
Børge Mogensens tidligere landsted står 1:1, som da han forlod det – og det må aldrig ændre sig!
Kig ind i den ikoniske designers landsted, der er fyldt med eget design – og sjæl.
AfBørge Mogensen var en af Danmarks absolut dygtigste designere, og med en række nye relanceringer af hans design er han mere aktuel end nogensinde før.
Vi har besøgt hans landsted ved Limfjorden, der er bevaret, som da han forlod det.
Hjemmet tegner et unikt billede af Børge Mogensens særegne æstetik, og hans ånd synes at hvile i hvert et møbel, hver en sprække og hver en sten – inde som ude.
Huset står som i 1969
Børge Mogensens søn, Peter Mogensen, hjalp i sin tid sin far med at indrette landstedet, som i dag danner rammen om sønnens liv.
Huset ser stort set ud, som det gjorde, da det stod færdigt i 1969, og derfor er det en helt særlig oplevelse at træde indenfor i den gamle mesters private gemakker.
I huset skaber farver, materialer og lysindfald en stemningsfuld enhed, som harmonerer med den æstetik, der er Børge Mogensens, og som med årene er blevet symbol på dansk design, når det er bedst.
// Børge Mogensen var tydeligt inspireret af shakerstilen fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor man ikke havde nogen unødvendig udsmykning. Han anså skønheden for at være en iboende egenskab ved materialerne, konstruktionerne og funktionaliteten. Hele hjemmet er på den måde holdt helt enkelt med få udvalgte ting. Den stribede sofa med sidevanger er designet af Børge Mogensen i 1971 og produceret af Fredericia Furniture. Lampen 101 Pendel er fra Le Klint.
// Pejsen inviterer til varme og hygge om det runde spisebord, der er omkranset af Søborg-stolene, som er det eneste af Børge Mogensens design, som har et stel i metal. I forlængelse af stuen ligger kontoret badet i naturligt lys.
// Den grønne natur omfavner ejendommen og kaster smukke skygger på dens hvide mure. Bag murene finder man den 400 m² store ejendom, hvor Børge Mogensens tegnestue og design drives videre af sønnen, Peter Mogensen.
// Små detaljer som lampen her, får stor visuel virkning på den rå væg.