En fortryllet jul - hvor de kreatives drømme slippes løs
I Danmark er julen den absolut vigtigste højtid, og år efter år mødes familier i det danske land og fejrer jul på lige præcis deres måde. Og selvom julen på mange måder er karakteriseret af traditioner, der var temaet for Royal Copenhagens juleborde sidste år, er der altid plads til at drømme.
Under temaet ’En fortryllet jul’ tager julebordsudstillingen i år udgangspunkt i de inviterede borddækkeres drømme og tankestrømme, når kreativiteten slippes løs. Med fødderne solidt plantet i egne juletraditioner og med hver deres afsæt i kunstens verden, rækker de ud mod en jul, hvor kun fantasien sætter grænser.
Bordene er i år dækket af henholdsvis Bente Scavenius, Adam Price, kunsterduoen Vang Stensgaard bestående af Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard, Søren Le Schmidt samt Frederikke Legaard.
Bente Scavenius
Bente Scavenius, der er forfatter og arbejder som kunstkritiker og -historiker, har ladet sig inspirere af Venedig i sit drømmende juleunivers.
— Jeg holder meget af at holde julen og samle mine børn og børnebørn. Jeg dækker selv bordet og laver alt maden fra bunden, fortæller Bente Scavenius, der synes, at juleaften er et dejligt holdepunkt i året. Bentes julebord skifter tema fra år til år, men juledugen er altid den samme. Den har Bente købt på et marked i Rom, og den blev inspiration til julebordet hos Royal Copenhagen.
Med sit juleunivers ville Bente gerne ramme en magi, som hun især finder i de historiske venetianske ”palazzi”, hvor tiden står stille, og skønheden findes i de nærmest forfaldne rum. Bordet er dækket med den smukke brokadedug fra venetianske Fortuny, der minder om Bentes egen juledug. På bordet udfolder der sig en symmetrisk og sirlig taffelopdækning med spejlplateau, lueforgyldte bronzestager og håndmalede blomsterkurve og steldele fra vintagestellet Saksisk Blomst fra Royal Copenhagen. Kuverterne til Bentes familie er dækket med det elegante stel Hvid Helblonde og en særproduktion af Musselmalet Halvblonde i en jernrød nuance, som passer til dugen.
Frederikke Legaard
Kogebogsforfatter og multikunstner Frederikke Legaard er inspireret af hendes kærlighed til japansk og skandinavisk kultur, design og arkitektur. Det skinner i den grad igennem i julebordet, der indbyder til intimt samvær i en stram, æstetisk ramme.
— Jeg ville gerne skabe rammerne til den julefrokost, jeg allerhelst selv ville inviteres til. En, der er intim og festlig med venner, og som er en pause fra alt det traditionelle julemad med familien. De to ting er hyggelige og julede på hver sin måde, og jeg holder lige meget af alle juletraditioner.
Frederikke har skabt en sanselig helhedsoplevelse med sit juleunivers, hvor både duft, taktilitet og skønhed spiller en stor rolle. Det Horigotatsu-inspirerede bord er omringet af Tatami-måtter, så gæsterne kan sidde komfortabelt. Bordet får sit eklektiske udtryk fra det grafiske stel blomst, der kombineres med Hvid Helblonde, Hvid Facet og UNIKA kunst, alt sammen fra Royal Copenhagen. Som modspil til de kantede steldele har Frederikke skabt sit eget porcelæn i bløde og organiske former. Værkerne har hun brændt og glaseret i værkstedet hos den anerkendte keramiker Snorre Læssøe Stephensen (lektor ved Kunstakademiets Designskole), der deler Frederikkes passion for japansk brugskunst og tilmed har boet fire år i Japan.
Vang Steensgaard
For kunsterduoen Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard, der til dagligt arbejder med scenografi, kostume- og tekstildesign, er julen fortryllende, når det lykkes at sænke tempoet og finde ro og nærvær i den travle julemåned.
— Julens efterfest er fortryllende. Det hele er blevet sendt af sted, og man kan nyde, at der er plads og tid til at gå tur, sove lur og spise rester, siger Mia.
Sammen har den kunstneriske duo skabt det, de kalder en julekabine med plads til en langstrakt tabernakel. Det er iscenesættelsen af et kompakt leverum, der forener julens ophøjede og forfinede ritualer med plads og tid til både fest og ultimativ afslapning. Bordets særskilte opdækninger kan ses som akter, men det er op til publikum at vurdere, hvor mange der er, hvad de hver især indebærer, og hvem de tre gæster er.
Julekabinen er omsluttet af Vang Stensgaards egne stofpaneler i en kurateret farvepalette, der hænger i over 14 meter valset gardinskinne fra Stilling. Tekstilerne giver følelsen af rum og intimitet, mens der skabes en illusion af et proscenium – en reference til den fælles kærlighed til scenekunsten. Det lange bord er beklædt med en juledug skabt til lejligheden og som står smukt i samspil med det poetiske stel Flora, som Anja har designet for Royal Copenhagen.
Søren Le Schmidt
Designer Søren Le Schmidt er normalt kendt for sine fortryllende kjoledesign. Men fortryllende design evner han også, når det kommer til bordopdækning. For Royal Copenhagen har han skabt et monokromt univers, der er inspireret af ordet 'julestress'.
— Ordet julestress er ikke en del af den danske ordbog, og det synes jeg er lidt interessant, for det er et ord som alle kender, og alle på en eller anden måde kan relatere til, fortæller Søren.
Sørens juleunivers afspejler transformationen fra julestress til julero. I den ene side er alt hvidt og kaotisk. Overalt i rummet ligger glas, bestik og møbler spredt, og Royal Copenhagens minimalistiske og grafiske stel Hvid Facet ligger ituslået på bordet. På væggen vises en smuk kunstfilm, som netop understreger julestressen op til den 24. På den anden side af rummet er julen rolig og spækket med hygge og nærvær, som Søren oplever den fra juleaftens dag. Bordet er dækket med det stilfulde stel HAV samt glas og dekorationer i mørke farver, som passer til Sørens unikke og stringente æstetik. På bordets midte står Royal Copenhagen UNIKA skulpturer af Steen Lykke Madsen.
Adam Price
— Hvis man skulle trylle sig et vildt sted hen til jul, så ville jeg gerne teleportere mig selv og mine gæster med op til et telt, hvor man kunne høre vinden suse over de grønlandske vidder lige ude for teltdugen, og bålet der knitrede, og så skulle der selvfølgelig dækkes op med mormors porcelæn, fortæller Adam Price om sit grønlandske julebord.
Kærligheden til Grønland opstod for ca. ti år siden, da han besøgte landet for første gang. Den kærlighed tog han med sig ind i den nye sæson af ’Borgen’, som Adam er hovedforfatter på, hvor den dannede grundlaget for optagelserne og gav ham lejlighed til at besøge landet af flere omgange.
Foruden at møde nogle vidunderlige mennesker og opleve den enestående natur, fik Adam også mulighed for at dyrke sin passion for jagt.
— Jeg elsker at lave mad over bål, og for mig handler det at gå på jagt især om en ærlig tilgang til madlavning. At jeg ved præcist, hvad det er jeg spiser og kan være helt sikker på, at hele dyret bliver brugt. Det er madlavning med omtanke og respekt for dyret, fortæller Adam, som selv har skudt moskusoksen og rensdyret i udstillingen.
Julemiddagen i de Grønlandske fjelde skal naturligvis være festlig. Og hvad er mere festligt end mormors samling af klassisk Musselmalet Riflet porcelæn, som Adam har været heldig at arve og flittigt benytter til hverdag. Det ikoniske musselmønster er blandet med det eventyrlige Royal Creatures stel og de traditionsrige Blå Samleartikler fra Royal Copenhagen. Rundt omkring står isbjørne-skulpturer fra Royal Copenhagens arkiver blandet med grønlandsk kuriosa.