Kom med ind i den 160 m² store lejlighed på indre Nørrebro, hvor omhyggelig udvalgt kunst præger boligen.
Af
Til højre for den røde sofa hænger et silketryksbaseret maleri af Leonard Forslund med titlen Korrekt jomfrutorso fra 1997. Motivet er en nøgen kvinde, som holder en intimserviet foran sit køn. Værket er en bearbejdning af en reklame fra 1960’erne og viser, hvordan den kvindelige idealkrop dengang havde mere fyldige former, end man ser i dag. Den doucegrønne baggrund har dannet udgangspunkt for vægfarven i denne stue, som parret kalder kunstrummet.
Kunstnerparret Elisabeth Toubro og Leonard Forslund lever med kunst døgnet rundt og alle ugens dage. Både i atelieret, hvor deres egne værker bliver til, og i privaten, hvor de er omgivet af andres og egne kunstværker. Det er afgørende for dem at få kunstnerisk inspiration fra omgivelserne, også når de bare skal slappe af.
Gyngestolen er et marskandiserfund, som er ombetrukket med stof fra Kvadrat. På kommoden ses en sort skulptur af Morten Stræde fra 1980’erne – en gave til parrets ældste datter. I vindueskarmen står en model af Elisabeths portrætbuste på Frue Plads af den danske videnskabskvinde Inge Lehmann.
Nogle af de største kunstnere er også ivrige samlere. Tænk bare på Bertel Thorvaldsen (1770-1844), hvis kæmpemæssige samling af hans samtidige kunstnerkollegers malerier og skulpturer, foruden antikke kunstværker, danner grundstammen i museet på Slotsholmen i København.
Ikke at forglemme J.F. Willumsens (1864-1958) enorme samling af andre kunstneres værker.
Disse kunstnere har hvert et enmandsmuseum, der danner ramme om både deres samling og deres egen magtfulde kunst. Når man besøger kunstnere i deres atelierer, er deres opslagstavle ofte fyldt med billeder fra kunsthistorien. Her har de skabt et lille, inspirerende arbejdsfællesskab, som går på tværs af kunsthistoriens tider og steder.
Men hvordan bor kunstnere med kunst privat? BO BEDRE har besøgt to toneangivende kunstnere i deres store lejlighed på Nørrebro: billedhuggeren Elisabeth Toubro (f. 1956) og maleren Leonard Forslund (f. 1959).
Elisabeth sidder på en kommode, som Leonard har bragt med fra barndomshjemmet i Landskrona. Leonard sidder ved siden af på sofaen foran sit maleri fra serien Wood Nation fra 2009. Lysekronen i art deco-stil erhvervede parret hos en marskandiser, kort efter at de flyttede ind. Foran Leonard står et citrongult, transparent sofabord, som parret har bygget sammen af plexiglas, der var blevet tilovers fra en skulptur, som Elisabeth fremstillede til Nørre Gymnasium.
I loftet hænger en lysekrone i art deco-stil. Det var en af de første større satsninger, som det dengang unge kunstnerpar anskaffede sig, da de flyttede ind. Den store porcelænsovn i lysoliven er fredet og følger med alle lejlighederne i huset, der er bygget i 1893. Til højre for ovnen hænger et akrylmaleri på finer af Signe Guttormsen fra serien Showdown fra 2004-05. Til højre for fløjdørene hænger et fotografisk værk af Elisabeth med titlen En gennemsigtig konstruktion, punkteret. Det er fra 1995 og indgik i udstillingen Metageometriske konstruktioner i Galerie Mikael Andersen. Serien, som ligger i en edition på tre, blev købt af Ny Carlsbergfondet og indlemmet i Arkens samling. I denne serie eksperimenterede Elisabeth i den lille skala med nogle kasser i rum og udforskede mulige placeringer, geometriske former og vægtforhold.
I loftet hænger en lysekrone i art deco-stil. Det var en af de første større satsninger, som det dengang unge kunstnerpar anskaffede sig, da de flyttede ind. Den store porcelænsovn i lysoliven er fredet og følger med alle lejlighederne i huset, der er bygget i 1893. Til højre for ovnen hænger et akrylmaleri på finer af Signe Guttormsen fra serien Showdown fra 2004-05. Til højre for fløjdørene hænger et fotografisk værk af Elisabeth med titlen En gennemsigtig konstruktion, punkteret. Det er fra 1995 og indgik i udstillingen Metageometriske konstruktioner i Galerie Mikael Andersen. Serien, som ligger i en edition på tre, blev købt af Ny Carlsbergfondet og indlemmet i Arkens samling. I denne serie eksperimenterede Elisabeth i den lille skala med nogle kasser i rum og udforskede mulige placeringer, geometriske former og vægtforhold.
Elisabeth Toubro har mange skulpturer på samvittigheden – heraf en del til det offentlige rum.
Hun har udstillet utallige gange – også i udlandet. Hendes skulpturkunst har afsæt i 1980’ernes skulptur, som havde minimalismen som forudsætning, og sammen med en gruppe af ligesindede billedhuggerkolleger stod hun dengang i spidsen for en fornyelse af skulpturen med inddragelse af helt nye og utraditionelle materialer.
Hun og hendes kolleger Øivind Nygård, Morten Stræde, Søren Jensen og Henrik B. Andersen skabte en ny, cool skulptur, der gik i dialog med naturvidenskabens og filosofiens nye erkendelser og samtidens mange problemkomplekser. Det skete, samtidig med at deres malende generationsfæller Christian Lemmerz, Lars Nørgård, Inge Ellegaard, Claus Carstensen, Peter Bonde m.fl. var i fuld gang med det vilde maleri.
I forgrunden ses en mindre, kompleks skulptur fra 2012 af Elisabeth, som hun har givet titlen Husalter. Den indgik i sin tid i udstillingen Multimarked med multiples af en række prominente danske billedkunstnere i det kunstnerdrevne skulpturgalleri Skulpturi i St. Kongensgade. Bag den hænger et neongult værk i plexiglas fra 1990’erne fra serien Wallobjects af parrets gode ven Henrik Jørgensen.
På den nyklassicistiske kommode i nøddetræ, som Elisabeth har arvet, ses en lille rød skulptur af Morten Stræde med titlen Secret Garden fra 2014. Bag værket hænger en collage af billedhuggeren Finn Reinbothe og et fotografisk værk
af konceptkunstneren Kirsten Justesen.
På den nyklassicistiske kommode i nøddetræ, som Elisabeth har arvet, ses en lille rød skulptur af Morten Stræde med titlen Secret Garden fra 2014. Bag værket hænger en collage af billedhuggeren Finn Reinbothe og et fotografisk værk
af konceptkunstneren Kirsten Justesen.
Elisabeth Toubro har bestandigt udviklet sit kunstneriske projekt med nye temaer og motiver, der relaterer sig både til tidsåndens skiftende agendaer og til oplevelser i hendes eget liv. Man fornemmer bag alle hendes formverdener også hendes feministiske approach.
Hendes mand gennem over tre årtier er den svenskfødte maler Leonard Forslund. Han arbejder som en forsker i maleri og tester kontinuerligt holdbarheden af sine værker, der både manifesterer sig som maleri og som maleriinstallationer, hvor skønhedsbegrebet er en vigtig del af arbejdsmetoden.
De er begge uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor de i sin tid mødtes. Elisabeth studerede på akademiet fra 1979-86, mens Leonard gik der fra 1982-88. De to kunstnere har stor respekt for hinandens kunst.
Det organisksvungne sofabord er bygget i en mdf-plade af Leonard, som har “marmoreret” det med træårer og coatet det med mange lag lak.
– Det har nok været godt, at vi arbejder med to forskellige medier: skulptur og maleri. På den måde har vi undgået at konkurrere med hinanden, siger de enstemmigt.
Selvom de begge er meget ambitiøse på deres kunsts vegne, har de været gode for hinanden – og inspirerer bestandigt hinanden med nye opdagelser og tiltag, som de bringer med hjem fra ateliererne. Elisabeths atelier ligger på Østerbro, Leonards på Nørrebro. Mens mange andre kunstnerpar, og mange par i det hele taget, bliver skilt, har Elisabeth og Leonard formået at holde sammen på trods af deres vanskelige metier og den omstændighed, at det går op og ned i den undertiden meget hårde kunstbranche.
– Set i bakspejlet har vi nok også været ret gode til at organisere vores tid – også gennem den krævende periode, da vores tre børn var små. Det handler om at indgå nogle aftaler, som begge kan stå inde for, forklarer Elisabeth Toubro, og Leonard supplerer:
– Det har betydet, at vi har fået lige meget arbejdstid. Jeg er et C-menneske og arbejder bedst om natten, mens Elisabeth er et udpræget A-menneske, som arbejder om dagen. Så vi kunne være der for børnene på skift.
Reolen i soveværelset er belyst bagfra og skærmes af en materet plexiglasplade. Til højre for reolen ses et lille maleri, som Leonard malede i 1985 under et studieophold i Paris. Det er en pastiche på et maleri af en badende, rygvendt kvinde af den franske maler Ingres, som Leonard oplevede på Louvre.
Leonard Forslund poserer foran et maleri, der indgik i hans Piero della Francesca-suite fra 2001. Her har han forstørret et lille hjørne af den italienske renæssancemalers berømte maleri Jesu dåb fra ca. 1460 og gjort denne detalje til hovedmotivet.
Leonard Forslund poserer foran et maleri, der indgik i hans Piero della Francesca-suite fra 2001. Her har han forstørret et lille hjørne af den italienske renæssancemalers berømte maleri Jesu dåb fra ca. 1460 og gjort denne detalje til hovedmotivet.
De to kunstnere har boet i den 160 m2 store lejlighed på indre Nørrebro siden 1987.
– Det var en tidligere tandlægeklinik, som vi fik forvandlet til en kunstnerbolig – dog måtte de store rum deles op i flere mindre, for at vores tre børn kunne få hver sit værelse, da de blev lidt ældre, fortæller parret.
En af de tre stuer en suite kalder de kunstrummet, for her fylder kunsten ekstra meget.
– Vi har brug for at se på kunst for at blive inspireret, også når vi holder fri, fortæller Elisabeth, og Leonard tilføjer:
– Vi har erhvervet kunsten lidt efter lidt. Vi har naturligvis kun den kunst hængende, som vi føler en tilknytning til.
Foruden en lang række værker, som de selv har skabt, er de fleste værker af nære venner. Under rundgangen i lejligheden dukker der således mange minder op – fx en lille rød skulptur, som billedhuggeren Morten Stræde (f. 1956) forærede Elisabeth, da hun fyldte 50 år.
– Morten bor her i huset og er gudfar til vores ældste datter. Han forærede også hvert af vores tre børn en mindre skulptur i dåbsgave. Disse værker forsvinder naturligvis, når vores børn engang ønsker at få dem med, siger Elisabeth.
Elisabeth Toubro fortæller om sin skulptur Louise fra 2011, som er en hyldest til den franskfødte billedhugger Louise Bourgeois (1911-2010) – en billedhugger, der var en tidlig rollemodel for mange kvindelige kunstnere, herunder Elisabeth. Hængeskulpturen, som synes at repræsentere flere køn, er fuld af komplekse kulturreferencer, betydninger, tegn, kønslige positioner og kulturelle referencer. På væggen bag hende ses et grafisk værk fra 1988 af parrets ven, den svenske billedkunstner Bjørn Ross.
De to kunstnere er omringet af kunst dag og nat, 24-7. Fra de slår øjnene op om morgenen, til de lægger sig i seng om aftenen – eller tidligt om morgenen, for Leonards vedkommende.
Som kunstnere spiller kunstværkerne i deres hjem en vigtigere og anderledes rolle end for de fleste mennesker, der samler på kunst, fordi de begge, dagen lang, selv er beskæftiget med at skabe kunst.
Det betyder meget for dem at være omgivet af kunst, og da børnene flyttede hjemmefra, blev der plads til endnu mere kunst. Heriblandt Elisabeths hængeskulptur Louise, som blev skabt i 2011 til gruppeudstillingen Body of Memory. A Tribute to Louise Bourgeois, som fandt sted et år efter den fransk-amerikanske kunstners død, og som var en hyldest til hendes 100-års fødselsdag, som hun ikke selv nåede at fejre. Værket har stor personlig betydning for Elisabeth, og derfor sætter hun stor pris på at have det i hjemmet.
– Louise Bourgeois arbejdede hele vejen igennem med den krænkede krop, som har været udsat for alle mulige intimiderende “angreb”. Derfor lavede jeg en ny eklektisk form eller krop, som både refererer til kvinde- og mandekroppen med muskelpanser og bryster og det hele. Værket er overfladebehandlet med forskellige teksturer – sengetøj og en hudagtig overflade – og virker meget kropslig. Samtidig er det en hængeskulptur, der er spændt ud mellem loftet og gulvet. Her har jeg leget med skulpturen, der normalt står meget fast og hviler på sin sokkel. Min skulptur er hul og svævende og dog forankret til jorden, fordi der ligger et vægtlod på jorden, der er fastgjort til det reb, som hænger ned fra den. Det er et subtilt spil mellem vægt og tyngde på den ene side og en let svæven på den anden, fortæller Elisabeth Toubro.
Foruden egne værker og værker af venner er flere af lejlighedens møbler bygget af Leonard selv; dog er et af dem – det citrongule sofabord – et samarbejdsprojekt mellem Elisabeth og Leonard. Der er i det hele taget tale om en bolig, som langsomt og organisk har taget form efter beboernes forskellige livsfaser, behov og ikke mindst kunstneriske personligheder.
Over skabet hænger en orange pendel designet af Verner Panton. På skabet ses en model af den russiske suprematist Kazimir Malevitjs (1879-1935) såkaldte arkitektoner, dvs. abstrakte konstruktioner, som vipper mellem arkitektur og skulptur. Ved siden af ses et diminutivt sølvarbejde af en lille dreng, der kigger ned i et hul. Det er et af Leonards arvestykker.
