Snart er der ikke mere græs tilbage i denne blomsterhave

Hvem bestemmer?

Det er uvist, hvem der egentlig bestemmer i denne villahave. Er det bierne? Er det hønsene? Eller er det mon de to Jack Russell-terriere Manfred og Fritz? Hvor sidstnævnte i øvrigt er en tæve. Charlotte ler. Hun mener dog, at hun da har noget at skulle have sagt, men erkender samtidig, at når man omgiver sig med levende væsener, så kan ikke alt forudsiges.

Ræven kunne også være et gæt, for det at have høns har nogle omkostninger, også i et villakvarter, som da Charlottes mand arbejdede hjemme et par uger før denne snak og dybt begravet i et Zoom-møde ikke hørte massemordet, der foregik ude i haven her midt på dagen – fire stk. høns blev bidt ihjel, de to trukket væk, og de to andre gemt af vejen af seriemorderen, og når hønsene har navne som Gudrun, Winnie og Ruth, gør det ekstra ondt.

Hønemor

Det siger vel også noget om Charlotte, at hun efter at have fået hønsehuset i 2020 den første nat sov ude hos hønsene.

– Da vi skulle købe hønsene, var alle de voksne solgt, så de var bare så små, at de måtte hjælpes i begyndelsen. Det viste sig i øvrigt senere, at en af hønsene, en brahma, i virkeligheden var en hane, og vi frygtede lidt, at det ville give problemer i forhold til naboer, når han galede, men ham tog ræven også en dag, så den bekymring blev desværre løst.

Vi er glade for hønsene, for de er gode til at skrabe og pulverisere alt det tørre. De spiser snegle, og så leverer de fantastisk gødning. De er hyggelige – selvom vores hunde har et noget mere anstrengt forhold til dem.

En kæmpe forandring i haven

Bierne tager Poul Erik sig af. Charlotte havde hørt om bimanden fra Vangede, og det tog hende noget tid at overtale ham til at lave et bistade i familiens have.

– Jeg blev ved og næsten stalkede ham, så det lykkedes til sidst, smiler Charlotte, som samtidig fortæller, at forandringen i havens udseende har været kolossal, siden bierne flyttede ind.

– Det er ikke kun hyggeligt at få bier i haven. De er virkelig søde, de små brune væsener, og gør ingen fortræd, men hold da op, hvor kunne vi se bestøvningens effekt. Jeg kan kun anbefale alle at få bier i haven. De gør underværker, siger Charlotte begejstret.

Finder sin egen form

Haven er på godt 1000 m², og den har i to omgange været et projekt for havearkitekter. Da familien Monberg i 1993 købte huset, havde de tidligere ejere brugt en havearkitekt, og i begyndelsen af 00’erne hyrede familien selv en havearkitekt for at få struktur på haven.

– Vores have er ikke organiseret og snorlige. Den vinder ikke en masterclass, for siden havearkitekten fik styr på den i 2001, har haven selv fundet sin form. Og den er blevet vildere og vildere – langsomt, men sikkert har vi fx mindre og mindre græs. Og i år bliver det sidste stykke græs inddraget til en eng.

– Vi sprøjter heller ikke længere roserne og har i stedet eksperimenteret med noget hvidløgsspray, og så er jeg glad for min mors evner – hun har i øvrigt selv en skønnere have end vores. Hun er god til at klippe roserne til, så de remonterer rigtigt. Klatreroser er vidunderlige, men skal tæmmes, og det er hun eminent til, siger Charlotte, der fremhæver figentræet på terrassen som en særlig dejlig plante og bougainvilleaen, som hvert efterår bliver kørt til overvintring på et gartneri.

9 flotte, farverige blomster fra haven

Da vi besøgte haven en dag i juni sidste år, valgte vi disse ni blomster, som stod i fuldt flor netop da.

Klar til næste kapitel

Da vi taler sammen på en iskold dag i februar, glæder hun sig til om en uges tid at modtage familiens nyanskaffelse: et stort drivhus købt i England, som skal sættes op af en svensker. Coronaepidemien spænder hele tiden ben for projektet, men hun håber, det snart er på plads.

– Vi glæder os til at forlænge sæsonen, så drivhuset får plads til bord og stole. Vores have er altid i udvikling, og nu er vi klar til næste kapitel.