En ny glasperle i rækken
Diskret gemt væk bag majestætiske rododendronbuske og store træer har Ermelunden nord for København fået en ny tilføjelse til rækken af ikoniske huse bygget af dansk arkitekturs elite fra 1950’erne.
Området er beriget med smuk natur og karakteristisk arkitektur – to ting, som det nybyggede indslag har formået at bevare forbindelsen til.
Dansk design og arkitekturs guldalder
Nord for København, i det såkaldte Ermelunden, boede anerkendte arkitekter og designere som Børge Mogensen, Poul Henningsen og Hans J. Wegner side om side op igennem 1950’erne. Går man en tur i de stille gader i dag, er det derfor næsten som at træde tilbage i tiden – til dansk design og arkitekturs guldalder.
Midt blandt disse arketyper har det kreative design- og arkitektstudie Cold Wet & Dark med Jeppe Utzon, barnebarn af den ikoniske arkitekt Jørn Utzon, og franske Camille Pincemin i spidsen nu tilføjet endnu en perle til rækken.
Huset falder ind i omgivelserne med sine brændte mursten, der changerer i farven, og som er lagt med en traditionel teknik for at skabe en struktureret og taktil overflade. Ved at lade linjerne i huset være rette og rene fremhæves materialernes iboende kvaliteter.
Forfra fremstår huset lukket og privat, mens der mod den nordvendte baghave er åbnet op med enorme vinduer og næsten dobbelt loftshøjde, der vidner om visionen om at skabe dynamiske rum med variationer i både højde og form.
– Jeg elsker at arbejde med lys og forskellige volumener samt åbne og lukkede rum og med rammeelementer som vinduerne, der lader den omgivende natur fungere som indrammede malerier, fortæller Jeppe.
Højden af den nordvendte facade synes næsten at forlænge skråningen, hvorpå huset er placeret, og tilbyder en formidabel udsigt gennem de enorme gulv til loft-vinduer.
En sjælden plante fra Windsor Castle
Den frodige have kan ejerne takke den tidligere ejer for – en 92 år gammel kvinde, som var kendt for at dyrke røde vandliljer i den lille dam. Hun var en lidenskabelig gartner og formåede desuden at få fat i en sjælden type rododendron fra Windsor Castle, der nu blomstrer i forhaven.
Kvinden var en helt særlig karakter i nabolaget, og tilbage i 1950’erne underviste hun om vinteren sine naboer i skiløb på den snedækkede skråning i baghaven.
I sit rette element
De nye ejere valgte dog at bygge et nyt hus i stedet for at renovere det gamle, da dette var i dårlig stand og havde begrænset udsigt til haven.
Forestillingen var at bygge et næsten uberørt hus, hvor organiske og bæredygtige løsninger var tænkt ind i arkitekturen. Således ser huset næsten diskret ud ved første øjekast.
Konstruktionen – højt bagpå og lavt foran – giver mulighed for privatliv og skaber et ydmygt udseende. Det var vigtigt for ejerne, at huset var tidløst og ikke defineret af en arkitektonisk stil eller periode. Ironisk nok passer huset som fod i hose mellem de berømte danske designeres huse, der blev opført i 50’erne.
– Det er et tidløst hus, som er svært at placere på en tidslinje. Det kunne lige så godt være et hus fra 1950’erne, forklarer arkitekt Jeppe Utzon.
En soltråles vej ind
Selvom huset har visse ligheder med fortidens arkitektur, har man nydt godt af moderne teknologi i det indledende arbejde, hvor både 3-d-tegninger og små modeller er blevet bygget for at finde de bedste placeringer til vinduer, ovenlys og en glasdør til haven.
Den naturlige belysning er således upåklagelig og spiller en vigtig rolle i huset, hvor lyset, der både kaster skygger og reflekteres, skaber en smuk effekt rundtom i de mange rum.
– Vi ønskede at sikre, at en solstråle altid kan finde vej ind i huset, og at de mørke hjørner lyses op af et vindue eller en glasdør, forklarer ejeren.
En stil der skaber ro
I samspil med de lyse trægulve og hvide vægge, der er sparsomt dekoreret med værker af danske kunstnere, har man formået at lade lys og udsigt være centrale elementer i indretningen.
Stilen er næsten meditativ med få, nøje udvalgte genstande og afspejler ejernes filosofi om, at objekter og deres materialitet bør tale for sig selv. Som en finurlig reference til kvarterets historie er de fleste møbler designet af de ikoniske arkitekter og designere, der boede i nabolaget i sin tid.
En tæt forbindelse til naturen
Uanset hvordan man ser på det – indefra eller udefra – er husets forbindelse til naturen ikke til at tage fejl af. Med sit stille og elegante design, der næsten opløser idéen om rum og adskillelse af ude og inde, føler man sig forbundet med naturen.
Fra sin private sfære kan man se, mærke og dufte vejret skifte og ligeledes iagttage både blomster og træer, der blomstrer det ene øjeblik og visner det næste.
Uden at lade sig forstyrre af et væld af materialer står huset således som en tidløs figur, der komplementerer dets omgivende natur og tillader dets beboere at være en del af den