
Der er ingen nisser hos Marie. Du kan til gengæld godt se, at pynten er inspireret af Londons eventyrlige stormagasiner
Hun deler efternavn med Gertrud Sand, men julepynten kunne ikke være mere forskellig. Marie Sand gør alt, hvad hun kan, for at byde eventyret indenfor til jul, og inspirationen kommer både fra Londons pompøse stormagasiner og barndomsminder i Jylland.
AfSom datter af Lene og Søren Sand, grundlæggere af modebrandet Sand, har Marie Sand fået passionen for mode og design ind med modermælken.
I dag arbejder hun sammen med sin far, hvor de skaber totalløsninger inden for byggeri og renovering af boliger, og interessen for at skabe noget visuelt smukt er en levevej, der falder hende helt naturlig qua hendes opvækst.
Hjemme er Marie Sands eget univers i den rolige ende af farveskalaen, og sådan ser hendes jul også ud.
Den fejres i en klassisk villa nord for København, som er indrettet med kunst og design, og julens pynt er arrangeret som et naturligt supplement til de toner, der allerede hersker i villaen.
Marie laver selv dørkrans, adventskrans og store blomsterarrangementer, som bliver placeret rundtomkring i hjemmet.
Dette års julebord er centreret omkring en stor bourgognefarvet amaryllis og et miks af guld, sølv og lidt glimmer tilsat klassik dansk porcelæn, champagneskåle og krystalglas.
Derudover er bordet dækket med tørrede blomster og en Nagel-lysestage og tilbehør fundet i Harrods i London fra en tid, hvor Marie boede der.
Smukke farvenuancer går igen og er med til at skabe en afdæmpet, men magisk stemning.