
Det gule tvillingehus er bygget i 1955.

Hunden Vito tager en pause foran &Traditions Little Petra-lænestol, der bliver lyst op af en lampe fra Nuura. Reolen er fra Montana, og værkerne på væggen er lavet af Josefine Winding.
Hjemme hos Sebastian Francis Atkins og Lars Harpelund pyntes der op med få, men personlige dekorationer. Naturen spiller en central rolle, og det samme gør bevidstheden om ikke at forbruge mere end højst nødvendigt.
AfDa Sebastian Francis Atkins og Lars Harpelund i 2018 overtog deres tvillingehus opført i 1955, var det egentlig istandsat, men mange af de originale features, der kendetegner et hus fra den tid, var blevet slettet. Så parret har forsøgt at føre huset tilbage til dets byggetid og har efterfølgende indrettet sig skandinavisk minimalistisk i lyse farver og med et kurateret udvalg af danske designklassikere.
Og med december er der ingen undtagelse – her skejer de ikke ud med nisselandskaber og guirlander, men finder højt skattet pynt frem, som de enten har købt sammen igennem årene eller har arvet, og som matcher deres delikate farvepalet.
December er som sådan ikke en stressende måned for dem: De prioriterer at tilbringe tid med dem, de har kær, og har nogle få traditioner, som de holder i hævd år efter år, såsom juletræshentning, småkagebagning og oppyntning.
– Vi har en tradition for, at vi holder jul for min familie her hos os, og når vi fejrer med Lars’ familie, er det hos hans forældre.
Den sidste søndag i november går han og jeg ud og vælger det juletræ, vi skal købe. Hvis vi ikke holder jul hjemme, har vi det stående indenfor med pynt hele december måned, men hvis vi er værter for julen, kommer træet først ind senere, så det er mere frisk. I mellemtiden står det ude på terrassen med lys på, så vi nyder det derfra, fortæller Sebastian og fortsætter:
– Vi bager selv småkager, men det er ikke noget, der tager flere dage, for ingen af os har tålmodigheden til en brunkagedej, der skal ligge i flere uger. Sidste år bagte vi håkonskager og finskbrød, og det var lidt ud fra et princip om, at de har nogenlunde samme ingredienser, så vi ikke skulle købe helt overdrevet ind. Vi er meget bevidste om, at de ting, vi køber eller bruger til jul, er noget, der skal kunne genbruges.
Netop denne bevidsthed kommer også til udtryk i julepynten, hvor naturen og arvestykker spiller en særlig rolle. Lars og Sebastian er store tilhængere af at finde grene, kogler og tørrede blomster i skoven og bruger også flittigt fra deres egen have.
– Lige pynten på træet er ikke naturlig, men det er til gengæld noget, vi har samlet ind igennem en del år. Der er også pynt fra
Lars’ mormor, som han var meget tæt med. Hun gik bort 1. juledag i 2019, så når vi pynter op med hendes pynt, føles det, som om hun stadig er med os. Der er også noget fint i, at træet rummer vores historier. Vi lader os ikke præge så meget af tendenser og pynter med de samme ting år efter år; eksempelvis har vi en del Georg Jensen-ornamenter, som vi er meget glade for. Det er altid lidt voldsomt med pynten i starten, fordi vi bor så minimalistisk, men det vænner man sig til hvert år, siger Sebastian.
Julebordet er også sammensat af en række klassikere, vintagefund og genanvendelige elementer – her mødes Royal Copenhagen, Gense og Holmegaard med portvinsglas fra et gammelt kolonihavehus og antikke 1930’er-platter fra Frankrig. Igen indtager naturen en dekorativ rolle i form af tørrede høstsyrener fra haven og misteltengrene lagt ved servietterne og sender et lille grønt nik til juletræet. Adventskransen, der lyser op på sofabordet, har Sebastian selv lavet.
– Jeg har købt kransen af grene, hvor der allerede var lav på, og købt tørrede blomster i den farvepalet, vi har herhjemme, og
givet det hele et drys glimmer. Lyseholderne er egentlig til juletræet, men dem har jeg klippet ned, så de kunne sættes i kransen, fordi vi rigtig godt kan lide de lange, tynde lys. På den måde lever kransen også længere, fordi lysene let kan erstattes med nye, når de er brændt ned. Kransen genanvendes år efter år. For os behøver alting ikke at være nyt, og vi kan godt lide tanken om at binde sløjfer mellem fortid, nutid og fremtid.