
"Jeg havde nok aldrig troet, at jeg kunne have en orange farve i køkkenet"
Men nu, 2 år efter, elsker Camilla farven mere og mere. Se det gennemførte og gennemarbejdede nybyggede 50'er hus her.
AfPå en villavej nord for København bor parret Camilla og Kasper med deres tre børn i et nybygget hus.
Det ligner noget, som kunne være opført i 50’erne, og det er ikke tilfældigt.
I flere år har parret interesseret sig for arkitektur fra netop den epoke, og interessen blev første gang vakt med en programrække på DR K om de store mid-century-arkitekter som Charles og Ray Eames, Frank Lloyd Wright og ikke mindst John Lautner.
Da Camilla og Kasper fandt grunden, de ville bygge på, begyndte de også at sætte sig grundigt ind i dansk 50’er-arkitektur for at finde inspiration til deres kommende hus.
Ud over at læse i bl.a. Michael Sheridans bog Mesterværker – enfamiliehuset i dansk arkitekturs guldalder samt Eget hus: om danske arkitekters egne huse i 1950’erne af Christoffer Harlang og Finn Monies faldt de i deres research over den danske arkitekt Erik Christian Sørensens eget hus, som de fik lov til at besøge.






















