
Lars og Emilies magiske julehjem beviser, at der ikke bør være regler for julepynt
Dagen, hvor træet bliver pyntet, er næsten en lige så stor en festdag, som selve juleaften. Hos Lars Wiberg og Emilie Solhof er der ikke regler for årets julepynt, der er en smeltedigel af vintagepynt, havegrønt og guld.
AfHos Lars Wiberg og Emilie Solhof lægger de mest vægt på, at julen skal være fuld af magi, og i starten af december begynder eventyret med at lytte til julemusik, kigge efter lidt nyt julepynt og forberede pyntning af træet.
Husets indretning, som er en blanding af klassiske møbler, vintagekunst og detaljer fra Østen, trylles for en periode om til familiens jul.
Lars har efter et langt liv i modebranchen viet sin tid til at være anlægsgartner, og hjemme kommer hans kreative idéer til udtryk i dørkranse og store grenarrangementer fra egen have over julebordet.
Hans kæreste, Emilie, arbejder som butiksbestyrer hos Store 51 på Østerbro, og sammen bor de i et hus fra 70’erne i Skovshoved, med Lars’ to børn på 12 og 15 år.
– Når man er en sammenbragt familie, følger der vaner og traditioner med fra begge sider, som skal udfordres og matches, og på samme tid skal der være plads til, at nye kommer til, siger Lars.
Forskellige elementer skaber bordets udtryk
På julebordet går kunstværker, skulpturer og vaser med forskellige blomster hånd i hånd.
Selvom han ikke er synderligt vild med de grønne blade og røde bær på bordet, er de i år kommet med, fordi de simpelthen passede til resten. Og sådan er det hele tiden – der opstår altid nyt undervejs.
Kuverten på dette års julebord er med tallerkener fra H&M Home, bestik i ben fra Laguiole samt en hørserviet med en afklippet gren fra haven. Vinglas er fra Ikea.
Størstedelen af julepynten er vintage eller antik med enkelte ting, som parret selv har lavet.
Resten af huset er også inddraget i julen, hvor forskellige tableauer indtages med små grene, mos og levende lys. Det sorte konsolbord er fra 60’erne. På det lave bord er en samling af bøger, lysestager og keramik fra rejser.
Brændeovnen i huset bliver flittigt brugt over julen. Værket på væggen er af Mogens Andersen.