Forberedelser til jul
Majbritt Johansen elsker jul, og derfor går hun gerne i gang med forberedelserne allerede et par uger før første søndag i advent, hvor hun samler ind fra lokale markeder, skoven og ikke mindst fra haven, hvor meget af hendes pynt stammer fra.
– Jeg binder kranse, og mine drenge og jeg gennemgår sammen kasserne med pynt. Det giver en følelse af tryghed at gense og gøre de samme ting år efter år, og både drengene og jeg holder meget af den del af julen, fortæller Majbritt.
Skoven som inspiration
Som de fleste har Majbritt en travl dagligdag, men hun og hendes mand forsøger så vidt muligt at undgå at fare til en masse arrangementer i tiden op til, men prioriterer tid med familien og de nærmeste venner.
– Julegaverne er faktisk allerede købt, inden vi når december, så der er tid til at hygge, uddyber hun.
– Julens pynt har for mig altid naturen som omdrejningspunkt. Jeg elsker årstidens rolige farver og ikke mindst duften af gran og mos. Jeg lader mig generelt inspirere af skovens materialer og dens toner, ikke mindst når julebordet skal dækkes. Skoven er nærmest magisk på denne tid af året, og det passer for mig smukt med julen.
Enkel pynt og julehygge
På Majbritts julebord er det naturens farver, der sætter stemningen, i kombination med bløde silkebånd, arvestykker og masser af levende lys.
– Generelt holder jeg meget af enkel pynt, og vores juletræ kommer også først ind et par dage før juleaften. Det pynter vi med arvestykker, vintagefund og enkelte nyanskaffelser. Også her holder jeg mig til en rolig farvepalet i beige, creme, sort og sølv.
– I dagene op til juleaften laver vi de sidste juleforberedelser, som for os er at bage pebernødder, trille konfekt og tilberede rødkål i store mængder. Juleaftensdag starter vi altid med morgenhygge og en tur langs stranden. Hele familien kommer sidst på eftermiddagen, hvor vi får en drink foran brændeovnen, hører julemusik og spiller brætspil.
– Julemiddagen er til den traditionelle side, men med hummersuppe som forret. Julehyggen fortsætter altid til langt ud på aftenen, hvor vi nyder roen og nærværet med vores allernærmeste og med familiens traditioner. Vi tager os god tid til juleaften, som er magisk.