
"Vi drømte om et stort, lyst køkken-alrum, hvor ude og inde smeltede sammen"
I et af de attraktive villakvarterer i Odense bor Lisa og Sten i en villa ud over det sædvanlige. Parret har med stor succes forbundet en klassisk rød murermestervilla med en eksisterende tilbygning, som er blevet moderniseret med sort stålfacade. Et perfekt eksempel på, at man kan forene nyt og gammelt og få flere kvadratmeter til en familie på fem.
AfDa Lisa og Sten i 2019 så den røde murermestervilla for første gang, kunne de med det samme se mulighederne i den.
Hovedhuset var på 132 m2, og tilbygningen på 95 m2. De to bygninger var adskilte, og begge trængte til at blive renoveret og moderniseret. Tilbygningen fungerede dengang som vinteropbevaring af motorcykler og som hobbyværksted. Den var slidt, men begge havde en idé om, at tilsammen kunne dette blive deres drømmehus.
– Allerede da vi så huset første gang, havde både Sten og jeg fået den samme idé om, at de to huse skulle bindes sammen til ét stort, uden at vi havde snakket sammen om det, fortæller Lisa.
Parret har gennem mange år arbejdet i møbelbranchen, Lisa som PR & Communication Manager hos Eilersen og Sten som Sales Director hos Fredericia Furniture, og har også privat en interesse for design og arkitektur.
Derfor var det vigtigt for dem, at den arkitektoniske ramme var perfekt og funktionelt udtænkt.
Lisa og Sten ville gerne have, at tilbygningens facade fik en nutidig kontrast, som kunne give lidt kant til den klassiske gamle murstensvilla. De var bl.a. inspireret af Designmuseum Danmarks design lab-bygning, der er beklædt komplet i stål.
– Vi overvejede flere beklædningstyper, bl.a. træ, men valgte stål, fordi vi følte, at det strammede bygningen op. Desuden matchede stålets sorte farve og overfladetekstur de nye vinduer, vi fik sat i det gamle hus, fortæller de.
Det har været vigtigt for parret, at materialerne i tilbygningen passer til dem i den gamle murermestervilla. Men de har samtidig også ønsket at give den nye bygning et mere moderne og minimalistisk præg. Hele huset er dog indrettet med vægt på gedigne materialer og formfuldendt, typisk dansk design. Noget, som klæder både den gamle murermestervilla og den nye tilbygning.