Arkitekten var lige ved at takke nej: Men den bornholmske natur overtalte ham til at tegne et mini-Louisiana

I slægt med Louisiana

Huset skiller sig ud i den lille bornholmske fiskerby, og Anders Carsten Damsgaard fortæller, at bygherrerne Erik og Vibeke havde overtalt Hasle Kommune til at sælge den tomme kommunalt ejede grund på bakken i svinget, og derefter kontaktede de Vilhelm Wohlert, fordi de havde sat sig i hovedet, at han skulle tegne deres drømmehus.

Det var han ikke meget for, da han i begyndelsen af 1980’erne var travlt optaget af opførelsen af Louisianas nye sydfløj. Wohlert gik dog med til et besøg i Vang, men det var efter sigende først, da han gik rundt på grunden og så udsigten, at han accepterede opgaven. Huset stod færdigt i 1985. Foruden Vilhelm Wohlert som arkitekt var rådgivende ingeniør Johs Jørgensen også en del af projektet.

Vilhelm Wohlert har selv i bogen Strejftog fra 1987 beskrevet sit indtryk af stedet: “Væsentlig var den vide udsigt mod vest over Østersøen, hvis vandspejl reflekterende forstærker sollyset i opholdsstuen, som er hævet over en underetage med soveværelser.”

Arkitektonisk består huset af to bygningsdele, begge i to etager, der i forskudte niveauer er bygget ind i den skrånende grund. Et rektangulært længdehus og et kvadratisk kubehus mod havet, som er forbundet af et trappehus. Hertil kommer en carport vinkelret på længdehuset. Kubehuset er drejet 15 grader i forhold til længdehuset af hensyn til udsigten, lysindfaldet og solnedgangen – et udslag af, at Wohlert selv er gået rundt på grunden i løbet af en hel dag.

Vilhelm Wohlert afslutter sin beskrivelse af arbejdet med huset i bogen Strejftog med følgende ord: “Proportionering af rum, volumener, lysets indfald, forhold til terræn og landskab, kvaliteter i det stoflige. Bygherre var lige så optaget heraf som arkitekt. Dialogen blev frugtbar.”

Det er oplagt at sammenligne huset med Louisiana, og bygningens arkitektoniske slægtskab med Louisianas sydfløj er slående. Sydfløjen på museet afsluttes i et rum, hvor man højt hævet over vandet kan sidde og nyde udsigten over Øresund. Samme effekt var i Vang. Her er Øresund blot udskiftet med Østersøen, som Anders Carsten Damsgaard udtrykker det.

Så vidt de ydre rammer. Indenfor mikser parret det fremmeste af dansk design med håndplukkede objekter fra verdens brændpunkter og lokal bornholmsk kunst og kunsthåndværk. Dansk design ligger dem begge nær. Som den ene af denne artikels skribenter har oplevet det i ambassadørboligen i Tokyo, var det som at træde ind i et grandiost glansbillede af dansk design.

– Dansk design betyder rigtig meget for os, og vi har også vores favoritter, som fx Poul Kjærholm, der er i en klasse for sig, siger Esben Karmark, og Anders Carsten Damsgaard fortsætter:
– Vores erfaring er, efter at have boet mange år i udlandet, at dansk design på verdensplan er unikt. Jeg synes, det har været en vigtig del af vores opgave at brande Danmark gennem vores meget stærke designtradition. Det har alle de gæster, der har besøgt vores huse over hele verden, oplevet igennem årene. Noget af det, som folk lægger mærke til, når de kommer ind på ambassaderne, er dansk belysning. Der kan vi noget, som vækker beundring.

– En ting er jo Bornholm om sommeren, men hvad med om vinteren?

– En typisk dansk vinterdag i København kan være ret trist. Himlen nede om ørerne og bare uendelige nuancer af gråt. Når man kommer herover, så er dagen ikke bare grå, nok specielt hvis man kigger ud over havet, så skifter lyset hele tiden. Og hvis man går i den bornholmske natur om vinteren, så har du alle naturens vinterfarver, som er noget særligt.

Det giver en ro i sjælen, siger Anders Carsten Damsgaard. Esben Karmark reflekterer videre:
– Vi ville gerne have et hus med den samme udsigt, som vores vestvendte ambassadebolig havde i det gamle Jaffa i Israel. Her oplevede vi de mest fantastiske solnedgange. Præcis nogle magen til fandt vi her i Vang.