3 designere dækker juleborde
Hvordan holder man kadencen på julebordet, når stil, farver og dekoration er del af det daglige arbejde? Se, hvordan tre designere bruger deres talent derhjemme.
AfLotte Moliin
©
Pernille Kaalund
Modedesigner Lotte Moliin er indehaver af egen designvirksomhed, og hun har altid gået meget op i, at december også skulle være smuk og tilrettelagt derhjemme. Derfor er julebordet altid dækket med nye farver og elementer år for år. Ofte kommer ideerne fra rejser til udlandet. Dette års inspiration kom under et besøg på en restaurant i Brooklyn, New York, med direkte udsigt til Manhattans skyline en sen vinteraften.
### Overdådig jul
- Det dramatiske og smukke syn af nattens lys fra skyskraberne, der spejlede sig i det sorte vand, og husenes imponerende niveauforskelle og former overvældede mig, og herefter var jeg ikke i tvivl om, hvordan årets julebord skulle se ud, fortæller Lotte Moliin.
- November er ofte lidt tung at komme igennem, men jeg overlever ved tanken om, at det snart er december, hvor den gerne må få fuld gas på alle fronter. For mig er december og julen i det hele taget fyldt med alt det skønne i rigelige mængder. Lyset, jeg savner hele vinteren, kommer frem med masser af levende lys overalt, ild i pejsen og lækker mad på et veldækket bord. Det er skønt. Derfor er min jul og mit julebord aldrig minimalistisk, men snarere overdådig, dog altid stram og med en vis enkelhed, når det gælder udtryk og udsmykning.
### Lotte Mollins farvevalg
For Lotte Moliin er det vigtigt, at pynten aldrig bliver rodet. Derfor har hun begrænset sig til at dække bordet i sort, lilla og svag rosa. Hun og familien holder altid jul, og opgaverne er fordelt. Hendes mand griller ænder og laver saucen. Hun selv står for waldorfsalaten, hendes mor for de brunede kartofler og verdens bedste risalamande.
©
Pernille Kaalund
En åben kamin gør hele forskellen. Omkring plankebordet står Eames-stole med sort fåreskind, og for bordenden har Mies van der Rohes klassiske Barcelona-stol fået plads. Kogler og grene udgør den helt enkle fejring af højtiden.
©
Pernille Kaalund
Det sorte danner bund for violet, rosa og naturfarvet. Dækkeservietterne i kraftigt skind er fra Tine K Home. Tallerkenerne er Sort Riflet fra Royal Copenhagen. Hørservietterne er fra Society. Som bund for bordkortet har Lotte Moliin benyttet sig af et enkelt rødkålsblad.
©
Pernille Kaalund
Rødvinsglassene fra Spigelau er klare, og de er kombineret med sorte vandglas fra Tine K Home og lilla karafler og vaser fra Ikea. Det rå douglas- fyrretræsbord og koglerne giver det helt naturlige islæt.
©
Pernille Kaalund
Naja Munthe, designer og indehaver af modefirmaet Munthe. Hendes bord er inspireret af den urbane stemning i København.
Naja Munthe og hendes familie bor i stueetagen i en villa ved søerne i København. Hele december benytter familien sig af alle Københavns mange kulturelle juletilbud af teater, koncerter og årets obligatoriske tur i Tivoli. Ofte foregår transporten rundt i København på Najas Christiania-cykel.
### Cykelinspireret borddækning
Denne jul har designeren ladet sig inspirere af de mange ture på cykel i mørket gennem byen og har derfor valgt at kalde temaet for bordpynten “Lys i byen”.
I Najas modekollektioner er der ofte elementer hentet i gammelt håndværk og ornamentik.
- Jeg kan godt lide at arbejde med rustikke materialer og ting, der ser lidt håndgjorte ud. Men i modsætning til min kollektion, hvor jeg ofte bruger farver, skal farverne denne jul ikke være for prangende, men holdt i den rolige skala, fortæller Naja.
- Min jul er, som jeg er i humør til, og hvad jeg lige finder på. Altid noget nyt, og samtidig indgår der mange af de ting, jeg finder frem fra julekasserne.
### Et juletræ til hvert barn
Når man har børn, er der masser af traditioner. Alt fra julesokken på døren til sangene rundt om træet.
- Mine to børn får hver deres juletræ inde på værelset, og det må de dekorere, som de vil. Så går vi ud i butikker, hvor de vælger lidt nyt hvert år. Det er derfor, der hænger alt fra Eiffeltårnet, Big Ben, en hund i glimmer og klemmefugle på træerne, siger designeren.
### Traditionel julemiddag
Når det kommer til selve julemiddagen, er familien dog meget traditionel.
- Her er vi helt traditionelle med and, flæskesteg, rødkål osv. På netop dette punkt er der ingen i familien, der er særlig eksperimenterende, siger Naja.
©
Pernille Kaalund
Troldgrene med papirklip, Naja Munthe har selv kreeret, porcelænskogler fra Royal Copenhagen og fugle med sølvglimmer.
©
Pernille Kaalund
Tallerkenerne er fra Emilie Henry og købt i Illums Bolighus. Glas og bestik er samlet gennem årene og fx fundet antikt. På en bakke står Kählers lyshuse - Naja Munthes urbane indslag. Snemændene af stof er fra Maileg.
©
Pernille Kaalund
De fint svungne Master-stole designet af Philippe Starck for Kartell er dekorationer i sig selv og står flot til det mørke træbord. Naja Munthe foretrækker at arbejde med ting, der har et håndlavet udtryk.
©
Pernille Kaalund
Jesper Høvring er skrædder og couturedesigner, og hans bord har derfor et helt særligt florlet og stofligt udtryk. Han er ikke et sekund i tvivl om julens farver: hvid, hvid og hvid. Og lidt grøn. Som skrædder er Jesper Høvring optaget af de florlette tekstiler og overfladestrukturer. Og hans drømmescenarie er et snelandskab.
### Frostklart julebord
Jesper Høvring har sin egen butik på H.C. Ørsteds Vej på Frederiksberg, så han har styr på virkemidlerne. Og julen. Til årets julebord har han ladet sig inspirere af en dag, hvor sneen ligger som blinkende dyner udenfor hans vinduer. En frostklar dag. Det falder også flot i forlængelse af hans arbejde med florlette materialer.
- På julebordet har jeg samlet alt det hvide, jeg holder meget af, den uberørte sne i rigelige mængder og en tur i skoven på en frostklar dag, siger couturedesigneren.
### Snebolde og sølvglimmer
På bordet ligger således snebolde rullet i hvidt og i sølvglimmer og bolde overtrukket med håndlavede coutureroser i silkeorganza og silkegeorgette. Pinjekoglerne er dyppet i masser af sølvglimmer.
- Mine børn, kone og jeg elsker julen, og vores jul er fyldt med masser af traditioner, helt fra 1 december, hvor huset bliver pyntet op, og der bliver sat risengrød til nisserne.
### Juletræ helt til loftet
- Vi har som regel et stort juletræ, og det skal helst gå helt til loftet. Vi pynter det med kugler og ting, vi finder på rejser rundt om i hele verden. Når jeg hænger pynt på træet, tænker jeg altid på, hvor det stammer fra. Jeg elsker at købe julepynt med hjem fra rejser.
- Vi har altid masser af gæster i december og holder enten en søndag med alle venner og deres børn til masser af æbleskiver, gløgg og småkager eller et cocktailparty sid- ste lørdag før jul. Det er en rigtig hyggelig måde at få samlet folk på, siger Jesper Høvring.
### Traditionsbunden jul
- Vi starter altid julemorgen med at mødes med et godt vennepar og spise morgenmad sammen. Der bytter børnene så gaver, så dagen ikke er så lang. Efterfølgende går vi en god lang tur. Inden middagen når vi at runde kirkegården for at hilse på dem, der ikke er her mere.
- Vi er meget traditionsbundne, når det drejer sig om julemaden. Der må gerne tilføres nye retter, men der må absolut ikke fjernes nogen. De sidste par år har vi indført en lille forret, så er der ikke så meget stress på for at få julemaden færdig samtidig med, at der kommer gæster ind af døren.
### Starter julemaden i november
Starter julemaden i november
- Når vi holder jul hjemme, deles vi om at lave maden, men jeg elsker at gå og nusse om det og vil helst starte saucen op et par dage i forvejen, så den samler kraft. Jeg bager rigtig meget i december og starter som regel i november med at lave honningkagedej og ekstrakt til gløgg. Småkagedejene laver jeg fra start december og resten af måneden ud. Jeg bager sådan ca. noget, der ligner 8 kg småkager, i løbet af december. Så er der nok til at dele ud på job og blandt venner og familie. Der bliver bragt meget smør hjem i december ...
©
Pernille Kaalund
På servietterne fra Zara Home har Jesper selv broderet gæsternes navne og lagt et enkelt kristtjørnblad ovenpå. Udover bladet er den grønne farve kun repræsenteret i vinglassene, som er arvestykker. De andre glas er fra Spigelau. Den kridhvide dug er fra Geismars, og servicet er Blå Mega Riflet fra Royal Copenhagen.
©
Pernille Kaalund
Borddekorationen samles af snebolde. Roserne af stof er en af Jesper Høvrings signaturer i kjolekollektionerne.