
Gulvtæpper med penselstrøg: Disse nye designertæpper vil give din bolig et kunstnerisk løft
Den svenske tæppeproducent Layered har slået pjalterne sammen med den amerikanske kunster Heather Chontos, hvor kunstnerens farverige værker er blevet fortolket som gulvtæpper. Se dem her.
Af — 20. juli 2025Svenske Layered er kendt for deres gulvtæpper med ofte grafiske mønstre og modige farver, der gennem tiden har fået en kunstnerisk overhaling fra kunstnere som blandt andre danske Poppy Kalas.
Og nu er designvirksomheden klar med endnu et kunstsamarbejde.
Denne gang er det med amerikanske Heather Chontos, der er særligt kendt for sine abstrakte værker med stærke farver og udtryksfulde former, som hun laver fra sit hjem i Portugal.
Det er mundet ud i en kolelktion af tæpper, der er baseret på kunstnerens værker fra forskellige perioder og steder, hvor hun har boet og malet. Tæpper, der nærmest er som at gå på levende penselstrøg i uld.