Med tidligere naboer som Børge Mogensen, Poul Henningsen og Hans J. Wegner, havde huset noget at leve op til. Se det imponerende resultat her.
Af
Den store glasvæg i spisestuen tilbyder en enestående udsigt over den skrånende have og de mange store træer, der vidner om årstidernes skiften. Arkitekterne brugte mange timer på at beslutte, hvor udgangen til terrassen skulle være, og i dag er der således udgang fra spisestuen til en hyggelig spiseplads med Ankjær Andreasens klassiske Marguerit-spisebord og -stole
Diskret gemt væk bag majestætiske rododendronbuske og store træer har Ermelunden nord for København fået en ny tilføjelse til rækken af ikoniske huse bygget af dansk arkitekturs elite fra 1950’erne.
Området er beriget med smuk natur og karakteristisk arkitektur – to ting, som det nybyggede indslag har formået at bevare forbindelsen til.
Spisepladsen har formidabel udsigt over haven gennem de store panoramavinduer, der synes at ophæve grænserne mellem ude og inde. Naturens rolle som vægkunst understreges af værket af Iver Villefrance på væggen, der næsten ligner en replika af den ægte vare lige ved siden af. Spisebordet, som er designet af Børge Mogensen, er ledsaget af Hans J. Wegners Y-stole. Over bordet hænger to pendler af en tredje ikonisk dansk designer: Poul Henningsen. Den lille keramikskål på bordet er japansk vintage, mens den mellemstore er fra KH Würtz.
Ejerne forelskede sig i grundens skrånende baghave, der er et sjældent syn i Danmarks flade landskab. Ved at placere huset på det højeste punkt og bygge i forskellige højder og bredder har man ikke bare sikret sig optimal udnyttelse af udsigten, men også af sollyset.
Nord for København, i det såkaldte Ermelunden, boede anerkendte arkitekter og designere som Børge Mogensen, Poul Henningsen og Hans J. Wegner side om side op igennem 1950’erne. Går man en tur i de stille gader i dag, er det derfor næsten som at træde tilbage i tiden – til dansk design og arkitekturs guldalder.
Midt blandt disse arketyper har det kreative design- og arkitektstudie Cold Wet & Dark med Jeppe Utzon, barnebarn af den ikoniske arkitekt Jørn Utzon, og franske Camille Pincemin i spidsen nu tilføjet endnu en perle til rækken.
Arkitekterne bag: Franske Camille Pincemin og danske Jeppe Utzon er det unge team bag det Københavnbaserede kreative arkitekt- og designstudie Cold Wet & Dark. De fokuserer på enkle, funktionelle og elegante design med særlig opmærksomhed på detaljen og naturlige materialers iboende kvaliteter ¬– et fokus, der er tydeligt i det nye hus i Ermelunden
Et kig på hjemmet fra forhaven med den sjældne type rododendron fra Windsor Castle, der er blevet flyttet tre gange for endelig at finde sin velfortjente, iøjnefaldende plads i forhaven.
Et kig på hjemmet fra forhaven med den sjældne type rododendron fra Windsor Castle, der er blevet flyttet tre gange for endelig at finde sin velfortjente, iøjnefaldende plads i forhaven.
Huset falder ind i omgivelserne med sine brændte mursten, der changerer i farven, og som er lagt med en traditionel teknik for at skabe en struktureret og taktil overflade. Ved at lade linjerne i huset være rette og rene fremhæves materialernes iboende kvaliteter.
Forfra fremstår huset lukket og privat, mens der mod den nordvendte baghave er åbnet op med enorme vinduer og næsten dobbelt loftshøjde, der vidner om visionen om at skabe dynamiske rum med variationer i både højde og form.
– Jeg elsker at arbejde med lys og forskellige volumener samt åbne og lukkede rum og med rammeelementer som vinduerne, der lader den omgivende natur fungere som indrammede malerier, fortæller Jeppe.
Højden af den nordvendte facade synes næsten at forlænge skråningen, hvorpå huset er placeret, og tilbyder en formidabel udsigt gennem de enorme gulv til loft-vinduer.
Den rummelige spisestue er udstyret med en åben pejs, der ikke bare tilføjer varme, men også hygge til rummet. Værket i askefiner ovenover er af den danske designer Sara Martinsen, mens den blå lænestol 2254 er en klassiker af Børge Mogensen. Stolen var oprindeligt placeret i Børge Mogensens hjem et par huse længere nede ad gaden, men er ad omveje vendt tilbage til huset her. Gulvtæppet under spisepladsen er designet af Patricia Urquiola for Gandia Blasco og tilføjer, sammen med det flettede værk og papirgarnet på Y-stolene, en taktil fornemmelse til rummet.
Den frodige have kan ejerne takke den tidligere ejer for – en 92 år gammel kvinde, som var kendt for at dyrke røde vandliljer i den lille dam. Hun var en lidenskabelig gartner og formåede desuden at få fat i en sjælden type rododendron fra Windsor Castle, der nu blomstrer i forhaven.
Kvinden var en helt særlig karakter i nabolaget, og tilbage i 1950’erne underviste hun om vinteren sine naboer i skiløb på den snedækkede skråning i baghaven.
Vinduerne, der strækker sig fra gulv til loft, tilbyder et fænomenalt udsyn til haven udenfor. Ved at fravælge ramme om top og bund synes barriererne mellem ude og inde at forsvinde
I stuen er alle møblerne lave for at skabe en loungestemning og for at understrege rummets højde. Interiøret er en blanding af vintage, designmøbler og moderne elementer. Sofaen fra Bolia er pyntet med puder fra bl.a. Gandia Blasco, designet af Patricia Urquiola, og et tæppe fra en gammel Ikea-kollektion. Sofabordet i glas og stål er Poul Kjærholms PK61.
I stuen er alle møblerne lave for at skabe en loungestemning og for at understrege rummets højde. Interiøret er en blanding af vintage, designmøbler og moderne elementer. Sofaen fra Bolia er pyntet med puder fra bl.a. Gandia Blasco, designet af Patricia Urquiola, og et tæppe fra en gammel Ikea-kollektion. Sofabordet i glas og stål er Poul Kjærholms PK61.
De nye ejere valgte dog at bygge et nyt hus i stedet for at renovere det gamle, da dette var i dårlig stand og havde begrænset udsigt til haven.
Forestillingen var at bygge et næsten uberørt hus, hvor organiske og bæredygtige løsninger var tænkt ind i arkitekturen. Således ser huset næsten diskret ud ved første øjekast.
Konstruktionen – højt bagpå og lavt foran – giver mulighed for privatliv og skaber et ydmygt udseende. Det var vigtigt for ejerne, at huset var tidløst og ikke defineret af en arkitektonisk stil eller periode. Ironisk nok passer huset som fod i hose mellem de berømte danske designeres huse, der blev opført i 50’erne.
– Det er et tidløst hus, som er svært at placere på en tidslinje. Det kunne lige så godt være et hus fra 1950’erne, forklarer arkitekt Jeppe Utzon.
Stuen er delt af en skillevæg med indbygget pejs. Ved at lade siderne omkring væggen være åbne sikrer man – sammen med ovenlysvinduerne – at dagslyset kommer hele vejen rundt i rummet.
I forlængelse af spisepladsen ses køkkenet og en ekstra indbygget siddeplads i væggen. Lyset, der strømmer ind fra alle sider, får hjemmet til at føles imødekommende og rummeligt.
I forlængelse af spisepladsen ses køkkenet og en ekstra indbygget siddeplads i væggen. Lyset, der strømmer ind fra alle sider, får hjemmet til at føles imødekommende og rummeligt.
Fra stuen er der udsigt til spiseplads og køkken for at binde de forskellige funktioner sammen både visuelt og funktionelt. De skarpe linjer i loftet kommer til sin ret og gentages i skellet mellem trægulvet i stuen og det mørke gulv i køkkenet.
Selvom huset har visse ligheder med fortidens arkitektur, har man nydt godt af moderne teknologi i det indledende arbejde, hvor både 3-d-tegninger og små modeller er blevet bygget for at finde de bedste placeringer til vinduer, ovenlys og en glasdør til haven.
Den naturlige belysning er således upåklagelig og spiller en vigtig rolle i huset, hvor lyset, der både kaster skygger og reflekteres, skaber en smuk effekt rundtom i de mange rum.
– Vi ønskede at sikre, at en solstråle altid kan finde vej ind i huset, og at de mørke hjørner lyses op af et vindue eller en glasdør, forklarer ejeren.
Det åbne køkken i massivt egetræ og marmor er skræddersyet til stedet af Jannik Larsen fra Kitchen Tailor. Selvom køkkenet er moderne, har det alligevel en tidløshed over sig, som passer til resten af huset. De indbyggede skabe går i ét med den hvide væg, mens køkkenøen flugter med det sænkede loft og elegant adskiller køkkenet fra spisestuen.
Indgangspartiet har et stærkt arkitektonisk udtryk, der afslører husets gennemtænkte stil og fornemmelsen for materialernes forskellige kvaliteter. Døren forsvinder næsten i væggen af træpaneler, mens den anden halvdel af glas demonstrerer forståelsen for materialernes samspil.
Indenfor fortsættes murstenene fra ydermuren for at binde de to områder sammen, ligesom den svævende bænk gentages på begge sider af vinduet og skaber en anderledes og finurlig effekt. Lysestagen er Mogens Lassens ikoniske Kubus, der er inspireret af Bauhausbevægelsens minimalistiske og geometriske design.
Indenfor fortsættes murstenene fra ydermuren for at binde de to områder sammen, ligesom den svævende bænk gentages på begge sider af vinduet og skaber en anderledes og finurlig effekt. Lysestagen er Mogens Lassens ikoniske Kubus, der er inspireret af Bauhausbevægelsens minimalistiske og geometriske design.
I samspil med de lyse trægulve og hvide vægge, der er sparsomt dekoreret med værker af danske kunstnere, har man formået at lade lys og udsigt være centrale elementer i indretningen.
Stilen er næsten meditativ med få, nøje udvalgte genstande og afspejler ejernes filosofi om, at objekter og deres materialitet bør tale for sig selv. Som en finurlig reference til kvarterets historie er de fleste møbler designet af de ikoniske arkitekter og designere, der boede i nabolaget i sin tid.
Fra køkkenet er der udsigt til gangarealet, hvis gulv er lagt med portugisisk gråt marmor, der møder trægulvet for enden i en elegant overgang. I et indhak i væggen står en gren, der både skaber kontrast til de skarpe og rene linjer i arkitekturen og samtidig tilføjer et organisk element til entréen. Materialerne er holdt på et minimum for at skabe et look, der ikke larmer for meget, og som visuelt giver plads til det ovale ovenlysvindue. Værket i papir for enden af gangen er af danske Kristina Krogh, mens træbænken er Niels Hvass’ design for Skagerak.
Udsigten fra skrivebordet i soveværelset giver rig mulighed for at drømme sig væk. Stolen er Hans J. Wegners Y-stol, og skrivebordet er designet af Niels Hvass for Skagerak. Den lille hvide Novello-vase er af Paloma Picasso for Villeroy & Boch, mens det lille værk i træ er fra en træleverandør.
Udsigten fra skrivebordet i soveværelset giver rig mulighed for at drømme sig væk. Stolen er Hans J. Wegners Y-stol, og skrivebordet er designet af Niels Hvass for Skagerak. Den lille hvide Novello-vase er af Paloma Picasso for Villeroy & Boch, mens det lille værk i træ er fra en træleverandør.
Uanset hvordan man ser på det – indefra eller udefra – er husets forbindelse til naturen ikke til at tage fejl af. Med sit stille og elegante design, der næsten opløser idéen om rum og adskillelse af ude og inde, føler man sig forbundet med naturen.
Fra sin private sfære kan man se, mærke og dufte vejret skifte og ligeledes iagttage både blomster og træer, der blomstrer det ene øjeblik og visner det næste.
Uden at lade sig forstyrre af et væld af materialer står huset således som en tidløs figur, der komplementerer dets omgivende natur og tillader dets beboere at være en del af den
Det sømløse badeværelse med indbygget vandhane og vask samt spejlet, der strækker sig langs hele rummet, besidder en rolig atmosfære. Det frostede vindue skaber en skinnende effekt og fungerer næsten som et naturligt kunstværk, der ændrer sig i løbet af dagen. Gulvet er lagt med Azul Valverde-kalksten fra Portugal, hvis mørke farve skaber en tyngde i det ellers lyse rum. De blå vaser er gamle Holmegaard-design, mens den lille fugl i den høje vindueskarm er af Kristian Vedel.
Der hersker en rolig atmosfære i soveværelset, som er holdt i hvide og sarte blå nuancer. En skjult skydedør gør det muligt at lukke sig inde i det rummelige værelse, der ellers er en del af det åbne boligareal. Kunstværket ved sengen er af den danske designer og kunstner Sara Martinsen, mens de stribede puder er fra Society Limonta.
