køkken

Da de besluttede at flytte køkkenet ud af hjørnet og hen på den 7 meter lange væg gav alt mening

Ved et tilfælde fandt det hollandske par huset med vand til den ene side og naturreservat til den anden og var ikke i tvivl. Men køkkenet blev en større kreativ udfordring.

Da det hollandske par Dimitri og Nikki og deres lille søn, Oakley, for halvandet år siden købte deres drømmehus, skyldtes det ikke mindst en stormende forelskelse i beliggenheden: Grunden ligger både ned til vandet og støder op til et naturreservat.

De boede allerede i selve byen, men stedet bød på så mange nye muligheder, at de var nødt til at gribe dem og flytte.

Her oplevede de nemlig en gennemgående følelse af positivitet; folk vandrer, dyrker motion, går tur med hunden og, ja, oplever et øjeblik af lykke.

– Da vi købte huset, gik vi igennem en meget svær periode rent sundhedsmæssigt, så det nye hus og alt, hvad der fulgte med det, var vores lyspunkt, der tilbød både tryghed og distraktion. Vi kunne bruge tid på positive, lethjertede valg, såsom farven på gardinerne, i stedet for de store bekymringer, vi lige havde været igennem. Derfor er dette hus så meget mere end “bare” et nyt hus. Det er vores friske blik på fremtiden, og det er jeg taknemmelig for hver dag, fortæller Nikki.

Nikki har en stor kærlighed til interiør og styling, og det afspejles i de detaljer og valg, der er blevet truffet. Hun tager sig god tid og foretager sjældent et impulskøb.

LÆS OGSÅ

Køkkenet ud af hjørnet

Som udgangspunkt for deres nye hjem har parret forsøgt at tænke tidløst og at huske på den praktiske side af materialerne, ud over det æstetiske. Med et lille barn viste et støbt gulv sig fx at være upraktisk, så de valgte en anden finish.

Hvad angik køkkenet, var Dimitri og Nikki ikke helt klar over, hvor og hvordan det skulle placeres.

Med hjælp fra indretningsfirmaet Fred Constant fik de den idé at flytte køkkenet fra standardplaceringen i hjørnet, hvor spisebordet nu står, til langvæggen med en længde på 7 m. Den beslutning viste sig at sætte gnist til kreativiteten og danne grundlag for alle videre valg i huset.

Foruden køkkenet er stuen også et favoritsted, med udsigt til vandet og naturreservatet.

– Det er vores yndlings-“maleri”. En udsigt, der er smuk på alle årstider. Sidste sommer spiste vi morgenmad på terrassen om morgenen, og så kom der en hel svanefamilie glidende forbi. Hvad mere kan man ønske sig? spørger Nikki.

Lyset i huset er også noget, som beboerne er meget glade for. Sammen med fællesskabet og roen sikrer det, at huset virkelig føles som et hjem. Hvad der også bidrager til følelsen af ro, er, at huset stadig har så meget potentiale, så meget at give af. Det er et sted, du ikke vil forlade. Og parret har allerede lavet moodboards til haven – klar til også at gøre noget smukt ud af den.

LÆS OGSÅ