I Gustav og Patricias lille Vesterbro-lejlighed er soveværelset eneste rum med farvede vægge

– Vi deler helt naturligt smag i rigtig mange ting. Farver, personlige objekter, detaljer og materialer. Dette ses både i vores respektive arbejder som kunstner og arkitekt og i vores hjem, der trods sin beskedne størrelse har mange ting at se på. Vi benytter vores hjem som arbejdsplads af og til, så det sker ofte, at der hænger skitser på væggene med malertape, eller at der står papmodeller af et hus på spisebordet. Dette bliver ligesom en del af møblementet og skaber et styret, men dejligt kreativt rod, som vi godt kan lide. Ud over at vi til daglig er omgivet af meget af Patricias kunst, har vi også mange tekstiler i lejligheden, som Patricia har samlet over årene. Tekstilerne er blevet til hjemmelavede gardiner, sengetæpper, kunst og karklude og har alle en historie af værdi. Flere af tekstilerne har Patricia fået fra gamle klostre i det nordlige Spanien, og de giver derfor en følelse af Spanien heroppe langt mod nord. Min indflydelse ses, foruden i lejlighedens rumplan, i høj grad også i de mange billeder på væggene, bøger på reolen og møbleringen generelt. Jeg kommer fra en familie, der altid har haft øje for god kvalitet og godt design, men som aldrig har dyrket det minimalistiske. Det er gået i arv, fortæller Gustav.

I dag ser hjemmet ud på én måde. I morgen ser det måske anderledes ud. For Patricia og Gustav er hjemmet et lærred, hvor deres oplevelser af den verden, som de nysgerrigt suger til sig fra, folder sig ud og får en form – en form i transformation og bevægelse.

– Vores hjem er aldrig statisk, og vi prøver ofte ting af for at se, om det fungerer eller ej. Billeder flytter rundt, står på gulvet og skiftes ud. Sådan er det nok også i vores arbejdsproces. Her prøver vi også ting af, fylder på og trækker fra. Vi søger begge en stoflighed og detaljerigdom i vores respektive arbejder med kunst og arkitektur, men altid som mindre tilføjelser på et enkelt lærred, så der også skabes ro og balance. Sådan kan vores hjem også betragtes, fortæller Patricia og Gustav.

Som et vindue til en større verden

Uanset hvor øjet falder i lejligheden, mødes det af en genstand, som rummer en historie, der bare venter på at blive fortalt.

– Hvis vi skal fremhæve et par ting, der har særlig betydning, kunne det fx være de mange skitser til scenografier og kostumer, som vi har på væggen. De er lavet af min morfars bror Erik Nordgreen, der var scenograf, bl.a. på Det Kongelige Teater. Desuden har vi en række billeder af stærke unge samtidskunstnere som Asger Gjerdevik, Marie Rud Rosenzweig og Anton Munar. Af de lidt mere specielle objekter kan nævnes min lille samling af smukke stenøkser, der kan betragtes som skulpturer i sig selv, eller Patricias antikke kjoler – bl.a. en antik tyrkisk bryllupskjole, der er en gave fra min mor til Patricia, fortæller Gustav.

Parrets hjem er inspirerende at opholde sig i, fordi man føler, at det er et lille vindue ud til en meget større verden. En verden, som er deres. En verden fyldt med rejser, kunst og kultur.

– Kunst og arkitektur er jo det, vi lever af og med og i. Det betyder meget. Vi nyder begge at lære, læse og at rejse ud i verden og besøge museer og se på værker af de store arkitekter. Vi bliver sikkert nogle irriterende forældre, der hellere tager ungerne til Rumænien for at se på trækirker end til Lalandia. Vi finder inspiration i mange og i meget, men for tiden kan nævnes kunstneren Suzan Frecon, der inspirerer med sine enormt smukke farver og enkle motiver, samt arkitekten Erik Asmussen, der var en helt overset dansk arkitekt, og som var en pioner inden for antroposofisk arkitektur i Norden, fortæller Gustav.