Med specialtegnet inventar og smarte løsninger i træ føles den kun 48 kvadratmeter store Oslo-lejlighed både rummelig og funktionel ... og meget skandinavisk!
Efter år med gamle, profilerede køkkenfronter og slidte flader var ejeren af denne 48 kvadratmeter store lejlighed i Oslo klar til en forandring.
På ønskelisten stod skræddersyede løsninger og god funktionalitet indpakket i en tidløs og slidstærk æstetik – uden udløbsdato. Interiørarkitekt Cecilie Claussen fik udfordringen.
Slidstærk æstetik - uden udløbsdato
– Lejligheden bar først og fremmest præg af slitage med tanke på materialer, belysning og inventar og var i den grad parat til en ordentlig opdatering, fortæller Cecilie, som har specialiseret sig i private boliger, hvor hovedopgaven er at give kunderne funktionelle løsninger tiltænkt den enkeltes livsstil.
– Ejeren ønskede at totalrenovere hele lejligheden og at få skræddersyet alle løsningerne til sine behov. Det var vigtigt for hende, at lejligheden skulle fungere både i hverdagen, og når hun havde familie og venner på besøg.
Smarte og dekorative løsninger
Lejligheden ligger i en traditionel norsk teglstensejendom fra 1938. Den originale planløsning fungerede fint for ejeren, og fokus blev derfor at optimere funktionaliteten i alle rum og arbejde med totalindtrykket.
Med begrænsede kvadratmeter til rådighed var den største udfordring at finde smarte og dekorative løsninger på opbevaring, og derfor er der bygget flere hylder og skabe i både stuen, entréen og soveværelset.
For at undgå et tungt og kompakt udtryk har Cecilie valgt lukkede skabe nederst og åbne hylder eller vitrinedøre øverst. Sådan sikres en god og luftig rumfølelse.
Et roligt og varigt hjem
Det meste af inventaret og møblerne er lavet i træ for at skabe et slidstærkt miljø, som både er praktisk og æstetisk.
– Jeg ønskede at indrette et hjem baseret på naturlige materialer og elementer, som tilfører ro, og som holder varigt. Målet var at ende med en klassisk lejlighed, som fungerer som ramme for ejerens ting, uanset hvem der bor der, fastslår interiørarkitekten.
Cecilie har selv tegnet alt fast inventar, som efterfølgende er udført af en møbelsnedker. Ved at bruge egetræ overalt opnås harmoni og ro. Væggene er malet i nuancer af gråt og grønt for at underbygge det rene og hyggelige udtryk. Nuanceforskellene gør, at man ubevidst oplever, at man bevæger sig mellem forskellige zoner.
– Det er klassiske farver, som tåler tidens tand. Grøn er også en farve, som er let og behagelig at bo i over tid.
"Alt er superfunktionelt"
Møblerne i hjemmet støtter op om den tidløse atmosfære.
En klassisk Louis Poulsen-lampe over spisebordet, spisestole i eg af Hans J. Wegner og Alvar Aaltos stilrene skammel i køkkenet bidrager til den følelse, som præger hjemmet, mens skulpturel og sanselig keramik tilfører et taktilt og personligt touch.
Både ejer og interiørarkitekt er godt tilfredse med resultatet.
– Alt er superfunktionelt. Vi har virkelig fået det optimale ud af hver eneste kvadratmeter.