Overdådigt pyntet juletræ med rosa sofa
© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

I december er et besøg hos Ivalo som at træde direkte ind i et juleeventyr. Årets altoverskyggende juletrend er også flyttet ind

Julen hos Ivalo og Torben Olsen og deres fem sønner har altid været fuld af traditioner, og hjemmet pyntes på samme måde år efter år. Indtil Ivalo kastede sin kærlighed på sløjfer...

Da det første barnebarn, Selma, kom, måtte Ivalo Olsen revidere og genetablere de traditioner, som familien altid har haft, for julen er en vigtig tid, og juleaften må aldrig blot blive en hyggelig middag med familien – den aften er noget særligt.

Og derfor var det en kærkommen lejlighed til at pudse traditionen grundigt af, da lille Selma skulle have sin juleaftensdebut. Rødvinsflasker og sølvkrus fyldt med cigaretter måtte vige for en lille eventyrsø lavet af et rundt spejl midt på bordet med både en snemand, Bambi og en bil, der henter juletræet, samt Selmas eget juleservice.

– Julen har altid fyldt meget i vores familie, men som årene er gået, er dansen om træet blevet kortere, og eventyret om julemanden er nok blevet lidt slidt i kanten, fortæller Ivalo.

Og med alle minderne om hendes og gemalen Torbens fem forventningsfulde drengebørn, der næsten ikke kunne spise af spænding og det fortryllende i at se juletræets lys blive tændt, ville Ivalo genskabe den stemning for at videregive den til det lille, nye familiemedlem og nok egentlig også til de voksne, der havde glemt det undervejs.

– Det er altid sundt at reflektere over en traditionsrig aften og i det hele taget over juletiden, og på den måde bliver alle på skøn vis igen mere deltagende, for vi må ikke glemme, at der bor et lille barn i os alle, siger hun.

LÆS OGSÅ

En trend har sneget sig ind

Familiens julepynt har Ivalo samlet igennem mange år, og hun er meget tro mod den; det er det samme, der pakkes ud år efter år, denne gang med særligt fokus på, at Selma skal opleve julen, med alt hvad dertil hører hos familien Olsen.

En overvældende samling antik julestads fra Sydeuropa hænger i bånd og tråde fra lysekronen samt på en række i loftet, der opdeler køkken og stue. Farverne er i en smuk støvet skala, der changerer fra cremehvid over i rosa og brun og med accenter af stærkere toner.

Alle disse farver er kombineret med en hvid dug, klassisk bestik fra Kay Bojesen og tallerkener fra Royal Copenhagen.

I år har en nyere trend dog sneget sig ind: Det begyndte med, at Ivalo “bare lige” skulle have en stor sort sløjfe til håret fra Handler, en bånd- og knappebutik i indre København. Butikken er et slaraffenland, og udvalget så enormt, at hun ikke kunne lade være med at købe metervis ind til sløjfer, der er bundet om alle lysestager på bordet.

– Men de er kommet for at blive, siger hun med et smil.

Foruden på bordet er der pyntet overalt i vinduer, karme, på træet og rundtomkring på små borde i hjemmet. Et nyligt ind- købt antikt spejlskab, fundet på en rejse, har fået lov at rumme en udstilling for julens poesi, indtil det skal indtages som barskab, og hverdagen tager over igen – fortryllet af Selma.

LÆS OGSÅ