
Emil Thorup og Line Rohde står bag renoveringen af denne storslåede bolig i hjertet af København
På en af de mest eftertragtede adresser i København gemmer sig en perle, hvor små børnefedtfingre ikke er velkomne.
AfFra københavnerlejlighed til ultimativ soloscene
Med et blødt, moderne sydeuropæisk snit og de ypperste løsninger inden for stort set alt har arkitekt Emil Thorup og hans partner Line Rohde omdannet en klassisk københavnerlejlighed til en kompromisløs og ultimativ soloscene for Mads Christian Esbensen, der udfordrer idéen om et hjem.

Med kun ganske få møbler bliver fornemmelsen af showroom slået an i den 40 m2 store hall, hvor døre og vægge alle er smukt beklædt med paneler i den originale stil. Tube Chandelier-lampen er af Michael Anastassiades, sofaen er en Gubi Stay, stållampen perforeret med huller er fra Blinkenberg Møbelsnedkeri, det lille bord er fra Anja Blinkenberg, og spot på væggen er speciallavet.

Mads Christian Esbensen fotograferet ved Gubi Stay- sofaen under Michael Anastassiades’ Tube-lampe i entréen.

At der er brugt hele 40 m2 på en entré i en lejlighed, hvor kvadratmeterprisen
hører til Danmarks dyreste, siger på mange måder alt om, hvor ukonventionelt og kompromisløst Mads Christian Esbensen er gået til værks. Egetræsparkettet er special- designet af Thorup Rohde Studio og produceret af Københavns Listefabrik. Stolen er Marcel Breuers Wassily Chair.

Ejendommen er en af de eftertragtede herskabsboliger i ambassadekvarteret på Østerbro, og opgangen med de smukke udskæringer og elevator vidner om, at her boede det bedre borgerskab i gamle dage.
Målet er ikke at få et hyggeligt hjem
Selvom man lige er gået ind i en klassisk ejendom på en af de mest eftertragtede adresser i København med fri udsigt over Østre Anlæg, kunne man nemt få fornemmelsen af at være havnet i en eksklusiv hotelsuite i en hvilken som helst anden storby.
Designerne og arkitekterne fra Thorup Rohde Studio har indrettet de 300 m2 med et skarpt øje for det storslåede i det enkle, et elegant, moderne italiensk udtryk, stilistisk rent med nøje udvalgt ikonisk design og nye klassikere. Her er en meget udansk, tidløs og lidt anonym fornemmelse.
Men det er netop kernen i Mads Christian Esbensens lejlighed i ambassadekvarteret på Østerbro. Den er bevidst et egoprojekt og på ingen måde en bolig, der lefler for hyggen, fællesskabet, det personlige eller klassisk dansk design for den sags skyld. Faktisk gør han op med idéen om et hjem i almindelig forstand og har helt bevidst ønsket at skabe et upersonligt hjem, som gerne må minde om et showroom eller en hotelsuite.
– Et dansk hjem er typisk noget med, at det skal være hyggeligt. Det er jeg overhovedet ikke interesseret i. Jeg har været inspireret af sociologen Goffman og hans teori om, at det enkelte menneske har en frontstage-identitet (på scenen) og en backstage-identitet (bag ved scenen). Det har jeg brugt som metafor, fortæller han og tilføjer, at han på den måde bruger stedet som en kulturel markør.
– Jeg har ikke nogen børn og rejser meget, og lejligheden er derfor som min scene. Min bagscene er som et hotelværelse med bad- og soveværelse, og forscenen, køkkenet, bruger jeg til at have gæster og forretningsforbindelser til drinks. Jeg har aldrig brugt ovnen – til jul havde jeg familie på besøg, og vi fik takeaway. Man kan godt sige, at jeg gør op med redebyggeri.

Stuen er indrettet omkring en kæmpe loungesofa fra Rabens Saloner specialdesignet i samarbejde med Thorup Rohde Studio. Væggene er malet i en sart, lys “Under My Skin”-tone, og lofterne er cremefarvede, begge fra File Under Pop. Den tilstødende stue er indrettet som kontor og bibliotek med ejerens store bogsamling, som er det eneste, han har haft med fra tidligere boliger. På sofabordet står en Flos Copycat, og den store hvide lampe er fra Cappellini.

Fnuglette gardiner fra Brandsborg Gardiner understreger den bløde, sofistikerede hotelstemning i stuen. Herbert Hirches drinksbord er fra Please Wait to be Seated, og det lille runde bord er fra Paustian. Væglamperne er fra amerikanske Apparatus, og standerlampen er fra Rue Verte.

Apparatus Cloud Lamp XL 73 – den største, de laver, og så vidt vides den eneste i Danmark – svæver over køkkenbordet, nærmest som et udråbstegn, der understreger, at indretningen på alle måder tænker stort. Gubi-barstolene signalerer på samme måde, at der ikke er tale om et konventionelt spisebord.

Stuen er indrettet som et cool loungeområde med den store sofa fra Rabens Saloner, specialdesignet af Thorup Rohde Studio, som samlingspunkt under den ikoniske Serge Mouille-lampe i loftet. Tableau-sofabord fra Fredericia Furniture. Stor hvid Cappellini-lampe og sidebord fra Paustian. Tæppet på specialmål fra Massimo Copenhagen.
Alle løsninger i hjemmet er specialdesignet
Alt er fuldendt og lyst, og han vil ikke have fedtede fingre overalt, så små børn er ikke velkomne. Den kontroversielle holdning er helt i sync med ejendommens regler. Her er ikke plads til cykler, barnevogne og kæledyr. At få lov til at være anonym og slippe for at se sin yndlingsaversion børnefamiliernes svar på en bil, de store ladcykler, parkeret alle vegne i gården passer ham perfekt. Han ved dårligt nok, hvem der ellers bor på matriklen. Ud over at han med sine 45 år er en af de yngste.
Rumfordelingen i lejligheden oser af, at han ikke skal tage hensyn til andre end sig selv. I forhold til de mange kvadratmeter er her forholdsvis få rum. Kun et lille gæsteværelse, stuer og et køkken uden nogen spisestue. Forscenen er indrettet uden personlige ejendele. Bortset fra en flot bogsamling har han solgt en del kunst, designmøbler og personlige ejendele og stillet resten i sit sommerhus.
Alligevel kan man sige, at lejligheden på det filosofiske plan er et dybt personligt projekt, som med usvigelig sikker hånd er blevet ført ud i livet af hans gode ven arkitekt og designer Emil Thorup og dennes partner, Line Rhode.
– Det er ikke hver dag, at man får lov til at arbejde med en så vanvittig disponering af plads. Hele 100 m2 dedikeret til bad og soveværelse har været en stor del af projektet. Samtidig fik vi frie tøjler både stilmæssigt og økonomisk og har kunnet gå den ekstra mil med alting. Der er nærmest ikke en eneste løsning, der er standard, alt er specialdesignet, og der er Google Home-løsninger, så du kan tale til lyd, lys, ja alt, siger Emil Thorup.

Køkkenet har de buede former, som var meget udbredte i klassiske københavnske lejligheder.

Langs den ene væg er der vinkøleskabe fra Liebherr. Væglamperne er fra Apparatus.

Lejlighedens køkken hører til det, Mads Christian Esbensen kalder forscenen, og er gearet til at have mange gæster, som mere kommer til drinks og receptioner end traditionelle middage.

Køkkenet, der er designet af Thorup Rohde Studio, er udført af Fjorten03 med bordplader lavet af Contec i Aarhus.
Lejlighedens gamle sjæl fornemmes gennem renoveringen
Alt er revet ud og renoveret fra bunden, og de enkle, elegante rammer snyder, for det har været alt andet end ligetil at nå til den gennemførte stilistiske renhed.
– Minimalisme er den dyreste stil, og der har været mange udfordringer. Det har været overraskelse på overraskelse og været en balancegang. Ejendommen er fredet, men selve lejligheden blev ærgerligt nok renoveret i 70’erne og 80’erne uden respekt for den originale arkitektur, så det var for sent at restaurere andet end visse lofter, døre, karme, paneler og pejsen. I mastersuiten og mange andre steder er alt nyt, fortæller Emil Thorup.
Alle løsninger er til gengæld gennemført med nænsom hånd, og alle materialer og leverandører valgt ud fra princippet om respekt for håndværk, design og materialer, så den gamle sjæl fornemmes gennem det nye.
– Det har været fantastisk at kunne bruge lige så meget på interiøret som selve renoveringen, siger Emil Thorup, der har stået for de arkitektoniske rammer, mens hans partner, Line Rohde, har indrettet med en varm, blød, moderne italiensk stil. Alle rum er malet med forskellige, overvejende lyse, dæmpede nuancer fra File Under Pop, og ikke mindst lamperne fra nogle af de mest ikoniske franske og italienske designere som Castiglioni og Serge Mouille og moderne mestre som Apparatus og Michael Anastassiades understreger den diskrete luksuriøse fornemmelse, som gennemstrømmer hver eneste detalje.

Klædeskabene er så diskrete, at de falder i ét med væggen. Den Spanske Stol af Børge Mogensen er en af de få danske designklassikere, der har fået lov at komme ind i lejligheden. Stållampen perforeret med huller er fra Blinkenberg Møbelsnedkeri.

En meget stor del af Emil Thorups arbejde var målrettet den store sovesuite med bad. 100 m2 er dedikeret til “backstage”-afdelingen, og alt er igen holdt eksklusivt og enkelt, så hjemmet fungerer som et hotelværelse for den berejste Mads Christian. Sengen fra Jensen Continental har fået et polstret hovedgærde fra Rue Verte og er flankeret af Michael Anastassiades’ IC-lamper. Han har også designet lampen i loftet. Sengeborde fra Ethnicraft og tæppe fra Massimo Copenhagen.

Gangen mellem de to afdelinger i lejligheden har et mere dramatisk udtryk med Dolphin-maling fra File Under Pop.

Badeværelset har fået lov til at brede sig på 32 m2, og det har Emil Thorup udnyttet til at skabe et imponerende, varmt, minimalistisk rum, hvor alle materialer og løsninger boner helt ud på kvalitetsskalaen. File Under Pops fliser lagt i sildebensmønster giver en elegant grundtone. Badekarret står ved vinduerne, der er dækket af gardiner fra Brandsborg Gardiner.
Så udansk en lejlighed som muligt
Apparatus’ største Cloud-lampe hænger i køkkenet og er med Emil Thorups ord næsten for stor til det klassisk runde rum. Netop derfor er den gigantiske klase af mundblæste glaskupler på messingkæder et perfekt stilistisk statement for ejeren, der drømte om et sted, hvor indretningen ikke siger noget om, hvor vi er i verden.
– Det er ikke et fravalg af det lækre, gedigne og smukke ved god arkitektur, forsikrer Mads Christian Esbensen, der aldrig kunne drømme om at bo i et nybygget klinisk byggeri og personligt opsøgte den tidligere ejer for at få fingrene i den her unikke bolig i en ejendom, hvor der sjældent kommer noget til salg.
– Men jeg har fået nok af vores danske designklassikere – vores beundring er kammet så meget over, at vi alle bor med de samme symbolladede Bamsestole og Koglelamper. Jeg er selv vokset op i en Emil Olesen-funkisvilla omgivet af dansk design, og da jeg fik råd, investerede jeg også i Koglelampen. Den er nu mentalt sparket ud, og her er ingen PH-lamper. Det er meget befriende ikke at være omgivet af en masse ting, der vækker særlige følelser, og jeg er vild med, at hele lejligheden er så fuldendt, og snittet er så udansk. Det har været så fedt at starte med et helt blankt lærred, og Emil har løst det på en måde, der overstiger min vildeste forventning og 100 procent repræsenterer den måde, jeg lever mit liv på.

Bruseren i massivt rustfrit stål fra Qtoo hænger frit på en væg af glaserede lavasten fra File Under Pop.

Håndvasken designet af Thorup Rohde Studio udført af Contec svæver elegant på væggen, og det har krævet noget af en operation og en særlig støttekonstruktion i væggen. Armatur fra Qtoo i massivt rustfrit stål.