Med svævende pejs, et lyskunstværk i messing og vanvittig loftshøjde er kronjuvelen i dette hjem stuen

Hård arkitektur, blød indretning

Umiddelbart kunne man synes, at et træhus ville være mere nærliggende, når naturen skulle være “udgangspunktet”. Men for a20 gav det mening at bygge i beton.

– Vi ønskede os en bastant bygning; en, der kunne modstå tidens tand og måske på sigt blive en smule “overtaget” af de omkringliggende omgivelser uden at miste sin form, forklarer Dujourie.

Noget af det, der er med til at bryde den tunge og hårde arkitektur op, er de store vinduespartier. Facaden mod haven er stort set et stort glasparti, der reflekterer omgivelserne. Der er lavet udhæng i varierende bredder hele vejen langs med facaden, som både binder de arkitektoniske elementer sammen og er med til at dæmpe det intense lysindfald indenfor.

– Lyset er med til at få det rigide materiale blødt op, særligt indenfor, siger arkitekten.

Ja, for hvad gør man egentlig, når man skal bo i et hus, hvor selve bygningen ... fylder? Med sine rå materialer, sin højde til loftet, sine store vinduer – hvor end man kigger hen, er den bare markant og tilstedeværende. Hvordan indretter man sig, så selve arkitekturen ikke fuldstændig overtager? Det er der også tænkt over fra a20’s side.

– Man kan sige, at arkitekturen er kraftfuld og en smule hård. Derfor har vi arbejdet ud fra to parametre i forhold til indretningen. For det første har vi brugt mange varme materialer inden døre – træ, planter, tekstiler – og lavet en lysplan, der komplementerer og fungerer sammen med dagslyset. For det andet har vi arbejdet meget med proportionerne af rummene. Selve bygningen er stor, ja, men rummene er ikke. De er med til at give balance til arkitekturen, så det ikke føles, som om man befinder sig i en offentlig bygning, forklarer Dujourie.

Husets wunderkammer

Huset består af tre etager; kælder, stueetage og første sal, og har sit centrum omkring den skulpturelle trappe, hvor rummene udspringer fra. Lidt som et stort, gammelt træ, hvor man kan kravle op ad stammen og bevæge sig ud på grenene. Man kommer ind i entréen i stueetagen fra terrassen og udekøkkenet, hvilket danner en blød overgang mellem ude og inde, da det føles, som om man fra første færd går fra ét rum ind i et andet.

Når man følger den centrale akse, folder huset sig ud og kulminerer i stuen; det rum, Niels Dujourie refererer til som et moderne wunderkammer ala det, man havde i gamle palæer, hvor de mest specielle kunst- og naturgenstande blev samlet, så de kunne beundres.

Vidunderet hér består af det syn, man møder: specielle arkitektoniske elementer og personlige genstande – et massivt træbord, en svævende betonpejs, tropiske planter og et lyskunstværk af messing. Udenfor er der anlagt en lille prydhave med blomster og rosenbuske, der står i fuldt flor i sommermånederne.

– For os er stuen det mest specielle rum. Den unikke karakter understreges af kombinationen af specialfremstillede møbler og bygningsdele og særlige kig ud. Ens blik trækkes mod terrassen, hvor haven skiller sig ud fra det øvrige landskab, fortæller arkitekten.

Rum som kontor og soveværelser ligger i en helt anden del af huset, så leve-, arbejds- og soverum forbliver adskilte.

Men lige meget hvor i huset man befinder sig, er der tænkt over lyset. Det ser man fx i kælderen, som er indrettet med en hjemmebar og en spaafdeling med udsigt til en lille japanskinspireret atriumhave. Her falder lyset ned fra oven og filtreres igennem planterne, hvilket skaber en unik oplevelse, lidt som at betragte et lille terrarium under en glasklokke, bare i meget større skala. En overraskende og intim pendant til det ellers omfattende havelandskab, man ser folde sig ud på de øvre etager.

Alt i alt et hjem, der mestrer balancen mellem ude og inde, hård og blid, forgængelighed og fremtid.