© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Nu kan du opleve Danmarks største, private kunstsamling på klods hold: Men du skal skynde dig

Ole Faarup var en af landets mest passionerede kunstmæcener, hvilket tydeligt ses i hans private samling af international kunst. Den kommer nu på auktion, og i den anledning udstilles kunstsamlingen i København.

Over 50 år brugte møbelhandler og kunstmæcen Ole Faarup på at opbygge sin imponerende samling af over 600 kunstværker fra nationale og internationale samtidskunstnere. En samling, der indtil hans død i marts 2025 kun var at finde i hans private hjem på Frederiksberg.

Men nu skal værkerne, der vidner om Ole Faarups passionerede og visionære støtte af nye stemmer i kunsten, finde et nyt hjem. Under titlen 'The Collection of Ole Faarup' sættes de nemlig på auktion ved det internationale auktionshus Christie's i London til oktober.

Men bare rolig – inden samlingen spredes for alle vinde, har du mulighed for at se udvalgte værker helt tæt på.

I forbindelse med auktionen åbnes nemlig en udstilling under samme navn på galleriet Kunsthal N på Nørrebro i København, hvor du for en kort periode kan opleve værker af kunstere som Chris Ofili, Peter Doig og Jean-Michel Basquiat sammen med både etablerede og nye, danske kunstnere som Per Kirkeby, Ejler Bille, Sonja Ferlov Mancoba, Esben Weile Kjær og Kinga Bartis.

Men det er ikke lang tid du har til at nå det. Udstillingen finder nemlig sted fra fredag d. 15. august til og med tirsdag den 19. august hver dag fra klokken 11.00 til 17.00 på Baldersgade 14.

Synes du, det er sørgeligt, at værkerne ikke længere skal vises sammen, kan du trøste dig med, at al overskud fra auktionen går til den nyoprettede Ole Faarup Kunstfond. En fond, der er sat i verden for at støtte både nye og etablerede kunstnere ved blandt andet at facilitere kontakt til museer og hjælpe med kommisionsopgaver. På den måde hædrer fonden Ole Faarups arv ved fortsat at støtte kunsten.

Får du ikke selv mulighed for at lægge vejen forbi udstillingen, kan du her se eller gense vores reportage fra Ole Faarups imponerende hjem på Frederiksberg, som vi besøgte i sommeren 2024.

LÆS OGSÅ