Mies kunstværker handler om kvindekraft og raseri, og hendes grove penselstrøg stormer frem

Har flyttet atelier 27 gange

I skrivende stund udstiller hun i samarbejde med modehuset Chloé i Paris, og så udstiller hun efterfølgende på et tysk, italiensk og kinesisk galleri. Den 14. januar 2025 åbner hun en soloudstilling på Trapholt. Ikke færre end 40 gallerier har på det seneste henvendt sig til Mie Olise vedrørende udstillinger, som hun må takke pænt nej til. Så mange udstillinger kan hverken hun eller andre kunstnere gabe over.

Med andre ord er Mie Olise Kjærgaard i vælten i disse år.

Hun er ikke kun maler, men arbejder også med store installatoriske konstruktioner, som det bl.a. sås på soloudstillingen Den tavse station i Nikolaj Kunsthal i 2012. Hun ved, præcis hvilke synspunkter hun vil bidrage med i debatten om kvinders rettigheder: Kvinder kan uendelig meget mere end det, de under årtusinders patriarkalsk åg har haft mulighed for at vise.

Vi mødes i hendes rummelige atelier øverst oppe i en baggårdsbygning på Frederiksberg. Her har hun linet en ny suite af malerier op ad den ene langvæg. De har motiv af tennis-spillende kvinder, men det er nu ikke alle, som giver sig hen til spillet. En af dem hænger ned fra et træ i benene. En anden leger med en hund. De gør, lige hvad der passer dem, og indordner sig ikke under noget regeltyranni.

Man bemærker, hvorledes Mie Olise Kjærgaard med ganske få, men kraftige penselstrøg kan gestalte personer og scener, så de fremtræder kraftfuldt, humoristisk og livagtigt.

Som mange andre kunstnere har hun måttet flytte en del rundt og indrette atelier i nedlagte industribygninger. Hun har været i Carlsberg Byen, på Islands Brygge, i Nordhavn. Når bygningerne skal rives ned, og der skal bygges firmadomiciler eller boliger i de nye bydele, ryger kunstnerne altid ud som de første. I alt har hun flyttet atelier 27 gange inklusive årene i New York. Da hun også lejer sit nuværende atelier, har hun nu besluttet at lede efter et sted, hvor hun vil købe bolig og atelier.

– Jeg orker ikke at pakke mine værker ned igen og flytte, siger hun.

Det har ikke altid gået så strygende for Mie Olise Kjærgaard, som det gør nu:

– Efter London prøvede jeg lykken i Danmark. På det tidspunkt stod maleriet svagt, og koncept- og installationskunsten var i fokus. Så det var en vanskelig “kombi” at være kvindelig kunstner, at være maler og at være uddannet i udlandet. Ingen gad lege med mig. Så jeg flyttede hen, hvor der var sjovere. Jeg blev inviteret til New York, og det blev starten på noget nyt og mere frugtbart. Jeg følte mig mere velkommen i New York, så der har jeg mit primære malernetværk. Det er min “familie”, og dem kan jeg virkelig “nørde” med. Men efterhånden er det blevet bedre her i København, hvor der er en malergruppe, som jeg hænger ud med. Den tæller bl.a. Ditte Ejlerskov og Emily Gernild og så Rose Eken, der laver disse keramiske skulpturer. Vi studerede samtidig i London.

"Hvad nu hvis?"

Mie Olise Kjærgaard maler på vrede og en aggression, og værkerne er ladet med energi, som rammer publikum. Penselstrøgene bærer præg af kraftige bevægelser med arm og hånd, og undertiden vandrer hun med penslen i hånden langs med lærredet og maler. Derfor må formaterne nødvendigvis være meget store.

– Som barn havde jeg nogle voldsomme raserianfald, men de er holdt helt op. Jeg tror, det skyldes, at jeg får afløb for mine følelser i maleriet. Mine billeder er meget trial and error. Hvis jeg laver nogle penselstrøg, som ikke er gode, kan jeg male dem over igen. Min hånd husker ofte noget, som jeg malede for ti år siden, og som jeg ikke længere vil gøre på den måde, og så er det bare om at aflære det. Stregen – eller penselstrøget – kræver stor opmærksomhed, hvis den skal leve og være virkelig.

– Det gælder om at sætte sine marks, sine “aftryk” rigtigt. Det er jo min signatur, siger hun.

Hun bestræber sig på at male, så hun overrasker sig selv og undrer sig.

– Grunden til, at jeg hver morgen har lyst til at tage herhen og arbejde, er, at jeg hele tiden kaster mig ud i nye ting, som jeg leger med. Der findes mange måder at arbejde på kunstnerisk. Jeg tilhører den legende kategori, der hele tiden spørger: hvad nu hvis?

Vi diskuterer lidt, hvorfor hendes kvinder har mørkebrun hud:

– De er ofte hverken helt hvide eller helt sorte, men midtimellem. De har ikke dreadlocks, men strithår i form af grove, lige penselstrøg. Jeg er 100 % bevidst om begrebet kulturel appropriation (at benytte karakteristika fra en kultur, man ikke selv tilhører, red.). Jeg er fuldt ud klar over, at taleretten skal gå til dem, som oplever racisme, mens de privilegerede skal lytte. For vi kan ikke sætte os ind i alle de ydmygelser og den undertrykkelse, som de har været udsat for. Ligesom mange mænd nok heller ikke kan sætte sig ind i kvinders kamp. Som hvid maler skal man nok ikke tro, at man kan male andre racers smerte; jeg tilstræber en mangfoldighed, fordi det er det naturlige, sådan som verden er.

– Mine malerier handler mest om det maleriske, de handler om raseri, kraft, kvindekraft og fællesskab, slutter Mie Olise Kjærgaard.