
Parret ønskede sig en høk hems, hvor deres to børn kunne sidde og lege og rode, lige så tosset de ville, uden at det forstyrrede forældrene, og hvor børnene samtidig følte sig som en del af fællesskabet.
I en grøn plantage tæt på Kattegat ligger det arkitekttegnede sommerhus, der ikke er som alle andre sommerhuse. Se det lige her!
AfI en grøn plantage et stenkast fra kattegat finder man dette ekstraodinære arkitekttegnede sommerhus, hvor funktionalitet og sanselighed går hånd i hånd.
I en grøn plantage ved Kattegat finder man dette spektakulære fritidshus tegnet af Valbæk Brørup Arkitekter. Lige så iøjnefaldende det er at se på, lige så kløgtigt er det konstrueret, så man føler sig ledt på vej og opløftet af de arkitektoniske rammer.
Her er tænkt på alt, fra man ankommer til grunden og parkerer bilen under det store træ ved vejen, til man bevæger sig omkring husets hjørne og ind på naturgrunden, som sætter rammen for ro og afslapning.
Inde i det langstrækte træhus med det smukke, hvælvede ståltag træder man ind i en tæt gang, hvor husets soveafdeling er placeret. Herfra bevæger man sig, via gangen, ind i husets primære opholdsrum.
De store vinduer, der lukker lyset og naturen indenfor, den høje, hvælving og de otte stålbuer, som komponerer en distinkt rytme i det træbeklædte indre, skaber i samspil en særlig rumfornemmelse og en storslået følelse, som trådte man ind i et kirkerum.
Og referencen til kirkens rum er ikke tilfældig. Den ene halvdel af parret, som ejer huset, er nemlig præst.
– Jeg tror, det ubevidst er kommet til at spille en rolle i udformningen af huset, for hvis der er noget, som betyder noget for mig, så er det kirkens rum. Vi kan begge godt lide at gå ind i sådan et rum.
Derudover er der også noget hemmeligt ved den måde, huset her er bygget på. Det her med, at man går ind i en konstruktion, hvor strukturen åbner sig.
Lidt ligesom i Rom, hvor man går rundt i bittesmå smalle gader, og pludselig kommer man til den her storslåede plads, hvor alting åbner sig op. Sådan føles det her, fortæller kvinden.
Valbæk Brørup Arkitekter, som står bag huset, har tænkt meget over at skabe disse oplevelser, som man bevæger sig i gennem huset. Oplevelser, som hænger uløseligt sammen med husets forskellige funktioner.
Afdelingen med soveværelser og badeværelset er snævret ind, for det er ikke tanken, at man skal opholde sig her, medmindre man skal sove eller på badeværelset.
Tanken har været, at man naturligt drages mod det store, lyse, åbne rum, hvor familiært samvær er i centrum. Her er skabt forskellige kroge, så man på en gang kan være sammen og hver for sig.
Fx kan parrets børn lege på den åbne hems, samtidig med at den ene forælder laver mad, og den anden måske sidder på bænken i køkkenet ved vinduet og læser.
For parret, som til daglig bor i København, var tilstedeværelsen af natur vigtig, og derfor er netop dette aspekt, på flere måder, tænkt ind i arkitekturen. Huset er fx bygget af fyrretræ, som får lov at stå helt råt, og som med alle sine åretegninger og knaster giver huset sit sanselige særpræg.
– Her dufter så meget af træ. Det er en helt speciel oplevelse. Og når man kommer hjem fra en weekend heroppe, så sidder duften af fyrretræ i T-shirten, fortæller manden med et smil.
Husets store vinduespartier, både for enden af bygningen såvel som foldevinduerne på længden, inviterer også naturen indenfor.
– Jeg havde sådan en helt særlig oplevelse her. Det var en vinternat, hvor der var frost over det hele – på hvert enkelt græsstrå. Så stod de der, græsstråene, og glitrede i lyset fra månen, som lå fuld og fed lige over trætoppene og oplyste det hele. Det var helt fantastisk, fortæller kvinden.
En stor terrasse på den ene side af huset såvel som en badegård på den anden side understøtter også nærheden til naturen og udvider husets areal og rumfornemmelse.
– Når man fx står og laver mad inde i køkkenet, føler man sig stadig som en del af selskabet ude på terrassen. Det er en gennemgående idé i huset, at grænserne er flydende, forklarer kvinden og fortæller videre om badegården:
– Det er en kæmpe oplevelse at stå derude og tage bad, mens man hører vinden i træerne. Man kan faktisk nærmest høre havet bruse, mens man bader, og så det lysspil, som sker, når solens stråler rammer vanddråberne. Der kommer en regnbue omkring ens krop – det er sådan en sanselig oplevelse, som jeg ikke vil være foruden.