige mening mere end de fleste politikere. Det sker i kraft af de sociale og elektroniske medier. AI – kunstig intelligens – er et andet eksempel på, at der genereres fake news, som påvirker den offentlige meningsdannelse. Man hører det, man vil høre, og verden er blevet forhekset, synes jeg. Det er den følelse, som jeg forsøger at formidle i mine værker, slutter Mie Mørkeberg.

Se Mies færdige portræt her: