
Den historiske tilstedeværelse er synlig gennem et glasvindue isat i væggen ind til badeværelset.

Kokken Luca Zamboni bor i den sjælfulde lejlighed i Mantua.
I Mantua bor den 24-årige kok Luca Zamboni i en sjælfuld lejlighed på blot 36 m2. Her er funktionelle løsninger tænkt ind og historiske detaljer genskabt.
AfAt indrette et komplet hjem på blot 36 m², så det både er funktionelt og personligt, er en udfordring for enhver arkitekt. Ikke desto mindre har tegnestuen Archiplan Studio en fordel i at arbejde i deres hjemby, Mantua, hvis historiske lag de kender, og som findes i stort set alle gamle bygninger i byen.
I processen med at indrette denne etværelseslejlighed for kokken Luca Zamboni har arkitekterne vist en ganske særlig sensibilitet i forhold til at få planløsning og historisk kontekst til at gå op i en højere enhed. Der er lagt stor omhu i at genskabe bygningens oprindelige detaljer og fremhæve det, som tidligere ombygninger havde skjult, hvilket har tilført rummet et yderst personligt præg.
En træboks løsrevet fra lejlighedens definerende vægge og loft er placeret i rummets midte. Denne boks sætter en form for hierarki mellem rummene, uden at afdelinger er fikserede, og den optegner en entré, en korridor, som leder til stuen, der inkluderer et køkken med spisebord og stole, mens hjemmets soveværelse er bygget ind i boksen, som på den måde fremstår som både møbel og rum.
Badeværelset er aflukket i et minirum, mens håndvasken står udenfor som et smukt møbel, der indgår naturligt i de åbne omgivelser.
Gulvet i lejligheden er behandlet på to forskellige måder: I opholdsrummet er de gamle seminatofliser fra 1960’erne blevet reetableret med et fantastisk resultat, mens gulvet i den anden del af lejligheden ligger højere og er dækket med hvidmalet træ.
Boksen, som udgør hjemmets centrale element, er bygget af træ ligesom alle møblerne, som er skræddersyet til hjemmet. Det gennemgående træ tilføjer hjemmet en kontinuitet og ro.
Træet på boksen er delvist træfarvet og delvist lakeret i en lysere tone for at integrere elementet naturligt i omgivelserne. De firkantede og runde åbninger ind til sengen er arrangeret på fladerne, så de funktionelt lader lyset komme ind og samtidig fungerer som et dekorativt og humoristisk blikfang.
De skræddersyede møbler er stringente og enkle i deres design, så de ikke tager for meget opmærksomhed i det lille rum. Bænkene fungerer både som hylder og opbevaring og som et sted, hvor man kan sidde. Der er en nøgternhed over det, som gør rummet næsten asketisk.
Der er referencer til munkeklostre, som i deres askese demonstrerer, hvordan små rum hjælper med at skære alle overflødige materielle besiddelser fra og i stedet fokusere på det sanselige og spirituelle – noget, som i høj grad understreges gennem den historie, som bebor vægge og gulve, og som nu er bragt frem i lyset igen efter at have været gemt væk i mange år.
Arkitekterne fortæller selv, hvordan de bruger rigtig meget tid på at researche de historiske lag i byens arkitektur, og de er specialister i netop Mantuas bygninger og de historiske perioder, som bygningerne har gennemgået. Bygningen, som Luca i dag bor i, har været en del af den oprindelige by fra det 16. århundrede.
Bygningen har været renoveret et hav af gange siden, og den seneste renovation kan dateres tilbage til 70’erne. Ved at grave i lagene har de fundet frem til freskoer fra forskellige århundreder – nogle er fra det 19. århundrede, og andre knytter sig til Mantegna-skolen fra det 15. århundrede, hvor man har brændt kalken som et desinficerende middel mod pest.
Tidens tegn er en værdifuld arv for arkitekterne, som gør en dyd ud af at bevare og fremhæve dem i en moderne kontekst, som ikke går på kompromis med nutidens krav om komfort og høj funktionalitet.