Da Tommy Rand for syv år siden købte huset i Skåde Bakker ved Århus, var det ikke selve huset, han forelskede sig i, men derimod grunden.
Huset fra 1877 var nemlig ikke meget værd, men lå til gengæld i et ældre villakvarter med en tilvokset have og god afstand til naboerne. Han så straks mulighederne i grunden og købte stedet, selvom han på daværende tidspunkt boede i et byhus i Aarhus.
I første omgang lejede han derfor huset ud for at give sig selv arbejdsro og tid til at tegne sit drømmehus. Desværre kom projektet til at tage en del længere tid end først forventet.
For tre år siden kørte Tommy nemlig galt på sin motorcykel og kom alvorligt til skade. Ulykken betød, at han i en periode måtte sidde i kørestol og sygemeldes fra sit arbejde som bygningskonstruktør. Sygemeldingen blev dog også startskuddet til hans husprojekt, da Tommy i samme periode for alvor påbegyndte tegningerne af sit nye hus.
– Jeg kunne kun sidde oppe én time ad gangen, så arbejdet med tegningerne af huset blev min form for genoptræning, fortæller Tommy.
Og det er tydeligt for enhver, at huset er skabt på baggrund af lang eftertænksomhed og grundige overvejelser.
En rød tråd
Især har husets placering på grunden, bygningens formsprog og materialerne været vigtige for Tommy.
Han har valgt få materialer i hele huset, såsom beton, eg, norsk naturskifer og børstet stål. Ved at kombinere disse få materialers strukturer og overflader forskelligt i alle rum har han formået at skabe en rød tråd gennem huset.
For Tommy har målet hele tiden været at opføre et arkitektonisk hus i særklasse – noget nyt og anderledes, der samtidig skulle føles rart at være i for ham og hans familie.
– Fx giver betonvæggene et råt og bunkeragtigt udtryk, som jeg så har valgt at give varme samt at blødgøre ved hjælp af både lamellofter og de mange indbyggede inventarløsninger i smukt egetræ, fortæller Tommy stolt.
Og kombinationen af de tidløse og minimalistiske materialer og de nøje proportionerede former skaber en gennemgående ro og stilhed i huset. Samtidig supplerer farverne i den norske naturskifer og betonvæggene hinanden, og resultatet er et harmonisk og æstetisk udtryk igennem huset.
Den japanskinspirerede trappe har en særlig betydning
Husets mest spektakulære objekt er den arkitektoniske trappe, der var Tommys største udfordring i husprojektet. Hele processen fra idé og tegninger til 3-d-modellering og slutteligt udførelsen var lang og hård, men ifølge Tommy alle de sene arbejdstimer værd.
– Husets trappe har en særlig betydning for mig. Og jeg har brugt rigtig mange timer på at tegne trappen og få den til at “lande” rigtigt i rummet. Men jeg er meget tilfreds med resultatet, og de sene arbejdstimer har bestemt ikke været spildt, fortæller Tommy smilende.
Indretningen er sin helt egen - ligesom huset
Inspirationen til huset har Tommy hentet i japansk arkitektur, som han har en særlig kærlighed til. Og at han elsker japansk arkitektur, japanske haver og den japanske skarphed og minimalisme, kommer ikke kun til udtryk i husets arkitektur, men også indretningsmæssigt.
Indretningen i huset er nemlig enkel med få møbler og ingen overflødig pynt. I stedet er der lys, luft og masser af plads mellem møblerne i tråd med traditionel japansk arkitektur. Den minimalistiske indretning er rå og ægte og på mange måder sin egen – præcis som huset. Og spørger man Tommy, er han også selv meget tilfreds med det samlede resultat:
– Jeg er ret glad og stolt over mit hus og har ikke fortrudt ét eneste valg.