"Jeg har aldrig arbejdet med arkitektur på den der klassiske måde"
Da vi kommer indenfor, fortæller han videre om udsigten til de historiske gader, Strandgade og Sankt Annæ Gade. Fra der, hvor vi står nu, kunne man i begyndelsen af det 20. århundrede have spottet Vilhelm Hammershøi i færd med at male porten nede på gaden. Det var i samme periode, at han udviklede sine stille interiører i nabohuset fra 1898 til 1909, som gjorde ham verdens-berømt.
Det er tydeligt, at Mathias er belæst, og han går op i historie, kunst og kultur. Han fletter i et væk spændende anekdoter, referencer og betragtninger ind i sin tale. Sådan er det også i hans arbejde med at skabe rum, hvor han sætter elementer sammen i et netværk af sansninger og betydninger.
– Jeg har aldrig arbejdet med arkitektur på den der klassiske måde. Jeg har mere befundet mig i den kunstneriske ende af skalaen. Min underviser på Arkitektskolen, Steen Høyer, som var landskabsarkitekt, har været en stor inspirationskilde for mig. Han så rum som noget, der er trukket op mellem en række punkter. Disse punkter kan fysisk være et træ, et blødt bakkedrag, en sofa, et bord eller en væg, men det kan også være de kognitive lag af kontekst, historie og relationer, som knytter sig til alting, forklarer Mathias og fortsætter:
– Den måde, jeg tænker rum på, er ikke modernismens tro på en ideal-verden, hvor alting kommer fra samme tid og er tænkt til at fungere sammen, og det er heller ikke postmodernismens, hvor alting er et ligegyldigt varekatalog, hvor man fx kan indrette sig med græske søjler i en lejlighed som denne. Det er mere sådan en sensibilitet over for de historier, som allerede findes på et sted, og om at prøve at få disse historier frem, fortæller Mathias.