Kærlighed ved første altan-blik
Her er fred og ro, fuglesang og en hel masse dejlig aftensol. Og det var netop altanen her, der fik parret til at slå til, da lejligheden midt på Frederiksberg blev ledig.
Det var kærlighed ved første blik, da Sofie Amalie Rolandsen og hendes kæreste, Niels, så lejligheden med den store altan. Efter at have boet et års tid i stueetagen i hjørnet af andelsforeningen og længe have kastet kærlige blikke efter den store altan, skulle der ikke mange overvejelser til.
Kærlighed til indretning og farver
Efter at have totalrenoveret hele lejlighedens 114 m² kastede Sofie Amalie sig over altanen, som er indrettet med samme fornemmelse for hygge og store kærlighed til indretning og farver som resten af lejligheden.
Hele sommeren står døren til altanen åben mere eller mindre hele tiden. Sofie Amalie Rolandsen fortæller:
– Det er her, jeg går ud med min morgenkaffe, her, vi spiser frokost og aftensmad. Og har vi gæster, er det også altid her, vi ender med et glas vin på de varme aftener.
Den 18 m² store altan er nemlig blevet en naturlig forlængelse af lejligheden og især af køkken-alrummet, som ligger i direkte forbindelse med altanen.
Humørrig indretning
Hun har brugt humørrige farver i indretningen – lige fra stole i en brændt gylden farve til farverig keramik, friske blomster, stribede tæpper og finurlige indfald, som skaber hygge på den store altan, og indretningen afspejler Sofie Amalies beskæftigelse som full-time influencer.
Hun er nemlig vild med farver, genbrugsfund, DIY-løsninger og indretning, og det er netop det, hun deler ud af på sin Instagram-profil @thusthefuss.
Parasollen med striber og frynser, der sender tankerne hen til fortidens gammeldags strandparasoller, matcher perfekt.
Et åndehul midt i storbyen
Og det er ikke bare de voksne, der nyder godt af lejlighedens store fredelige altan. Familiens ældste barn, Walter på to år, er også vild med uderummet, for her er plads til soppebassin, til at løbe rundt og til at hjælpe Sofie Amalie med at nippe og vande planterne på altanen. Hun er den, der har de grønne fingre i familien.
Det er også her, at familiens nyankomne lillesøster Inge på knap et halvt år sover til middag i den friske luft.
Altanen er blevet det, som familien håbede på: et åndehul lige midt i storbyen.