
Hun er direktør for kendt kunstmesse: Sådan bor hun selv med kunsten
Julie Quottrup Silbermann har styr på samtidskunsten via sit job som direktør for CHART – Skandinaviens store kunstmesse. Hjemme hos sig selv har hun valgt kunst, som gerne må have små hemmeligheder indbygget i sig.
AfJulie Quottrup Silbermann tænker tilbage. Her i hendes toværelses lejlighed ved kanten til Hellerup med kig til Øresund sidder vi ved spisebordet, hun har arvet. På væggen hænger drømmende moderne fotokunst af Astrid Kruse Jensen over for hendes farfars svendestykke fra 1938 – et værk af indfarvet glas, der står “Nimb” på.
– Kunst har været en del af min opvækst, hvor mine forældre tog mig med på mange kunstudstillinger og museer. Dengang var der ikke så mange gallerier, som der er nu. Vi havde ikke så meget kunst derhjemme. Mine for- ældre købte på et tidspunkt et litografi af Freddie, men ellers besøgte og oplevede vi kunsten på udstillinger, smiler hun ved erindringen.
Julie Quottrup Silbermann har siden 2022 været direktør for CHART, den årlige kunstmesse og kulturbegivenhed, som har været med til, at København nu er Skandinaviens vigtigste by for kunst. CHART finder i år sted for 13. gang fra 28. til 31. august, hvor Julie Quottrup Silbermann nu for tredje gang inviterer kunstinteresserede på Charlottenborg. Her præsenterer en række af Skandinaviens førende gallerier det bedste, de kan tilbyde lige nu. Hendes vej til at leve af at formidle kunst gik over Paris.
– Jeg læste fransk på universitetet, og så tog jeg et sidefag i kunsthistorie. Og så kunne jeg mærke, da jeg flyttede til Paris, at det var kunsten, der rykkede i mig frem for det franske. Jeg havde ikke rigtig lyst til at være gymnasielærer. Det så jeg ikke lige for mig, så jeg kastede min energi ind i kunsthistorie og moderne kultur og kulturformidling og fokuserede på samtidskunsten i min kandidat. Og så var min levevej udstukket, fortæller hun. Hun har siden arbejdet for nogle af landets førende gallerister, fx Nils Stærk og Martin Asbæk.