Elisabeth og Leonard har forvandet en gammel tandlægeklinik til den vildeste kunstoplevelse. Kig ind her

Skulpturelskende billedhugger

Elisabeth Toubro har mange skulpturer på samvittigheden – heraf en del til det offentlige rum.

Hun har udstillet utallige gange – også i udlandet. Hendes skulpturkunst har afsæt i 1980’ernes skulptur, som havde minimalismen som forudsætning, og sammen med en gruppe af ligesindede billedhuggerkolleger stod hun dengang i spidsen for en fornyelse af skulpturen med inddragelse af helt nye og utraditionelle materialer.

Hun og hendes kolleger Øivind Nygård, Morten Stræde, Søren Jensen og Henrik B. Andersen skabte en ny, cool skulptur, der gik i dialog med naturvidenskabens og filosofiens nye erkendelser og samtidens mange problemkomplekser. Det skete, samtidig med at deres malende generationsfæller Christian Lemmerz, Lars Nørgård, Inge Ellegaard, Claus Carstensen, Peter Bonde m.fl. var i fuld gang med det vilde maleri.

Feminisme og skønhed bliver prioriteret

Elisabeth Toubro har bestandigt udviklet sit kunstneriske projekt med nye temaer og motiver, der relaterer sig både til tidsåndens skiftende agendaer og til oplevelser i hendes eget liv. Man fornemmer bag alle hendes formverdener også hendes feministiske approach.

Hendes mand gennem over tre årtier er den svenskfødte maler Leonard Forslund. Han arbejder som en forsker i maleri og tester kontinuerligt holdbarheden af sine værker, der både manifesterer sig som maleri og som maleriinstallationer, hvor skønhedsbegrebet er en vigtig del af arbejdsmetoden.

De er begge uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor de i sin tid mødtes. Elisabeth studerede på akademiet fra 1979-86, mens Leonard gik der fra 1982-88. De to kunstnere har stor respekt for hinandens kunst.

Plads til forskelligheder

– Det har nok været godt, at vi arbejder med to forskellige medier: skulptur og maleri. På den måde har vi undgået at konkurrere med hinanden, siger de enstemmigt.

Selvom de begge er meget ambitiøse på deres kunsts vegne, har de været gode for hinanden – og inspirerer bestandigt hinanden med nye opdagelser og tiltag, som de bringer med hjem fra ateliererne. Elisabeths atelier ligger på Østerbro, Leonards på Nørrebro. Mens mange andre kunstnerpar, og mange par i det hele taget, bliver skilt, har Elisabeth og Leonard formået at holde sammen på trods af deres vanskelige metier og den omstændighed, at det går op og ned i den undertiden meget hårde kunstbranche.

– Set i bakspejlet har vi nok også været ret gode til at organisere vores tid – også gennem den krævende periode, da vores tre børn var små. Det handler om at indgå nogle aftaler, som begge kan stå inde for, forklarer Elisabeth Toubro, og Leonard supplerer:
– Det har betydet, at vi har fået lige meget arbejdstid. Jeg er et C-menneske og arbejder bedst om natten, mens Elisabeth er et udpræget A-menneske, som arbejder om dagen. Så vi kunne være der for børnene på skift.

Fra tandlægeklinik til kunstnerbolig

De to kunstnere har boet i den 160 m2 store lejlighed på indre Nørrebro siden 1987.

– Det var en tidligere tandlægeklinik, som vi fik forvandlet til en kunstnerbolig – dog måtte de store rum deles op i flere mindre, for at vores tre børn kunne få hver sit værelse, da de blev lidt ældre, fortæller parret.

En af de tre stuer en suite kalder de kunstrummet, for her fylder kunsten ekstra meget.

– Vi har brug for at se på kunst for at blive inspireret, også når vi holder fri, fortæller Elisabeth, og Leonard tilføjer:

– Vi har erhvervet kunsten lidt efter lidt. Vi har naturligvis kun den kunst hængende, som vi føler en tilknytning til.

Foruden en lang række værker, som de selv har skabt, er de fleste værker af nære venner. Under rundgangen i lejligheden dukker der således mange minder op – fx en lille rød skulptur, som billedhuggeren Morten Stræde (f. 1956) forærede Elisabeth, da hun fyldte 50 år.

– Morten bor her i huset og er gudfar til vores ældste datter. Han forærede også hvert af vores tre børn en mindre skulptur i dåbsgave. Disse værker forsvinder naturligvis, når vores børn engang ønsker at få dem med, siger Elisabeth.

En svævende skulptur midt i stuen

De to kunstnere er omringet af kunst dag og nat, 24-7. Fra de slår øjnene op om morgenen, til de lægger sig i seng om aftenen – eller tidligt om morgenen, for Leonards vedkommende.

Som kunstnere spiller kunstværkerne i deres hjem en vigtigere og anderledes rolle end for de fleste mennesker, der samler på kunst, fordi de begge, dagen lang, selv er beskæftiget med at skabe kunst.

Det betyder meget for dem at være omgivet af kunst, og da børnene flyttede hjemmefra, blev der plads til endnu mere kunst. Heriblandt Elisabeths hængeskulptur Louise, som blev skabt i 2011 til gruppeudstillingen Body of Memory. A Tribute to Louise Bourgeois, som fandt sted et år efter den fransk-amerikanske kunstners død, og som var en hyldest til hendes 100-års fødselsdag, som hun ikke selv nåede at fejre. Værket har stor personlig betydning for Elisabeth, og derfor sætter hun stor pris på at have det i hjemmet.

– Louise Bourgeois arbejdede hele vejen igennem med den krænkede krop, som har været udsat for alle mulige intimiderende “angreb”. Derfor lavede jeg en ny eklektisk form eller krop, som både refererer til kvinde- og mandekroppen med muskelpanser og bryster og det hele. Værket er overfladebehandlet med forskellige teksturer – sengetøj og en hudagtig overflade – og virker meget kropslig. Samtidig er det en hængeskulptur, der er spændt ud mellem loftet og gulvet. Her har jeg leget med skulpturen, der normalt står meget fast og hviler på sin sokkel. Min skulptur er hul og svævende og dog forankret til jorden, fordi der ligger et vægtlod på jorden, der er fastgjort til det reb, som hænger ned fra den. Det er et subtilt spil mellem vægt og tyngde på den ene side og en let svæven på den anden, fortæller Elisabeth Toubro.

Foruden egne værker og værker af venner er flere af lejlighedens møbler bygget af Leonard selv; dog er et af dem – det citrongule sofabord – et samarbejdsprojekt mellem Elisabeth og Leonard. Der er i det hele taget tale om en bolig, som langsomt og organisk har taget form efter beboernes forskellige livsfaser, behov og ikke mindst kunstneriske personligheder.