Farver og materialer kan afgøre vores humør. Kig ind i et gennemført hjem indrettet efter dén præmis

Casa Porthole er resultatet af en renovering af et hus fra 1970’erne. Renoveringen inkluderede ombygning af det indre, nye åbninger udadtil og en tilbygning på første sal. Det gjorde det muligt at skabe et værelse med havudsigt og ikke mindst det koøje, som er blevet husets kendetegn.

I dag er det sydvestvendte hus i to plan med et samlet areal på 75 m2 og med en fænomenal udsigt over havet fra de store terrasser, der omgiver det.

Opholdsrummet består af en stor stue og spisestue, hvorfra man går et trin op til køkkenet. Mellem stuen og køkkenet giver en markant, simpel trappe adgang til første sal med soveværelset med koøjet, et lille badeværelse og en stor terrasse.

Alt blev bestemt ud fra omgivelserne.

– Indretningsstilen blev afgjort af beliggenheden, af havet, mens bygningen er dikteret af selve grunden og af en brug af enkle volumener, der skaber forskellige “afdelinger”, både åbne og lukkede, og af forskellige farver. Tilsammen slår de dels stemninger an, dels opfordrer de til at kigge ud. Et andet element er det vertikale, som understreger husets højde og de naturlige lyskilder – man får lyst til at gå højere og højere op for at observere, som om det var et kysttårn, fortæller Eugenio Minerva og fortsætter:

– Et hus skal kunne tilbyde en oplevelse, selv før det bliver beboet. Og her går man fra den udendørs trappe op til den buede hoveddør, kommer ind i stuen og går så videre op til første sal fra den hvide indvendige trappe med lyset i zenit. Her kan man tage en pause og nyde udsigten fra koøjet eller gå ud gennem det for at slappe af og lytte til havets brusen fra den store terrasse. Det vertikale genoptages i husets sidste trappe, den mindste og mest skibsagtige, “lejderen” ved koøjet: Med blå jerntrin giver den dig mulighed for at komme op på taget. Det er den oplevelse, der er i huset her: en opstigning mellem trapper af forskellige materialer, lys, højde, drøjde og udvikling, for til sidst at komme helt op under himlen og nyde havet.

Om koøjet, husets afgørende detalje, fortæller han:

– Min stil er baseret på enkle geometrier, på lys og skygge, “scener” inde i huset – en stil, hvis liv skabes af den, der bor i det, som om det var et hus, der altid er under opførelse, hvor de, der bor i det, gør det til deres eget med rejseminder, interesser, familieliv – som en slags harddisk. En eklektisk stil. Og i alle mine projekter er der altid et hovedelement. Jeg ønskede at bringe havets kultur helt ind i huset, at få den så tæt på som muligt, ved at bruge et teleskoplignende objekt, en elementær geometri, der minder om havet. Det er det mest skjulte sted i huset, det mest stille, det er min tænketank.

Eugenio Minerva er da heller ikke i tvivl om, hvad det gør for ham at bo med havet helt tæt på.

– Huset ændrer sig i takt med havet. Lyset, vandets refleksioner, lydene, der er sine helt egne. Ofte bliver det vigtigere at observere end at være i bevægelse. Det er det, jeg godt kan lide.