Portræt af Danmarks mest radikale maler: "Med Ursula kom hæsligheden ind i dansk kunst"

I 1969 så den tyskfødte billedkunstner Ursula Reuter Christiansen en annonce i en avis med en rummelig bondegård på Møn, der var omgivet af en gammel frugthave.

Det trak i hende og hendes nu afdøde mand, fluxuskomponisten og billedkunstneren Henning Christiansen, så de slog til og bosatte sig på øen i Østersøen. Da var Ursula gravid med deres førstefødte, Bjørnstjerne Reuter Christiansen fra kunstnergruppen Superflex, og senere skulle der komme yderligere to børn.

Det var længe før, øen kom på det kulturelle landkort.

Dengang lå Møn meget langt fra København, men i 1985, da Farøbroerne åbnede, blev turen til hovedstaden betydeligt kortere. Senere er der kommet mange tilflyttere til fra de kreative vækstlag inden for kunst og kultur, så Ursula er i dag omgivet af gode venner – bl.a. billedhugger Bjørn Nørgaard, hans hustru, billedkunstner Lene Adler Petersen, og den berømte tyske fluxusekspert og internationale kurator René Block, hvoraf sidstnævnte etablerede den internationale Kunsthal 44Møen i 2008, som ligger et stenkast fra Ursula.

Nu bor hun her alene, men hendes børn, svigerbørn og et voksende antal børnebørn opholder sig jævnligt hos hende. Hun har derfor indrettet den store firlængede gård, så der kan være mange liggende gæster.

Gården i Askeby er et ægte kunstnerhjem – ikke sådan at forstå, at der ligger en æstetisk eller designmæssig idé bag indretningen. Mange ting er selvskabte, og Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansen har hen ad vejen byttet sig til kunstværker og ting og har indrettet sig og ombygget, efterhånden som familiens behov ændrede sig.

Hvis Møn lå langt fra alfarvej i 1970, hvor de to kunstneres primære aktiviteter fandt sted i hovedstaden, skulle det senere vise sig, at den lå bekvemt i forhold til deres arbejdsplads, Kunstakademiet Hamborg, hvor Ursula og Henning opnåede et professorat i 1980’erne frem til 1996.

Her fik de nedbragt transporttiden et par timer i forhold til at bo i København.

Efterfølgende blev Ursula Reuter Christiansen ansat som professor i malerkunst ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i København, hvor hun fortsatte indtil 2006.

Parret mødte hinanden i 1966 på kunstakademiet i Düsseldorf, mens Ursula endnu var elev hos den verdensberømte billedhugger, konceptkunstner og fluxusaktivist Joseph Beuys (1921-86).

Fortællingen om deres møde udgør et helt kapitel i dansk kunsthistorie: Henning Christiansen havde sammen med Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Poul Gernes og andre udgangspunkt i den hedengangne Eks-skolen, der med et samfundskritisk sigte søgte nye veje for kunsten. Han akkompagnerede Bjørn Nørgaard og Joseph Beuys med sin fluxusmusik, mens de udførte en række aktioner.

De rejste til og fra Tyskland og Danmark og udstillede henholdsvis i Galerie Schmela i Düsseldorf og i Daner Galleriet i København. Første gang Ursula mødte den eksotiske danske fluxuskomponist, smeltede hendes hjerte. Så da hun et par år efter havde afsluttet sine studier i Düsseldorf, flyttede hun til Danmark.

Værdifulde venskaber i millionklassen

Ursula fik i begyndelsen af 00’erne mulighed for at opføre et rummeligt og højloftet atelier med ovenlysvinduer.

Byggeriet blev finansieret via salget af et maleri af den berømte tyske maler Sigmar Polke. De to malere var ungdomsvenner fra Düsseldorf. Maleriet, der havde ligget sammenrullet på loftet i mange år, indbragte 900.000 kr.

Men kun et par måneder efter blev det solgt videre af kunsthandleren, som havde købt det af Ursula, for 16 mio. kr. på Sotheby’s.

Ærgerligt, men heldigvis fik hun sit fænomenale maleratelier, der er bygget ind i en af den gamle bondegårds fire længer som en hypermoderne tilføjelse.

Her fik Ursula Reuter Christiansen “a room of her own” for nu at referere til Virginia Woolfs berømte essay fra 1929.

"Med Ursula kom hæsligheden ind i dansk kunst"

Under pandemien blev hun grebet af en raptus og skabte i en vild skaberrus en serie uhyre store, ekspressive malerier med dæmoniske flagermusmotiver. Nogle af værkerne har i 2021 kunnet opleves i Den Frie Udstillingsbygning. Desuden deltog Ursula som en af seks kunstnere i tv-serien Kunstnerkolonien på Bornholm på DR2.

Ursula Reuter Christiansen er utvivlsomt den mest radikale maler i dansk kunst.

Der er blod, sved, raseri og tårer i hendes feministiske billedverden, hvor tingene altid skildres fra et kvindeperspektiv. Hun lægger ikke fingrene imellem – heller ikke når hun skildrer sig selv og sin fremskridende alder. Koloristisk er der også skruet op for virkemidlerne, og hun bruger brede pensler.

Med Ursula kom hæsligheden ind i dansk kunst, sagde Per Kirkeby engang, hvilket han mente som en ros. Der er intet pænt eller konformt over hendes billeder – heller ikke når hun maler blomster.

Men hun kommer også fra en anden langt mindre harmonisk kultur end den danske – nemlig Tyskland. Hun er født to år før krigens afslutning og oplevede sit land tvunget i knæ efter 2. verdenskrig. Dertil kommer, at hun fra ganske lille lyttede til morens fortællinger, der indeholdt myter og eventyr, som hun stadig “abonnerer” på i sine værker. Hos Ursula smelter liv og kunst sammen som to uadskillelige størrelser.

Gaver fra deres kunstnerkolleger

Vi sidder i det rummelige, funktionelle og relativt nye køkken – og med hendes egne ekspressive keramiske fliser over køkkenbord og kogeplader med motiv af grøntsager, fisk, æg og brød.

Der hænger masser af billeder på væggene i køkkenet: malerier og fotos, som dokumenterer hende og Hennings møder med Joseph Beuys og deres fluxusaktioner fra 1960’erne. Der er kig ud til den gamle, smukke frugthave. Og dejlige teglstensfliser på gulvet. Skabsmodulerne i køkkenet har hjul under, så det er muligt at “mikse” dem med hinanden i andre kombinationer. Det rummelige fadebur er blevet taget tilbage som en del af køkkenets domæne. Her boede hendes datter tidligere.

I mellemgangen hænger bl.a. et maleri af den danske maler Albert Mertz (1920-90). Det forestiller et skævt hus i de for ham karakteristiske røde og blå farver. Det er en gave til Ursula med titlen Ekspressionistens Hus. Næsten alle gårdens kunstværker, som ikke er fremstillet af Ursula eller Henning, er gaver fra deres kunstnerkolleger. De færreste ting er købt. Hjemmet er så at sige vokset organisk frem pø om pø.

Husets hjertekammer

Gårdene på Møn er kæmpestore, fordi grundvandet står så højt, at man ikke kan bygge under terræn. I stedet har man måttet øge grundarealet for at få plads til både folk og fæ. Førstesalen har typisk været anvendt som halm- og høloft. Den har Ursula og Henning inddraget til beboelse.

Førstesalen afsluttes af en dekorativ glasbalustrade med orange og grønne trekanter, som vender ud mod det store bibliotek med loft til kip og fritlagte spær. Dengang gården blev brugt til dyreavl og plantedyrkning, lagde dyrene beslag på to længer, pigerne og karlene på endnu en længe, og herskabet eller bønderne boede – og bor – i den fjerde længe: hovedhuset.

Undervejs har Ursula og Henning fået lavet huset om, så køkken og bibliotek vender ud mod haven. Også de små staldvinduer er fortløbende blevet udskiftet med store vinduespartier, som lader lyset vælde ind og belyser al hjemmets skønne kunst. Køkkenet bruges også som stue/alrum. Det er husets centrale samlingssted med direkte udgang til frugthaven. Men det højloftede bibliotek er husets hjertekammer. Her svøbes man i kunstværker og bøger fra kip til gulv. Og her kan man slænge sig på de behagelige chaiselonger og i den store chesterfieldlænestol og læse. Derudover er der Henning Christiansens store rum med flygel og med stabler af arkivkasser med manuskripter og nodeark. I rummet hænger og står også Hennings kunstobjekter og Ursulas portræt af ham.

En traumatiske barndom

Børnebørnene holder til i mellemgangen. Her er der permanent opdækning med service i dukkestørrelse på et diminutivt bord, omgivet af små stole. Og her hænger også et ikonisk maleri, som Ursula i første omgang malede til sine børn, men som børnebørnene nu har glæde af, for her kan de lære om deres bedstemors traumatiske barndom. At hun voksede op i et katolsk hjem i Tyskland, og vi ser hendes far, der var i krig, hendes bedstemor, som Ursula voksede op hos, og de to mytologiske figurer Nikolaus og helvedeshunden. Vi ser også Romerbroen over Mosel og Trier, der brænder i baggrunden. Det er et katalog over de voldsomme begivenheder, som udgjorde bagtæppet i Ursulas barndom. Hun regner ikke selv disse fortællende malerier som kunstværker, men mere som vidnesbyrd eller dagbøger.