Sølballegaard
© Sølballegaard

Oplev Danmarks næse: Besøg 3 skjulte perler på Djursland

Djursland er lig med både smuk natur, overraskende kulturoplevelser og lokalproduceret vin. Vi har fundet frem til 3 steder, hvor du kan overnatte, opleve og nyde i helt særlige rammer.

Når snakken falder på Djursland, ryger tankerne hurtigt til Mols Bjerge. Og der er da heller ingen tvivl om, at hvis turen går til de egne, er nationalparken med sit særpræget istidslandskab et absolut must. Men Djursland har mere at byde på, og vi har fundet frem til 3 steder, der er et besøg værd.

Sølballegaard
© Sølballegaard

Koncertoplevelser i unikke rammer på Sølballegaard

Sølballegaard er en gammel firlænget gård og en helt speciel plet midt i Mols Bjerge. Her langt ude på landet og væk fra storbyens jag, kan man året rundt opleve helt unikke intimkoncerter med navne som Alberte, Prisma og Marie Key.

Bag Sølballegaard står ægteparret Sofie og Espen, der forlod storbyen til fordel for et liv tættere på naturen. Her har de skabt et helt fantastisk åndehul, hvor virksomheder kan leje sig ind til konferencer, private kan holde bryllupper, og hvor alle kan komme forbi til udvalgte koncertaftener.

“Vi vil gerne være et sted, hvor man kan være sammen på andre måder, hvor man har samtaler, der lige går et spadestik dybere, og hvor mennesker mødes om æstetik, kultur og natur. Der er et behov i tiden for åndehuller, og sådan ét vil vi gerne have, at Sølballegaard er,” siger Sofie.

Find din næste koncertoplevelse på Sølballegaards hjemmeside.

Bollegård
© Bollegård / chris1million
© Bollegård / chris1million

Overnat på herskabelige Bollegård

Bollegård er en 508 kvadratmeter stor liebhaverbolig fra 1920, der er placeret mellem grønne marker og en god gåtur fra vandet i landsbyen Hevring på Norddjurs. Her kan man leje sig ind for en enkelt nat, tage på et længere ophold i et af de fine refugieværelser eller man kan booke et ophold i det dejlige glampingtelt i haven. Derudover er det muligt at holde alt fra konferencer over familiefester til yogaretreats i den smukke bolig. Rune og Maiken overtog stedet i 2020 og har indrettet det med designklassikere, loppefund og finurlige kunstværker.

“Vi har skabt et sted, der er for alle. Men det er klart, at vi gerne vil have gæster, der er på udkig efter mere end bare en seng at sove i. Vi har allerede haft kærestepar, der har friet til hinanden i vores glampingtelt, par på bryllupsrejser og kunstnere og forfattere, der bor her i ugevis for at arbejde på teaterstykker, bøger eller malerkunst,” fortæller Rune.

Book dit ophold via Bollegårds hjemmeside.

Andersen Winery
© Andersen Winery

Nyd dansk “champagne” hos Andersen Winery

Andersen Winery er en dansk vinproducent, som er kendt for at lave mousserende vin efter den franske champagnemetode. De bruger dog ikke druer, men derimod danske bær og frugter som æbler, rabarber, hindbær og solbær til at skabe deres delikate vine. Stjernen i sortimentet er æblevinen, som bliver solgt på flere af landets bedste restauranter som bl.a. Geranium, Alchemist og Henne Kirkeby Kro. Deres vineri er placeret tæt ved Mols Bjerge og her kan man komme forbi og se, hvordan vinen bliver til, og så er der selvfølgelig mulighed for nyde smagsprøver og købe flasker med hjem. Derudover holder de smageaftener, som dog kræver, at du booker billet.

Info og booking via deres hjemmeside.