
Glashuset i Sydtyrol: Stor arkitektonisk oplevelse på få kvadratmeter
Der er en iboende fornemmelse af at være i ét med naturen og komplet frihed, når man besøger arkitekt Martin Grubers hus Freiform i Sydtyrol.
AfHvor end man vender sig hen, er udsigten – bogstavelig talt – bjergtagende. Landskabet rundt om huset byder på skov med gamle kastanje- og frugttræer.
– Jeg har altid drømt om en seng, der står midt på en eng. Sådan beskriver arkitekt Martin Gruber den poetiske tanke bag gæstehuset Freiform, som han i sin tid byggede som en gave til sin hustru, Anni, så parret har plads til besøgende venner og familie.
Vi befinder os i Sydtyrol på den italienske side, tæt ved landsbyen Verdings. Det var her, Martin Gruber voksede op, og her, han vendte tilbage til som uddannet arkitekt, da han fik muligheden for at overtage sin bedstefars landsted. Huset var i for dårlig stand til at blive restaureret, så Martin Gruber så muligheden for at bygge sit drømmeprojekt.
Det tog ham et år at tænke alle sine tanker om Freiform. Hvordan det skulle føles som at komme hjem og at lande i naturen og sæsonerne. Hvordan bygningen ikke måtte forstyrre sine omgivelser, men snarere skulle forsvinde ind i dem og give en fornemmelse af at være en del af bakken, den ligger på, frem for at ligge “på” bakken.
Og for at det ikke skal være løgn, så er Freiform meget passende tegnet i frihånd, cirka fem minutter før tegningerne skulle være hos myndighederne til godkendelse.