Møbler ind med modermælken
– I stedet for at gøre alt det, som der er så mange andre, der gør med gamle Arne Jacobsen, Poul Kjærholm, Finn Juhl osv., så synes jeg, det var federe at tage noget, som jeg selv synes var fedt, og som jeg godt kunne se mig selv sidde i og have derhjemme, men som ingen rigtig kendte. Jeg begyndte at læse en masse om Henning Kjærnulf, og det åbnede dørene op for andre ukendte designere, for andre materialer, og pludselig begyndte porteføljen at udvide sig. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg godt kunne lide de her lidt robuste træmøbler og gerne i fyrretræ. Desuden fandt jeg ud af, at den stil, jeg godt kan lide, kan man finde rigtig meget af i Sverige, fordi de har en rigtig god håndværkstradition, så tingene er solidt lavet, fortæller Edward Gubi og tilføjer:
– Jeg har fx nogle stole, som er over 70 år gamle, og de står bare perfekt stadigvæk. Der er ikke noget ben, som vakler, eller en skrue, som er løs. Det er bare bundsolidt håndværk, som sikkert snildt kan holde 70 år endnu. Men at skulle udvælge design fra et stort genbrugsmarked og have øje for, hvad der passer i tid, og hvad der kan sælge, er ikke nødvendigvis noget, som alle ville kunne gøre. Her trækker Edward Gubi på sin opvækst i en af Danmarks kendte designfamilier.
– Jeg er jo vokset op med, at alting handlede om møbler, altid, hele tiden, i hele mit liv. Jeg har fået det ind med modermælken. Jeg har været med på møbelmesser, da jeg var helt lille, jeg har været med min far på møbelfabrikker osv. osv. Min farfar (Gubi Olsen, red.) designede jo møbler, så der er altid blevet talt meget om design og kunst. Så det er noget, som har været omkring mig altid. Jeg valgte jo så at gå kokkevejen, men er nu alligevel endt tilbage i det. Nogle vil måske sige, at det er “meant to be”, siger Edward Gubi
med et skævt smil.
Design Preowned var oprindelig kun tænkt til B2B-kunder, fordi det var her, man virkelig kunne rykke noget på den grønne omstilling. Hvis et stort konferencecenter fx køber 200 nye stole til en konferencesal, så gør det en stor forskel, om disse stole er genbrug eller nyproducerede. Det har Edward Gubi været meget bevidst om fra begyndelsen.
Ligeledes synes Edward Gubi også, det er interessant at se nogle af de her rum, som ellers typisk vil være lidt sterile, få noget liv, sjæl og varme med allerede brugte møbler, som måske også bliver mikset og matchet, fordi man ikke nødvendigvis bare lige kan fin- de 200 ens stole. Og også på dette område er interessen stigende.
– Jeg har fx netop leveret 340 stole til DGI Byen. De havde faktisk næsten allerede besluttet sig for en anden leverandør, men da de hørte, hvor meget de kunne spare i CO2-regnskabet og dermed medvirke positivt til den grønne omstilling, valgte de at gå med mig i stedet, fortæller Edward Gubi stolt og fortsætter:
– Nu er jeg jo så også begyndt på det her retail-eventyr, først i min pop-upbutik på Store Kongensgade, og efterfølgende i en helt ny permanent butik i den historiske bygning Langelinieskuret fra 1894. Det har været en fed opgave at sammensætte et helt indretningskoncept kun med genbrug. Det er også vigtigt for mig at mine møbler bliver prissat rationelt, så alle kan være med, og så er det meningen, folk skal bruge deres møbler, siger Edward Gubi.