Alt i arkitektparrets lejlighed har en historie

Et sted med historie

Mathias Mentze byder smilende velkommen i opgangen til sin lejlighed på Christianshavn.

Nærmest inden man er trådt inden for porten, begynder han at fortælle. Han fortæller om, hvordan bygningen, som vi træder ind i, oprindeligt var et gammelt kornlager, som blev anlagt i 1733.

Han fortæller, hvordan det i 1970'erne blev restaureret til boliger, og han viser os, hvordan man kan se bygningens sammensatte historie i valg af forskellige materialer og formsprog.

"Jeg har aldrig arbejdet med arkitektur på den der klassiske måde"

Da vi kommer indenfor, fortæller han videre om udsigten til de historiske gader, Strandgade og Sankt Annæ Gade. Fra der, hvor vi står nu, kunne man i begyndelsen af det 20. århundrede have spottet Vilhelm Hammershøi i færd med at male porten nede på gaden. Det var i samme periode, at han udviklede sine stille interiører i nabohuset fra 1898 til 1909, som gjorde ham verdens-berømt.

Det er tydeligt, at Mathias er belæst, og han går op i historie, kunst og kultur. Han fletter i et væk spændende anekdoter, referencer og betragtninger ind i sin tale. Sådan er det også i hans arbejde med at skabe rum, hvor han sætter elementer sammen i et netværk af sansninger og betydninger.

– Jeg har aldrig arbejdet med arkitektur på den der klassiske måde. Jeg har mere befundet mig i den kunstneriske ende af skalaen. Min underviser på Arkitektskolen, Steen Høyer, som var landskabsarkitekt, har været en stor inspirationskilde for mig. Han så rum som noget, der er trukket op mellem en række punkter. Disse punkter kan fysisk være et træ, et blødt bakkedrag, en sofa, et bord eller en væg, men det kan også være de kognitive lag af kontekst, historie og relationer, som knytter sig til alting, forklarer Mathias og fortsætter:

– Den måde, jeg tænker rum på, er ikke modernismens tro på en ideal-verden, hvor alting kommer fra samme tid og er tænkt til at fungere sammen, og det er heller ikke postmodernismens, hvor alting er et ligegyldigt varekatalog, hvor man fx kan indrette sig med græske søjler i en lejlighed som denne. Det er mere sådan en sensibilitet over for de historier, som allerede findes på et sted, og om at prøve at få disse historier frem, fortæller Mathias.

"Jeg prøver altid at se et poetisk potentiale i det, som man allerede har"

Et godt eksempel på Mathias' arbejdsmetode er, fra da han, sammen med tvillingebroren, Nikolaj Lorentz Mentze, stod for indretningen og kurateringen af Marienborg, som i sin tid blev overrakt til den danske stat fra C.L. David.

– På et tidspunkt fandt vi nogle gamle damaskduge inde i et skab. De havde C.L. Davids monogrammer på. Vi syntes, de var rigtig fine og i en lækker kvalitet. Vi kunne dog ikke bruge dem, fordi de var for slidte. Vi besluttede os for at give dem til Line Sander, som er tekstildesigner, og så indfarvede hun nogle af dem i plantefarve fra parken omkring Marienborg, og så syede hun dem om til quiltede tæpper. Da nybyggerne i sin tid kom til USA, quiltede de klude-tæpper af gamle, brugte tekstiler. Så det ligger i traditionen at bruge gamle materialer og sy dem sammen igen. På den måde får disse tæpper flere lag af betydning: De er tro mod traditionen, de er stedsspecifikke, fordi de er lavet af stof fra stedet, har C.L.s monogrammer på sig og er farvet med farver fra haven, og så bruger vi gode, sanselige materialer i stedet for at smide dem ud. Det er et godt billede på den måde, som jeg godt kan lide at arbejde på. Jeg prøver altid at se et poetisk potentiale i det, som man allerede har, i stedet for at starte fuldstændig forfra. Andre var måske bare gået ud og havde købt en ny plaid, forklarer Mathias.

Mathias' tilgang til indretning, design og rum kommer også til udtryk i hans eget hjem, som er fortættet med fortællinger.

Fra selve bygningen, som vidner om en arkitektonisk stil fra både 1733 og 1970, til hvert et møbel, objekt, kunstværk og krus – alting synes at have flere lag af information, fra materialerne, håndværket, den kontekst, det kom fra, den personlige relation, som det har til Mathias' og Alexanders liv, og den måde, tingene er sat sammen på.

Ens sanser stimuleres intuitivt af de taktile overflader i hjemmet, og ens nysgerrighed vækkes af de mange lag af betydning, som hvert enkelt element synes at rumme.

I dette hjem får samtalen hurtigt vinger, og selvom der ikke er højt til loftet, og selvom lejligheden virker noget mindre end de 75 m², som er tinglyst, så oplever man hurtigt, hvordan en stor verden åbner sig fra det fysisk lille rum.