Det krævede mere end 5.000 håndværkertimer: Nu er Henrik og Louises villa det drømmehjem, de vidste, det kunne blive

I bagklogskabens lys

Efter to år og over 100 fremvisninger havde Louise og Henrik Lange ikke fundet drømmehuset. Indtil de en søndag formiddag for tre år siden rystede posen og kørte til et område af Gentofte, de ikke havde besøgt før, for at se en gammel villa fra 1898. Klip til 15 minutter senere, hvor de havde skrevet under på en købsaftale uden så meget som at have set en tilstandsrapport.

– I bagklogskabens lys vil jeg klart anbefale, at man ikke gør som os, men altid ser tilstandsrapporten igennem, griner Henrik Lange.

For selvom familien Lange i dag står med præcis det hus, de ønskede sig, så har vejen dertil været lang; mere præcist to år, langt over 5.000 håndværkertimer og fire måneder i en skurvogn, hvorefter de måtte kapitulere og finde noget mere permanent at bo i under renoveringen.

– Så snart vi kradsede i overfladen, fandt vi ud af, at det var et meget større job end bare at slibe nogle gulve og restaurere lidt stuk. Det var et dødsbo, og manden, der havde boet i huset, flyttede ind i 1929, og det stod stadig som dengang. Vi har fundet billeder af de forskellige rum, hvor konsoller, lamper og gulvtæpper var præcis de samme, som da vi overtog det. Da vi eksempelvis tog de sænkede lofter ned, fandt vi elektricitet, der lignede noget, som sad på et elektrisk hegn med kobbertråde sat på fatninger. Da vidste vi, at alt måtte ud og reetableres, forklarer Henrik.

Danske designskatte

Han og Louise driver til daglig Lange Production, der sætter danske designskatte i produktion, herunder en række møbler af bl.a. Fabricius & Kastholm og Grete Jalk. Så det er ikke fremmed for dem at have blik for tidligere tiders kvalitet og potentiale.

– Vi har hele tiden haft for øje at være tro mod den tid, huset blev opført i, men i en udseendemæssigt opdateret version. Da det stod klart, at stukken ikke kunne reddes – den smuldrede simpelthen imellem fingrene på os – hyrede vi Møller Stuk og fik dem til at genetablere den i hele huset, inspireret af tiden omkring 1900-tallets begyndelse, siger Henrik.

Endnu et ønske gik i opfyldelse

Det ville have været billigere at rive huset ned, men i stedet er den røde tråd blevet at genetablere det til fordums storhed, udvendigt såvel som indvendigt. Ved at inddrage både kælder og tagetage er der lagt yderligere 120 m2 til indendørsarealerne, og på den måde blev endnu et ønske opfyldt:

– Jeg har altid elsket engelske rækkehuse, og nu har vi pludselig et hus med fire etager, som minder derom. Jeg kan virkelig godt lide at have en trappe i centrum, der både giver noget afstand rummene imellem og kræver, at man bevæger sig fra sted til sted. For Louise og mig, der arbejder hjemme på kontoret i kælderen, giver det også en helt anden følelse af at tage på arbejde end bare at sætte sig ved spisebordet. Det er nok en af de ting, der har overrasket os mest: hvor stort huset er blevet, og at vi benytter hver enkelt del af det, forklarer Henrik.

Husets samlingspunkt

Køkkenet er blandt yndlingsrummene. Det rektangulære konsolbord i midten skulle egentlig slet ikke have været der, men er endt med at være en af de bedste tilføjelser og et regulært samlingspunkt: Foruden at fungere som afsætningsbord under madlavning laver børnene lektier ved det, og når der er mange mennesker på besøg, fungerer det som ekstra spiseplads. En af stuerne, der ligger i forlængelse af spisestuen, bliver kaldt “det lille bibliotek”, og her søger alle husets beboere hen, når det bliver fredag eftermiddag.

– Det er blevet der, hvor vi samler os til weekenden. Det er det, der er skønt ved huset: Der er alle mulige steder, hvor man finder hen på forskellige tidspunkter, siger Henrik.

Fra generation til generation

Som producenter af designmøbler lever Louise og Henrik naturligvis også med et nøje kurateret udvalg af møbler. Faktisk bruger de deres hjem til at finde ud af, hvilke design de finder værd at kaste sig over at producere.

– Hvis ikke det er noget, vi selv vil have stående og bruge, så sætter vi det ikke i produktion. Foruden at nyde formsproget og de gode materialer giver det at leve med godt design mig en følelse af, at jeg også vil gøre mig lige så meget umage med det, jeg laver. Det er fantastisk at være omgivet af ting, hvor man ved, at man ikke er den sidste generation, som bruger det.